BlogMission Burhøne

Mere om jobsøgning og uforudsigelighed

Jeg vil fortsætte min opdatering om jobsøgning, fordi der er lidt bevægelse i det, i disse dage.

I går viste “systemet” at det kan reagere hurtigt, og det glædede mig, da det var til min fordel. Jeg havde jo fået den idé at jeg gerne vil tage et gaffeltruckcertifikat. Dels fordi jeg godt kan lide maskiner der siger lyde og kan gøre en masse ting og giver mig en følelse af kontrol og magt. Måske ligger der en politiker gemt i mig? Det tror jeg nu ikke.

Men også fordi jeg gerne vil udvide mine muligheder for jobs i flere retninger og her kan sådan et certifikat måske være en hjælp. Så jeg undersøgte, hvad det vil koste, hvis jeg selv betalte kurset, men konstaterede at jeg selvfølgelig ikke må tage et kursus, så længe jeg er tilmeldt a-kassen som ledig. Det er rimeligt, man skal jo være til rådighed. Så jeg kontaktede a-kassen for at forhøre mig. Kort efter ringede de mig op og forklarede at jeg har mulighed for at tage 6 ugers betalte kurser i relevante emner. Og det var ganske nemt. Det eneste jeg skulle gøre var at kontakte en skole der tilbyder kurset og de sendte mig en pdf formular som jeg udfyldte, returnerede til a-kassen, der godkendte den i går. Det hele skete på to dage, og jeg starter på kurset førstkommende mandag. Og jeg glæder mig meget.

Nu er jeg jo traditionelt altid systemkritisk, og jeg kan da også i denne, ellers meget positive historie, finde en lille ting, jeg kan undre mig over og kritisere, selvfølgelig fordi jeg ikke forstår det, og fordi det er imod min natur og den måde jeg opfatter verden på.

Lad mig forklare. Når man tilmelder sig et kursus, vælger man en erhverskategori som dette kursus er relevant for. Og, nu kommer det jeg ikke helt forstår, hvis jeg da ellers forstod den søde dame fra Krifa korrekt, jeg kørte nemlig bil mens hun ringede, så måske var jeg ikke helt koncentreret. Når man først er kategoriseret, skal efterfølgende valgte kurser være fra samme kategori. Og det undrer mig. Hvorfor er systemet besat af at kategorisere og begrænse folk? Kunne formålet med kurser ikke blot opfattes som afklarende og jobmulighedsskabende i mange forskellige retninger? Der er sikkert en forklaring, men den skal være god før jeg accepterer den. Skabelon- og bollespøjtesystemet fornægter sig aldrig. Men det var bare mit sædvanlige systemkritiske behov, der skulle have luft.

Den anden historie jeg gerne vil fortælle, startede i mandags, da jeg havde modtaget forslag fra en af mine søgeagenter på jobindex. Dette job var i den grønne branche og et tidsbegrænset vikariat der, vistnok, ikke nævnte hvor længe det varede.

Det var et vikar- og rekrutteringsburaeu der lavede stillingsopslaget, og jeg besluttede at give det en chance og skrev en ansøgning. I løbet af skriveprocessen, mistede jeg gejsten lidt. Jeg kunne ikke rigtig finde motivationen, men fik dog sammensat en anstændig ansøgning. Selvom det ikke var min bedste præstation, sendte jeg den alligevel, og dagen efter ringede en meget sød pige fra det omtalte bureau, og vi havde en lang og god samtale. Det endte med at vi lavede en aftale om et møde til en personlig samtale hos dem, så jeg måske kan komme i betragtning til fremtidige jobs.

Sådan går livet som jobsøgende. Efter en periode med stilhed, og tilsyneladende stilstand, sker der noget igen.

Jeg husker en passage fra bogen “Cosmic Habit Force” af Napoleon Hill, fortolket af Mitch Horowitz. Punkt 5 hedder: “Harness Unexpected Forces”.

Og jeg gentager min oversættelse og noter herunder, for de er værd at erindre i min situation.

“Bliv ikke for fokuseret på den form de søgte muligheder antager, når svarene kommer. Svarene, ressourcerne har ofte en anden form end det, man selv forestiller sig, eller forventer, regner med, i sit sind, drøm, fantasi.

Sindet søger det kendte og forventede, virkeligheden er diffus og overrasker.

De ting der er godt for dig, ting du ønsker og søger, kommer ofte fra de mest uventede steder og kilder. Så opfyldelsen sker ofte anderledes end den idealiserede drøm og ønske.

Lad ikke det slå dig ud, eller tage modet fra dig, men udnyt det til din fordel.”

– Napoleon Hill / Mitch Horowitz

Crede et Vicisti – Tro og Vind