Selvsabotage og med frihed følger ansvar

Regn i Roskilde. Det kunne være titlen på en kriminalroman. Som “Mord i Mørket” af Dan Turell. Jeg ejede i tidernes morgen alle bøgerne i den serie. De er fantastiske.

Da jeg vågnede i morges ved 4 tiden regnede det ikke, og det tidlige lys farvede alt i en speciel orange nuance, der på sin vis var ganske smuk, men også lidt overraskende. Så blev det mørkere, og det begyndte at regne kraftigt, og tordne.

Og jeg fik lyst til at skrive om selvsabotage igen.

Jeg har købt en biografi af lægen og psykoanalytikeren Carl Jung, men jeg er ikke nået så langt, for den er helt ny og jeg falder i søvn, fordi jeg hører den på et tidspunkt hvor det er helt normalt at falde i søvn. Det er uintelligent.

Men jeg har hørt en historie om Carl Jung, der ikke brød sig om at gå i skole da han var en lille dreng, og en dag faldt han og slog hovedet i skolegården og han tænkte, “så kan det være, at jeg ikke skal tilbage i skole i dag”.

Angiveligt begyndte han efterfølgende at opleve besvimelsesanfald, og skabte ubevidst en association mellem disse anfald og muligheden for at slippe for det han ikke brød sig om.

Jung udviklede senere den teori, at besvimelsesanfaldene var en måde at håndtere sin ulyst til at gå i skole, en slags neurose, og at neuroser er erstatninger for helt legitime dybere liggende lidelser. Men som man ikke er i kontakt med, og som man derfor heller ikke kan  håndtere og gøre noget ved.

Om det er sandheden ved jeg ikke, men det er en meget interessant ide, som jeg er villig til at acceptere. Når Jung taler, lytter jeg.

I mine unge dage ernærede jeg mig som professionel golftræner, og det var et underligt job med lange arbejdsdage om sommeren, for at tjene penge nok til vinteren.

En dag med regn kunne betyde mange aflysninger på træningsbanen, men det gav også en pause, som kunne være tiltrængt. Så den dag i dag virker regn afslappende.

Jeg undrer mig ofte over, hvorfor så mange mennesker, måske især i Danmark, er villige til at acceptere et enormt skattetryk. Og jeg tænker, om forklaringen, helt eller delvist, ligger i en vis tilfredshed med, at andre, i dette tilfælde staten, begrænser, eller saboterer, deres liv.

Og måske er det også noget af forklaringen på, at så mange villigt accepterede at blive spærret inde under Coronasituationen, en virus der overleves af 99.7% i gennemsnit.

Jeg har helt bevidst bragt mig i en situation hvor jeg kan bruge rigtig meget tid på min interesse, et projekt jeg vil udforske og en oplevelse jeg ønsker at give mig selv inden jeg dør. Hvis jeg vil, kan jeg bruge hele dagen på at lære at male, eller tegne, eller lære at tegne, eller skrive, fotografere. Jeg betaler selv, så det sætter en tidsbegrænsning og jeg regner med at jeg får et signal fra min intuition når det er tid til at trække i “eject”-håndtaget og udløse faldskærmen.

Men med tidsbegrænset frihed og fritid, følger også en følelse af forpligtelse. Jeg skal udnytte tiden og få noget ud af det.

Jeg nyder stadig min situation, men jeg har mange indre, og ydre, samtaler med mig selv i løbet af dagen, om jeg nu husker at bruge tiden fornuftigt, og om det er rimeligt at bruge en hel dag på at male et par høns, og øve perspektivtegning og lidt anatomi, og bruger jeg tid på noget andet, får jeg den løftede pegefinger, af mig selv, men har næsten altid en god forklaring parat der kan retfærdiggøre min adfærd.

På mange måder var det nemmere at brokke sig over at jeg skulle på arbejde og at jeg var træt når jeg kom hjem, og at jeg derfor er et miskendt geni der ikke har fået den anerkendelse jeg har fortjent.

Men jeg skal huske at være tålmodig. Årtier i hamsterhjulet har sat sine spor.

Jeg tog billedet af den bakkende lastbil i morges. Jeg har stor respekt for folk der kan bakke med anhænger. Gad vide om chaufføren er lykkelig, eller om han hellere vil være noget andet?

Crede et Vicisti – Tro og Vind