Jeg har for meget tid, nej for lidt

Jeg savner mørket!

Ja, jeg ved godt at det kan opfattes som blasfemi og clickbait, og sandt at sige, mener jeg det ikke oprigtigt. Men tanken kan dog strejfe mig når jeg vågner tidligt om morgenen, og i stedet for at sidde i det beskyttende omfavnende mørke og se dagens lys bryde frem, er dagen allerede i gang. Men jeg glæder mig bestemt også over den lyse tid.

Den forløbne uge har været begivenhedsrig fordi jeg havde sidste arbejdsdag i tirsdags, efter jeg selv opsagde jobbet, men jeg var så heldig at firmaet valgte at fritstille mig, så jeg fik to uventede fridage, inden jeg onsdag, gik på arbejdsformidlingen og trykkede på knappen: “Jeg er ledig”. Det foregik ganske fredeligt, og med det mener jeg ikke kun selve proceduren, men også den følelse jeg havde inde i mig. Og sidstnævnte er jo det vigtigste.

Der var ingen overraskelser og jeg kender betingelserne. 3 ugers karantæne, og jeg har egentlig aldrig oplevet at systemet har behandlet mig urimeligt. Og måske også fordi jeg allerede har en mulig ansættelse i støbeskeen og generelt er optimistisk.

Men pludselig havde jeg så meget tid til rådighed og det skal jeg lige vænne mig til. 

Det er nemmere at brokke sig over aldrig at have tid nok til at udføre alle mine “geniale” ideer, end at være konfronteret med en stemme der siger, “Hva’ så gamle dreng – nu har du tiden, så brug den dog.” Men så enkelt er det ikke, det er jeg bevidst om.

Man skal vænne sig til tid.

Ofte når der sker større skift i mit liv, får jeg en trang til at vende blikket bagud og tage en rejse i tankerne, måske også fysisk, tilbage i tiden, ad mindernes boulevard, et udtryk jeg  kan lide og jeg har lært det af Peter A. G. Man kunne også skrive sti, fortov, eller gade, men boulevard er et smukt ord. Jeg kom lige ud på et sidespor, da jeg skrev disse sætninger, fordi Tove Ditlevsens digt “Barndommens gade” dukkede op i mine tanker. Sådan kan det gå. Hun havde ikke noget godt liv. Men tilbage til historien.

Og det har jeg også gjort i den forløbne uge. Jeg er bevidst om at “større” er relativt, men da jeg havde nydt de to fridage og brugt tid på at melde mig ledig og afsende to jobansøgninger, uploade dem og checke at jeg havde udført min del af aftalen overfor systemet, kunne jeg slappe af. Jeg skrev nogle lange historier om mærkelige emner, eksempelvis tandbelægninger, og noget om mit personlige arbejde med Majbritte Ulrikkeholms bøger.

Torsdag skulle jeg hente mit barnebarn, der går i skole og SFO meget tæt på det kvarter jeg har boet i som barn, og den folkeskole jeg gik på. Desuden ligger det firma jeg er i dialog med, også lige i nærheden. Så jeg valgte at parkere bilen på skolen i god tid før den lille skulle hentes, for derefter at spadsere rundt i kvarteret. Der er noget særligt ved at spadsere med god tid. Jeg vil ikke sige uden mål og med, for jeg ville ville gerne passere nogle udvalgte steder, og primært var det for at have tid til at reflektere.

Jeg tænker på det franske ord Flaneur, der vist betød en ret velhavende person, der havde tid til at vandre uden noget formål, distanceret fra det samfund han bevægede sig i. Senere har ordet udviklet sig til en negativ beskrivelse, på dansk en “flanør”, ifølge ordbogen en: “elegant dagdriver, der strejfer planløst om i gaderne”.

Min spadseretur var ikke planløs, og jeg er heller ikke en dagdriver, og jeg gik i den meget stærke forårssol og det kraftige blæsevejr og tænkte over for- og fremtid, men var så utålmodig efter at se min lille pige at jeg hentede hende lidt tidligere end planlagt. Vi havde en dejlig eftermiddag sammen.

