Tillidserklæring

Jeg har lyst til at skrive en lille historie, der blev inspireret af det vedhæftede fotografi. Det forestiller min morfar, der er på jagt, og jeg har taget det lige før han forsøgte at skyde en fasan, eller måske en agerhøne?. Jeg husker at han ramte ved siden af, så fuglen fik lov til at leve lidt længere. Måske var han lidt forstyrret af min tilstedeværelse, selvom sikkerheden blev tilgodeset og jeg holdt mig i behørig afstand bag ham.

Grunden til at jeg har lyst til at fortælle om billedet, er ikke denne oplevelse, eller fordi billedet er noget særligt, men historien om det kamera jeg brugte til at fotografere.

Eller rettere, om den tillidserklæring der dannede baggrund for at jeg fik mulighed for at låne det i en længere periode. Kameraet var ikke mit, men et jeg havde fået lov til at låne af min daværende dansklærer og klasselærer hed det vist og hedder måske stadig?

Jeg gætter på at jeg var ca. 15 år, engang i halvfjerdserne, og jeg var stærkt interesseret i fotograferingens ædle teknik.

Teknisk er billedet en kikser, fordi jeg valgte en langsom lukkertid, så det blev lidt uskarpt, formodentlig fordi jeg ikke holder kameraet stille, og fordi der er en vis bevægelse i billedet, ikke mindst fuglen i flugt, og jeg gætter på at jeg har været ivrig efter at bringe kameraet i position, på samme måde som min morfar skulle have sit jagtgevær til skulderen og sigte.

Det skal ikke fungere som en undskyldning, men kameraet var et tysk Leica fra halvtredserne, muligvis en model 3F, men jeg er ikke sikker. Allerede dengang en forældet type, og slet ikke egnet til action fotografering, men Leica-navnet klinger stadig smukt hos de fleste fotoentusiaster og firmaet eksisterer stadig som et eksklusivt niche mærke for dem der har en velspækket bankkonto, og er villig til at betale en høj pris.

Jeg levede og åndede for fotografering, og havde sparet penge sammen og købt et brugt japansk kamera, selvom mange i min familie forsøgte at tale mig fra det.

Jeg husker ikke, hvordan aftalen om at låne kameraet kom i stand.

Michael Bergh, som læreren hedder, havde angiveligt arvet det fra sin bedstefar der, vist nok, også arbejdede i skolevæsenet, og havde brugt kameraet til at dokumentere sit arbejde. Jeg husker ikke historien.

Da jeg under en oprydning fandt billederne, kom jeg til at tænke på den tillidserklæring, han viste en forvirret ung knægt, med en endnu ikke fuldt udviklet hjerne, og gav mig lov til at låne dette relativt kostbare kamera, der måske endda havde en vis affektionsværdi for ham.

Jeg kan ikke sige, om oplevelsen har påvirket mig i mit liv, men jeg er sikker på, at det kan have stor betydning for unge mennesker, hvis de møder en voksen, en mentor, en støtte, en der viser dem tillid. Men jeg husker oplevelsen, så et indtryk må den have gjort.

Crede et Vicisti – Tro og Vind