BlogMission Burhøne

Nye hastighedsgrænser

Nye hastighedsgrænser når Coronas Vidner får politisk indflydelse.

Forleden dag publicerede Ekstra Bladet, langt om længe, en artikel med de samlede tal for døde med Corona virussen. Og forstår jeg det korrekt, er det stadig MED og ikke AF, for der er i de fleste tilfælde tale om mennesker med underliggende lidelser der har svækket dem, så det kan meget vel være andre årsager der var den afgørende faktor, eller et samspil. Det var et meget lavt tal, og jeg gider ikke forsøge at finde dem.

Det fik folk fra den nyreligiøse sekt Coronas Vidner op af stolen, fordi de glæder sig over at de hårde restriktioner virkede. De glemte bare at det også gik meget godt i Sverige, der ikke havde disse indgreb, men sådan er det i religiøse samfund.

Men de fordømte, for det gør stærkt religiøse mennesker jo, os der mener at de mange milliarder ikke har haft den påståede effekt, og at restriktionerne har været destruktive på så mange områder at de givetvis har slået flere borgere ihjel end virussen. Også uden restriktionerne. Vi var nogen der efterlyste proportionalitet. Pengene kunne have været brugt langt bedre og reddet flere liv.

De overvejelser er Coronas Vidner ikke belemret med. Der er kun et problem – ET og det skal bekæmpes med alle midler og omkostningerne er ligegyldige. Også de splittede familier, depressionerne, forsinkede og ødelagte uddannelser, økonomisk ruin, konkurser, børns skyldfølelse, forsinkede diagnoser på livstruende sygdomme, selvmord, vaccineskader etc. etc.

Men jeg tænker at hvis nu Coronas Vidner er konsekvente og ikke skyr nogen midler for at begrænse dødsfald, hvad så med alle de andre der dør af alt muligt andet? Eller er det kun Corona man ikke må dø af? Hvis de er konsekvente, bør der også være andre tiltag for der kan reddes mange liv andre steder.

Jeg kommer her med et konkret forslag, det er ikke nyt, men jeg bringer det på bane igen.

Nedsæt hastighedsgrænserne for køretøjer. Så vil jeg tro at antallet af trafikdræbte og lemlæstede, vil falde markant. Det samme vil sikkert gælde for påkørte dyr, hunde, katte, pindsvin etc.

Hvad med at slette nullet i de eksisterende begrænsninger – det vil være meget nemt at huske.

Ansvarsfraskrivelse:

Jeg bliver desværre nødt til at skrive at denne historie ikke er alvorligt ment. Det er ironi. Kan du huske det ord? Herunder en forklaring.

Ironi (af græsk eironeia ‘forstillelse’, ‘spot’ af eiron ‘hykler’)[1] er en særlig måde at udtrykke sig på, hvor en person siger det modsatte af, hvad han eller hun mener. Ironien kan f.eks. bruges til at lave sjov eller til at demonstrere uholdbarheden af et synspunkt på en måde, der virker mindre aggressiv.

Crede et Vicisti – Tro og Vind