En af Majbrittes øvelser hedder “Det du ikke har set” og i denne anbefaler hun at man finder gamle barndomsbilleder af sig selv, og kigger grundigt på dem, med det formål at opdage situationer der eventuelt kan ændre den historie man har fortalt om sig selv. Som måske har været med til at skabe de overbevisninger, man har båret med sig.

Da jeg sad i sofaen med min lille pige, overraskede hun mig, da hun spurgte om jeg havde et billede af mig selv, fra da jeg var lille. Det havde hun aldrig nævnt før, så jeg fandt et meget gammelt billede, jeg gætter på at jeg er 3 år, så det er gammelt, taget af en professionel portrætfotograf.

Hun synes det var vældigt sjovt – og sagde at jeg så sød ud.

Fredag havde jeg et møde med den før omtalte virksomhed, men inden det skulle finde sted, ville jeg besøge den arbejdsplads jeg var ansat på, eller rettere, vikar hos, frem til efteråret sidste år, inden jeg tog en beslutning, jeg ikke skulle have taget.

Det var en virksomhed der brugte mange polske vikarer til produktionen, og der var en ret stor udskiftning af personale, af flere grunde givetvis, men til sidst fusionerede de med et større firma og planlagde at flytte store dele af produktionen til udlandet.

Jeg arbejdede meget sammen med disse polske gutter, og en enkelt polsk pige, og mange var bare på gennemrejse, nogle kun i få dage, men andre blev længere og enkelte fik jeg et rigtigt godt forhold til.

Jeg parkerede bilen og gik ind i værkstedet, der var blevet ændret en hel del, og jeg så en fyr stå ved en rundsav med ryggen til, og jeg genkendte ham da jeg kom tættere på. Det var Rafael. Der var en mærkbar gensynsglæde, og vi gav hånd. En anden fyr, Adam, som jeg også havde arbejdet sammen med, kom over og hilste. Han taler ikke så godt engelsk, men det var ikke nødvendigt. Rafael taler meget fint engelsk og jeg fik en kort opdatering. Det er planen at flytte hele produktionen til udlandet, så snart ville de alle være væk derfra.

Jeg skal ikke spille bagklog, men det kom ikke bag på mig.

De polske vikarer arbejdede længere dage, og kunne efter 3 ugers arbejde opspare 1 uges afspadsering. Så kunne de tilrettelægge deres liv, og vælge at tage tilbage til familien i Polen, og hvis de ønskede, kunne de arbejde længere perioder og afspadsere derefter.

Flere havde små børn derhjemme, og jeg tænkte ofte på, hvor lidt de så dem i deres opvækst. Men de var økonomiske pilgrimme, der kunne skaffe flere penge til familien, ved at arbejde på den måde.

Det kan være anstrengende at arbejde et sted med stor personaleudskiftning.

Man kan let, hvis man ikke var opmærksom, forfalde til ligegyldighed, næsten kynisme, fordi man tænker at han jo nok tager af sted lige om lidt, så hvorfor engagere sig. 

Det var hyggeligt, og lidt vemodigt at se stedet igen, men jeg skulle til møde, og måtte videre.

Mødet gik fabelagtigt godt. God energi, fri, ærlig og åbenhjertig samtale, løsningsorienteret og en handlingsplan til næste uge.

Jeg kan mærke at det var den helt rigtige beslutning at sige farvel til det gamle job. Det føles som om jeg har haft en rygsæk med 50 kg. dødvægt på ryggen, som jeg nu har sat fra mig.

Nu er det weekend. Hvad pokker skal jeg bruge den tid til … – jeg må skynde mig at finde et nyt arbejde, så jeg igen kan beklage mig over ikke at have tid nok … 🙂

Fortsættes …

Crede et Vicisti – Tro og Vind