Svært at vælge
Det er lørdag morgen. Jeg stod tidligt op – klokken var lidt i 4. Jeg elsker det tidspunkt. Det er mørkt, stille og fredeligt, jeg er udhvilet og tænker klart.
Jeg kom til at tænke på det engelske ord “curate”, og jeg vidste at det betyder at udvælge og organisere. Og det tilsvarende ord på dansk er: kuratere.
Måske tænkte jeg på det, fordi jeg kontinuerligt noterer ideer til emner, der optager mig, og som jeg måske kan skrive en historie om, eller blot vil søge mere viden om. Så jeg overvejede, hvilket af disse emner jeg skulle kaste mig over i dagens historie, nu da weekenden endelig er kommet og jeg har tid og energi til at skrive. Så slog det mig: Hvorfor kuratere, hvorfor ikke bare grådigt tage dem alle med?
Her er listen:
Juice, holding the tension of opposites Jung, angsten for ikke længere at føle angst, meditation igen, David R. Hawkins, livet var enklere i gamle dage, mismatcher og en matcher, Atman, Siddhartha, færre meninger, fascination af teknologi der kan noget, men det er ikke mig, Kennedys oplevelse af synkronicitet.
Juice handler ikke om de liflige drikkevarer, men er et ord jeg gentagne gange er stødt på i David R. Hawkins bøger. Jeg nævner et par titler som Power vs Force og Letting Go, men der er mange flere og jeg er stærkt interesseret i Hawkins forfatterskab i denne tid.
Juice er Hawkins måde at beskrive de fordele man opnår ved at gentage negative, lavfrekvente adfærdsmønstre og vaner.
Det siges at det bedste sex er “makeup sex” – altså sex efter en konflikt i et parforhold, hvor forholdet har været tæt på at gå i stykker, men i sidste øjeblik finder man en løsning og lettelsen over at forholdet fortsætter kulminerer i en særlig intens seksuel oplevelse.
Det har jeg selvfølgelig aldrig prøvet, men det beskriver måske Hawkins brug af ordet juice.
Man foretager en handling der egentlig er negativ, men der er også fordele – juice.
I de fleste tilfælde er det langt mindre dramatisk end ovenstående eksempel, men jeg synes det er værd at være bevidst om, for juicen gør det sværere at lave ændringer i sin adfærd.
Men det kan være en udfordring at identificere juicen, når det er mindre dramatiske handlinger end ovenstående.
Det fører mig til et af de andre punkter på listen. Angst for ikke at være angst. Eller andre følelser som man associerer med negative tilstande, nervøsitet eller vrede – som drivkraft. Og hvad nu hvis den forsvinder. Forsvinder drivkraften så også? Nej, ikke nødvendigvis.
Færre meninger. Jeg er jo erklæret minimalist og er meget bevidst om ikke at akkumulere for mange ting i mit liv, eller på andre måder gøre livet mere kompliceret end nødvendigt. Det er jeg god til, og jeg har øvet mig på det i mere end 20 år, da mit liv i en periode var kaotisk og en ven gav mig bogen “Ryd op i dit rod” af Karen Kingston. Bogen ramte mig som et lyn, og langsomt, men sikkert, ændrede mit liv sig. Ikke kun på grund af den bog, der skete også andre ting, blandt andet mødte jeg buddhismen, men bogen var så konkret og let forståelig og den dag i dag lever jeg efter disse principper.
Og forleden fik jeg en kommentar til min bemærkning om at livet var enklere i gamle dage. På mange måder langt dårligere, men ikke på alle områder, men i hvert fald enklere.
Men er man ikke selv herre over hvor kompliceret livet skal være? Ud over at gøre sig uafhængig af ting, kan man også sige farvel til meninger. Måske ikke dem alle, men langt de fleste. Men meninger er gode til juicepresseren. Konflikter, diskussioner, især hvis det er indre samtaler, hvor man selv bestemmer, hvem man diskuterer med og derfor altid vinder, eller alternativt blokerer folk der modargumenterer.
