At gøre jobansøgning til et kunstværk
Det er mandag.
Jeg har været ret flittig i denne weekend. Det vedhæftede billede af de spiste Clara Friis pærer, er igen en øvelse anbefalet af min strenge og krævende mentor Dan Frøjlund 🙂 Jeg maler kun med Lamp Black, Titanium White og Yellow Ochre. Øvelsen har det formål kun at fokusere på toneværdierne i et maleri, og glemme farvenuancerne.
Også på en anden måde er øvelsen noget særligt for mig, for det er malet i oliefarve.
Jeg forbereder mig på at oliefarven kommer til spille en større og større rolle.
Jeg har valgt at satse på vandblandbar oliefarve fra Royal Talens, i serien Cobra.
Det er et produkt omgærdet af mange misforståelser, for det er ikke vandopløseligt, eller vandbaseret, men benytter en teknologi der gør at vand kan få olien til at emulgere.
Derfor er det ikke nødvendigt at bruge terpentin og andre opløsningsmidler. Kun vand og malemiddel og man kan rense pensler i vand og sæbe. En dag vil jeg skrive en historie om det. Den bliver lang og søvndyssende.
Mandag er en mærkelig dag når man er ledig, eller jobsøgende eller arbejdsløs, eller hvad man foretrækker at kalde det. Der er jo i praksis ingen forskel på hverdage og weekenddage. Og alligevel er der, for mig. Weekenden er “helle”, et fristed – men i hverdagen sættes der igen fokus på det praktiske, jobsøgning og udfyldning af formularfelter i skabeloner, der har til formål at kontrollere om jeg udfylder formularene på det rigtige tidspunkt. I virkeligheden er det ikke sådan, for jeg kan jo søge jobs, og arbejde, når som helst. Måske er det resultatet af mange års konditionering i skoler og arbejdspladser. Og jeg har selv tidligere arbejdet meget i weekends, og det gør mange mennesker heldigvis. Det er noget jeg bilder mig ind, som så meget andet.
Jeg har tænkt en del over jobsøgningen. Jeg bliver nødt til at arbejde mig væk fra skabelonmetoden og gøre det til et kunstværk.
Hvordan det skal gribes an, ved jeg endnu ikke, men jeg har et par ideer at starte med.
Crede et Vicisti – Tro og Vind