Dating og jobsøgning

I går skrev jeg en historie om at gøre jobansøgninger til kunstværker, eller se jobsøgning som en kunstart. Jeg har tænkt lidt over hvad det betyder.

For mange år siden brugte jeg en del tid på at date kvinder. Det er ikke noget jeg vil gå i detaljer med, selvom jeg har en hel del oplevelser at fortælle om, men jeg bringer det på bane fordi jeg tillader mig at drage nogle paralleller mellem jobsøgning og dating.

I datingverdenen lærte jeg, af kostbar erfaring, både i tid og penge, at man kunne skrive stolpe op og stolpe ned om hvor fantastisk man er, og man kunne vælge det bedste og urealistiske foto ud af 500 skud, og man kunne føle sig tiltrukket af en person i en datingprofil, og tro at det var det helt rigtige.

MEN – det eneste der virkelig betød noget, var mødet ude i den virkelige verden. Det var sandhedens øjeblik. At billedet ikke var helt repræsentativt, men et udvalgt mesterskud der sjældent lod sig gentage, alle overdrivelserne, kropssproget, og at de fleste, som jeg selv, er et ret almindeligt menneske med gode og mindre gode sider.

Jobsøgningen gav nogle associationer til den tid, og jeg husker den erfaring jeg fik. Det er fint med alt det skriveri, men lad os nu bare aftale et hurtigt kaffemøde på en cafe, og få det overstået 😀

Jeg har ikke afklaret hvordan jeg gør en jobansøgning til et kunstværk. Men min første tanke er at jeg skal bevæge mig væk fra skabeloner, eller det jeg kalder bollesprøjtemetoden.
Og jeg skal være mig.

Men også kunstværker benytter skabeloner og begrænsninger, selvom de tilsyneladende er helt frie. Der er altid et format, en teknik, og et sted det skal stå eller hænge.

Jeg bevæger mig et sted hvor logiske tanker og ræsonnementer ikke kan bruges. Jeg må navigere ved hjælp af min intuition.

I går skrev jeg lidt med min mentor i kunstens verden, Dan Frøjlund. Apropos grænser, har jeg undret mig over hvorfor jeg godt kan lide at tilføje konturer i malerier. Med det mener jeg en optegning af omrids. I en tegning er det vel næsten uundgåeligt, men et maleri behøver det ikke, da farvetonerne og nuancerne kan definere formen og konturerne.
Jeg lavede en lille tegning for at forklare Dan hvad jeg mente. Hønen til venstre er ikke tegnet op, men er ret diffus og hurtigt malet akvarel, på samme måde som hønen til højre, men den er tegnet op med en tynd sort fineliner. Den sidstnævnte kan jeg bedst lide, og jeg har oplevet det mange gange at jeg foretrækker at lave konturer. Der er ikke noget endegyldigt svar, heller ikke på dette spørgsmål. Men det er rart at have en mentor, et sted jeg kan henvende mig, også selvom jeg ikke altid får et klart svar, eller det svar jeg kunne ønske mig. Men jeg blev sendt i en helt anden retning, som var meget mere spændende.

Crede et Vicisti – Tro og Vind