Holding the tension of opposites, betyder at øve sig i at holde forskellige modsatrettede meninger i sin bevidsthed, og udholde den spænding, konflikt og ubehag, det skaber.
Det var vist psykoanalytikeren Carl Jung, der anbefalede at man øvede sig i det.
Jeg antager at formålet er at øve sig i at blive mindre rigid og fastlåst, prøve at se verden med andre øjne, forstå andres synspunkter, se nye muligheder.
Det er ubehageligt, for der er ikke noget bedre end en god fast mening, den kan man regne med, den skaber identitet, og juicen er følelsen af at have ret, føle sig overlegen, retten til at kritisere andre der mener noget andet.
Måske var det derfor, at jeg skrev notatet om “mismatcher”. Jeg lærte udtrykket fra NLP, og det beskriver den mennesketype der altid skal være på tværs og mene det modsatte.
Jeg synes det er sundt, især i lille konsenus-Danmark, hvor alle er enige om alt, at nogen stiller spørgsmålstegn ved det der foregår.
Men for at udvikle sig, må man af og til give slip. Og når jeg siger “Giv slip”, kommer jeg igen til at tænke på David R. Hawkins, og mit notat om “meditation igen”.
Jeg har igen, efter års pause, og forskellige tilløb og variationer, igen taget fat i min gamle mala og forsøger at meditere hver dag. Men denne gang har jeg selv valgt mantraet: “Jeg giver slip” eller variationer herover. Jeg skal stadig minde mig om at give slip ikke betyder at slippe kontrollen, men give slip på den modstand der skaber blokeringerne – samskaras.
Det er faktisk ikke så langt fra de buddhistiske meditationer jeg engang lavede, blot uden symbolerne og systemet.
Jeg lytter stadig til Herman Hesses Siddhartha, men er ikke færdig endnu. Jeg kan genkende meget af det han beskriver. Ikke mindst mærker man hans frustration, som jeg tror jeg forstår. Måske var det derfor jeg noterede “Atman”. Der er også Anatman og Brahman.
Det er nemmere at sige end Gud. Jeg søger Thomas Aquinas definition. Så begynder det at blive interessant.
I går så jeg igen et interview med Robert F. Kennedy Jr. der fortalte om sin oplevelse af synkronisitet, der gjorde et stort indtryk på ham. Han havde lige læst en bog af Jung, hvori han beskriver et helt usandsynligt tilfælde, da han har en patient i terapi, i færd med at fortælle om drømme hvor en meget sjælden bille forekommer, og Jung bliver forstyrret at en gentagen støj på vinduet i rummet. I irritation går han over og åbner vinduet, og det viser sig at være denne bille, der flyver ind i vinduet og støjer, men nu flyver ind i Jungs hånd. Han åbner hånden og spørger patienten, om det er sådan en bille hun har drømme om.
Kennedy fortæller om sin oplevelse, og jeg har også en om dengang jeg satte to timerure i gang på forskellige tidspunkter, og opdagede lidt senere at de gik helt synkront.
Måske læser nogen denne historie og ryster på hovedet over stave- og kommafejl, klodsede formuleringer og måske synes det er lidt søgt at få så mange emner flettet sammen, og havde jeg brugt AI, var det nok gået bedre. Det er sikkert rigtigt, men jeg har valgt at forsøge selv med min middelmådige menneskelige intelligens efter bedste evne.
Måske overflødiggør AI en dag Buddhas belæringer, Hawkins, Tolles, Mertons, Muhls med fleres bøger og visdom, meditation, et kontemplativt liv, men jeg tillader mig at tvivle.
På turen til havnen spiste vi henholdsvis Vanille/Jordbær med Tivolidrys og Nougat/Pistacie med chokoladedrys.
Crede et Vicisti – Tro og Vind
