Kan det virkelig passe?
Foto: Jes Roger Petersen
Jeg havde egentlig besluttet at jeg aldrig mere ville skrive om en kendt virus, der i forvejen får alt for meget opmærksomhed.
Men jeg synes at vanviddet er ved at nå nye højder og jeg har lyst til at give mit lille bidrag.
Det hedder sig åbenbart at man ser en stigning af tilfælde i Danmark. Men ifølge en del, efter min vurdering, kompetente folk, skyldes den påståede stigning, at man har intensiveret testningen. Når man tester flere, finder man flere. Og det kalder man så en stigning.
Nu er jeg ikke særlig skarp til procentregning, statistikker og den slags. Alene ordene får min hjerne til at gå i dvale, men kan det virkelig være rigtigt at man kan piske en stemning op på det grundlag? Og er det virkelig rigtigt at det er målemetoden?
Hvis man sender en fiskekutter ud på havet med et trawl, fanger den nogle kilo fisk. Men sender man 30 kuttere ud, fanger de langt flere. Men det betyder ikke at der er en stigning i fiskebestanden. Måske ikke den mest kreative sammenligning, men det er, i skrivende stund, tidligt på dagen, så vis venligst overbærenhed.
Jeg spørger i oprigtig undren og nysgerrighed, for jeg har svært ved at tro det er tilfældet. Selvfølgelig har magtliderlige levebrødspolitikere og klikhungrende journalister, stor interesse i at holde frygten ved lige, men alligevel finder jeg det utroligt, hvis det er sådan det hænger sammen.