Blog

Jeg vil være som Gandhi

I dag vil jeg offentliggøre et meget ambitiøst mål. Det har nok været undervejs i lang tid, men alligevel kommer det helt bag på mig at det skulle udvikle sig til det.
Og det er virkelig MEGET ambitiøst. Da jeg gik i seng i går aftes, havde jeg ikke i tankerne at jeg ville sætte mig et mål. Men da jeg vågnede i morges, stod det mig klart.

Jeg er ikke sikker på at jeg kan nå det, men hey, det er ikke forbudt at sætte store mål og jeg sætter ingen deadline for hvornår jeg skal nå det. Jeg er åben for at det først bliver i en fremtidig inkarnation 🙂
Men som en eller anden klog person sagde: “En rejse på 1000 km, begynder med det første skridt” – eller noget i den retning. Du ved hvad jeg mener.

Så her er det: Jeg vil være som Gandhi
Ja du læste rigtigt
Mohandas Karamchand Gandhi, også kaldet Mahatma Gandhi.

Det var pokkers, tænker du måske? Hvad skete der da i nat?

Jo der skete det at jeg købte en lydbog om Gandhi. Den hedder: “Gandhi the Man: How One Man Changed Himself to Change the World.” Den er skrevet af Eknath Easwaran.

Bogen er ganske kort, kun 2 timer og 15 minutter. Jeg hørte det hele, så jeg har ikke sovet så meget i nat. Men det har været en god nat.

Nu ved jeg jo ikke ret meget om Gandhi, bare fordi jeg har hørt en kort bog. Jeg har dog også set den fremragende film, Gandhi, med den fantastiske skuespiller Ben Kingsley i hovedrollen.
Ud over det, har jeg læst nogle artikler og andre småting. Så min viden er meget begrænset.

Jeg har ingen ambitioner om at gå ind i politik, selvom jeg lever i en tid hvor vores frihedsrettigheder bliver udfordret. Det samme gjorde Gandhi, både da han boede i Sydafrika og i Indien. Civil ulydighed er efterhånden på sin plads.

Min fascination ligger mere i de ting han selv besluttede at gøre. Den måde han valgte at leve. Det gjorde ham til et autentisk menneske der aldrig behøvede at spille en rolle. Når han talte, kom det fra hjertet og hans tanker. ord og handlinger, var i overensstemmelse med hinanden. Når han holdt taler, sagde han det der faldt ham ind og skrev ikke noget ned. Han behøvede ingen til at skrive sine taler og mange af de ting han fandt på, var spontane og intuitive.
Han var ikke bange for noget, for han var end ikke bange for at miste sit liv. Det gjorde ham fuldstændig frygtløs. Han blev fængslet utallige gange, men det afholdt ham ikke fra at fortsætte.

Som barn havde han ingen usædvanlige evner. Han klarede sig ikke godt i noget, og havde en meget gennemsnitlig skolegang. Han var meget genert, bange og tilbageholdende, og følte sig akavet og klodset.

Han rejste til England og tog en jurauddannelse, men også det var han elendig til.

Da han boede i England, prøvede han at efterligne den engelske kultur, adfærd og påklædning.
Men det gik ikke særlig godt og det var en kostbar livsstil.
En dag gik det op for ham at det var en bedre ide at ændre den måde han tænkte. Og i stedet for at forsøge at blive noget han inderst inde ikke var, eller ønskede at være, valgte han at gå klædt som han havde lyst til. Han flyttede til et billigt værelse centralt placeret, og han kunne gå hvorhen han skulle, og var ikke afhængig af offentlig transport. Det var måske her han udviklede vanen med at gå de lange ture, som han senere blev berømt for.

Gennem sin søgen efter vegetarisk mad, opdagede han at smagssansen er en vane, og ved at gøre sig uafhængig af en særlig smag, kunne han spise det der var godt og nærende.

Jeg har læst om netop hans spisevaner i bogen “An autobiography og a Yogi”, hvor Paramahansa Yogananda møder Gandhi og imponeres over at han spiser noget meget bittert, uden at reagere det mindste på det.

Nu skal det her ikke være en gennemgang af Gandhis liv, men jeg har bare lyst til at fortælle om det der fascinerer, og resonerer hos mig.

Han søgte mod sin egen sandhed. Han behøvede ikke spille en rolle for tilfredsstille andre eller blive populær. Han klædte sig meget minimalistisk og jeg mener at han vævede sit eget tøj.
Som en del af den fredelige kamp mod Englands besættelse, opfordrede han sine tilhængere at lave deres eget tøj, og lade være med at købe tøj produceret i det land der undertrykte dem. Da millioner af indere fulgte hans opfordring, skabte det stor arbejdsløshed i Lancashire og omegn, der ikke længere kunne eksportere deres tøj til Indien.

Senere i livet valgte han cølibat fordi han ikke længere ville lade sig styre af den trang, og det frigav også en masse energi. Han nåede dog at få 4 børn, så han vidste godt hvordan.

Så det der fascinerer mig er at han søger mod en total autenticitet, en minimalisme der gjorde ham uafhængig af ydre omstændigheder, en villighed til at tage konsekvenserne af sine handlinger, også selvom det betød flere år i fængsel og andre ubehageligheder.

Jeg indrømmer at der også er ting jeg ikke kan identificere mig med lige nu. Det kniber meget med at finde den selvopofrelse og hjælpsomhed han praktiserede. Han opfattede det ikke som opofrelse, men fandt det dybt tilfredsstillende.

Han brugte meget tid på at hjælpe andre der var i nød. Det var syge, fattige og folk der blev uretfærdigt behandlet.
Han var overbevist om at kærlighed er vejen – også til dem der skader os, også til idioterne, dem vi foragter, dem der vil sætte os i fængsel eller slå os ihjel, dem der skrive uforskammede beskeder på SoMe, dem der vil begrænse vores frihed.

Jeg tror han har ret, jeg har bare mere lyst til at kalde dem idioter.
Så jeg har meget at lære og derfor udtrykker jeg også tvivl om jeg kan nå det i dette liv.

Men jeg tror man når længere ved at forstå folk der har en anden mening. Hvis man angriber dem og kalder dem grimme ting, graver de sig bare dybere ned og holder fast. Vi kommer længere fra hinanden. Dialog er nok bedre.

Ghandi kom langt med civil ulydighed. Det var hans primære våben. Men det skulle følge nogle helt bestemte principper. Aldrig vold, intet had, aldrig give efter for uretfærdighed, disciplineret adfærd, vedholdenhed, var nogle af principperne.

Ondskab, uretfærdighed, had, eksisterer kun så længe vi støtter det. De har ingen egen eksistens uden vores samarbejde, uanset om det er vores intention eller ej. Så længe folk accepterer udnyttelse, vil både den udnyttede og udnytteren, være filtret sammen. Men når de udnyttede ikke længere accepterer samarbejdet, stopper det.

Jeg har ikke helt styr på Gandhis principper om civil ulydighed, så jeg vil bruge mere tid på at finde ud af det senere. Der er noget i begrebet der resonerer.

Nå, men jeg vil ikke skrive mere i denne omgang. Jeg har vist skrevet i næsten 3 timer. Lyset er ved at bryde frem. Hvem ved hvad dagen vil bringe? Jeg vil spørge, hvad vil jeg gerne have den skal bringe hvis jeg selv kan bestemme?

Jeg har selv taget billedet, og jeg er klar over at det et buddhistisk tempel i Sverige, men det var lige hvad jeg kunne finde i mit arkiv.