Jeg ønsker mig en Volvo

Hvor kommer drømme fra? Hvor kommer begær fra? Jeg ved det ikke. Men pludselig er de der. Jeg synes det er lidt pinligt for en minimalist med buddhistiske tilbøjeligheder, at indrømme at jeg godt kunne tænke mig en gammel Volvo.
Men sådan er det altså i øjeblikket.
En af de store misforståelser ved buddhismen er at begæret er roden til problemerne. Det er ikke rigtigt. Det er tilknytningen, der er problemet. Begæret er ok. Og således opmuntret, fortsætter jeg min historie.
Det er vigtigt at understrege at Volvoen ikke skal erstatte min glimrende lille, pålidelige, og betalte bil, der starter hver gang og kører fint.
Næ det skal være en ekstra bil, så jeg har to.

Hvorfor lige en Volvo?
Det ved jeg ikke. Der er ingen rationelle forklaringer.
Jeg kender ikke nogen der har en Volvo og ingen i min familie har nogensinde haft en Volvo. Måske er det fordi jeg de senere år har opdaget hvor smukt der er ovre i vores broderland, Sverige. Når man kører derovre ser man Volvoer hele tiden. Eller måske er det bare mig der ser Volvoer hele tiden. Jeg har en forkærlighed for Volvo XC70. Den har firehjulstræk og lidt højere. Og så skal den have ekstra forlygter monteret. Men sådan en skal det ikke være. Den er alt for dyr.
Måske er det fordi en Volvo virker overkommelig. Der er mange af dem og den er ikke eksotisk eller sjælden. Jeg forestiller mig at man kan købe og vedligeholde en til en overkommelig pris. Havde det være en Ferrari eller Jaguar, var det noget helt andet.

Jeg har altid opfattet Volvo som et ret usexet bilmærke. De virker bastante og lidt tunge i designet. De har altid lagt meget vægt på sikkerheden. Det er jo prisværdigt, men ikke særlig sexet.
Jeg husker at man kaldte dem traktorer, fordi de virkede tunge og så lidt klodsede ud.
Jeg husker den gamle vittighed: “Hvordan tuner man en Volvo? Man hæver ploven!”
Måske er den ikke så morsom mere, for Volvo har vist gjort en del for at ændre deres image. Måske har den aldrig været morsom.
Men de udstråler også tryghed og sikkerhed. Det er rart.
En psykolog vil måske påstå at jeg lige har beskrevet mig selv?

Jeg har forskellige modeller på min ønskeseddel. Jeg foretrækker en stationwagon. På Volvosprog hedder det vist en Herregårdsvogn. Jeg er jo blevet farfar, så en bil med god plads til barne og klapvogne ville være passende.
Jeg er dog bekymret over sikkerheden i de gamle biler. De har ikke isofix beslag og heller ikke airbags, abs bremser og andre  sikkerhedselementer, som vi tager for givet i dag. Så det er nok udelukket at køre med barnebarnet.
Jeg er kun interesseret i de relativt store modeller og kun dem med baghjulstræk. En Volvo skal have baghjulstræk. (Eller firehjulstræk)
En Volvo 210 er sjov og kunne være en mulighed. Også Amazon stationwagon er på listen. Det er en nydelig bil, især hvis den er velholdt og i den rigtige farve. Ja – farven, det skal jeg også beslutte.
Efter Amazon modellerne kommer 140 serien. Denne finder jeg en anelse for kedelig så den er foreløbig ikke på listen

164 springer vi over, den er for speciel og ligner ikke en rigtig Volvo.

Så kommer vi til 240/260 modellerne og nu begynder det at ligne noget. Store, grimme og klodsede at se på, og med det karakteristiske underbid og en kæmpe kofanger. Den er på listen.

Volvo 66 er allt for lille og 340/360 er også for små og findes ikke i stationwagon.

Men 740/60 modellerne lever op til kriterierne og er derfor også på ønskelisten.

780 er flot men findes ikke i stationwagon og er derfor udelukket.
440/60 er for små og nu kommer vi frem til den sidste model med baghjulstræk, nemlig 900 serien. Den er på listen.

Så efter en grundig analyse, er følgende modeller på min ønskeliste.

Model 210, Amazon (121), 240/60, 740/60, 940/60

Så er det på plads.

Nu vil jeg forsøge at overbevise mig selv om at det er en dårlig ide.
Et tungtvejende argument er naturligvis den ekstra økonomiske omkostning jeg får.
Jeg har en ganske almindelig løn og derfor ikke råd til alt for mange ekstra udgifter.
Og jeg er ikke handyman og har ikke nogen garage til at lave reparationer. Så jeg skal have en mekaniker på hver gang noget går galt. Og jeg antager at gamle biler ofte går i stykker.
Og der er endnu en forsikring og grøn ejer afgift. Er bilen over 25 år, er det vist billigere, men det er stadig en ekstra udgift.

Og så var der det med sikkerheden.

Det var det negative. Nu til fordelene.
Jeg forestiller mig at en gammel Volvo Amazon vil være hyggelig at køre i. Jeg kan godt se mig selv cruise en tur ud i det blå på en varm sommerdag. Vinduet er åbent, selvfølgelig åbnet med manuelt håndtag, og jeg har armen på vinduekanten. Jeg kører langsomt, skal ikke nå noget. Dem der kører bagved, bliver ikke irriteret for det er jo bare en gammel Volvo og det er hyggeligt. Jeg tror man falder i snak med alle mulige mennesker, når man stopper bilen for at købe en is eller fylde benzin på. Det kan sikkert være meget hyggeligt. Måske en tur til Kullaberg hvor jeg falder i snak med lokale Volvo entusiaster Vi snakker om dæktryk og karburatorer, mens vi drikker alkoholfri Pripps Blå. Hvis det findes.  En gammel 740 har nok ikke samme effekt. Den vil nok bare blive opfattet som en spand der forurener og bruger meget brændstof.  En stor stationwagon kan have meget fotoudstyr med, så det vejer jo også på den positive side.

Jeg tror bare jeg drømmer videre og venter til det går over.

Venlig hilsen

Jes