Blog

Mere plads om tiden

Jeg troede ikke jeg skulle skrive i dag. Følte mig helt tom. Men så kiggede jeg i mine noter og opdagede at der var flere emner at tage fat på.

Af og til kan jeg finde en særlig stille følelse. Den er svært at beskrive, men jeg bliver glad når det lykkes at skabe den. Det er som om de handlinger jeg normalt udfører hastigt og af og til forsøger at multitaske for at være effektiv, for at spare tid, samtidig med at mine tanker er optaget af noget andet, bliver sat ned i tempo, så hver opgave, eksempelvis at lave min kaffe, eller omeletten, til morgenmaden, får mere plads, som om der kommer mere tid og opmærksomhed omkring hver bevægelse. Det er ikke ofte det er sådan, men der har været flere gode stunder af den type, denne påske. Og jeg ønsker at det sker meget oftere, måske endda at det sådan hver dag, at det bliver det normale.

Skærtorsdag skrev jeg: “Jeg drømmer om at udvikle en større tillid og optimisme til at det nok skal gå. En følelse af at have ret til at skabe det liv jeg ønsker. Ikke føle mig presset til at skynde mig. Men et er, hvilke krav jeg stiller til universet, et andet er, hvad universet kræver af mig.”

Hvem bestemmer? Er det mig eller livet? Har jeg overhovedet kontrol over noget?

Jeg vil prøve at overgive mig til livet. Jeg vil prøve at lægge præferencer og overbevisninger væk, give slip og være åben for hvad livet vil bringe.

Fortsættes …

Crede et Vicisti – Tro og vind