Et livgivende kaos

Jeg er stadig optaget af at arbejde med de nye bøger af Majbritte Ulrikkeholm, Skriv fra sjælen og Vision, og jeg overraskes og glædes over hvor mange spændende og tankevækkende emner hun tager op, og hvor flot, levende og fantasifuldt hun beskriver sit syn på livet, og sine oplevelser, og har lavet mange helt konkrete øvelser man kan arbejde med.

Og det glæder mig at jeg både kan genkende meget og føle mig hjemme i hendes univers, men sandelig også bliver præsenteret for mange nye måder at opleve livet og metoder til at bearbejde disse.

Jeg ved det lyder helt utroligt, men jeg har faktisk, eller faksi, som mit barnebarn siger, nogle aspekter i mig selv, som jeg ikke bryder mig om. Ja, det er sandt. Og jeg har oplevet perioder hvor andre aspekter, som jeg holder mere af, træder tydeligere frem.

Forleden sad jeg, i min gamle sofa, mit alter, og inspireret af Majbritte, lavede jeg en øvelse, formuleret som en dialog mellem de to personligheder. Ham jeg kan lide, stiller spørgsmål til ham, jeg ikke bryder mig så meget om, der forsøger at svare efter bedste evne.

Jeg fornemmede at Majbritte havde beskrevet nogle tilsvarende teknikker, men var ikke sikker, så jeg begyndte at lede i bogen “Skriv fra sjælen”, der lå lige ved siden af mig i sofaen. Og ganske rigtigt, har hun et afsnit med titlen: “Åndetvillingen”. Jeg satte min øvelse på pause, og begyndte at læse.

Med forbehold for at jeg har misforstået det, anbefaler Majbritte at man i stedet for at antage, at når man har et problem man gerne vil arbejde med, og løse antageligt, er det ikke nødvendigvis at løsningen findes i problemets diametrale modsætning, som vi er nogle der tror.

Men denne tendens betyder, at man ofte ender det samme sted, som ikke altid er det bedste sted. Man lukker af, i hjertet, man sidder fast, for at beskytte sig, og man gentager måske mønstre, der ikke skaber gode løsninger, men vælger det kendte værktøj.

I stedet anbefaler Majbritte, at man kontakter sin “Åndetvilling” og beder om en mere sjælfuld løsning, som man lytter til og skriver sig frem til. Hvordan man får kontakt til denne side kan sikkert være individuelt. Men pointen er at løsningen ikke behøver ikke at betyde den stik modsatte adfærd, den adfærd man altid søger når det bliver svært.

Citat fra bogen: “Måske lærer vi at det vi gør, ikke er forkert, men blot kalder på en sjælfuld måde at gøre det samme på.”

Og hun skriver også noget, som har haft min interesse i længere tid, at der ikke findes absolutte sandheder, men at noget kan være sandt, og samtidig kan noget helt andet være lige så sandt.

Og i disse tider med stærke totalitære tendenser i verden, er der efter min opfattelse mere end nogensinde brug for disse tanker. Men jeg stiller hurtigt tilbage til sofaen og lader andre klare de store internationale udfordringer.

Og påvirkede dette afsnit og den viden jeg nu havde, min egen dialog?

Ja det gjorde den. Den “gode” side af mig, blev lidt mindre anklagende, lidt mere tolerant, var lidt mere tilbøjelig til at søge forståelse, end til at fordømme.

Den anden side blev glad for at nogen forsøgte at forstå ham, i stedet for at blive slået i hovedet og gjort forkert. Han behøvede ikke længere at retfærdiggøre sig, og han var glad for muligheden for at forsøge at redegøre for, hvorfor han havde valgt denne tilgang, men forstod også at det var uhensigtsmæssigt.

Men han skulle jo også forstå, på en blid måde, at jeg gerne vil af med ham.

Det er en proces, og vi får helt givet brug for flere “samtaler” i fremtiden, men jeg er sikker på at det nok skal gå.

Det følgende kapitel efter Åndetvillingen, i Skriv fra sjælen, hedder: Det livgivende kaos og på det vedhæftede billede er mit barnebarn i færd med at tegne og skrive på mine vinduer, og hun er en stor hjælp til at skabe et livgivende kaos i mit liv. Jeg er meget taknemmelig for den tid vi har sammen og den hjælp hun giver mig.

Fortsættes …

Crede et Vicisti – Tro og Vind