Salt og civil ulydighed

Jeg er meget optaget af Gandhi for tiden. I går hørte jeg lydbog/bøger om Gandhi det meste af dagen.
Denne tidlige morgen på årets sidste dag, vil jeg skrive lidt om Gandhis meget berømte Salt march. eller Salt Satyagraha. I går skrev jeg at Satyagraha betyder civil ulydighed, men praktiseret efter nogle helt bestemte principper defineret af Gandhi. Jeg har lagt det ud som en blogpost, så hvis du vil læse det, er det muligt her.

Indien havde en afgift på salt. Det var faktisk ikke det britiske overherredømme i Indien, der havde indført afgiften, den går meget længere tilbage.
Men efterhånden som briterne mere magt, fik de også monopol og kunne selv bestemme. Afgiften blev blandt andet brugt til at gøre indisk salt dyrere, så de kunne sælge britisk salt i Indien. Og de metoder er jo stadig “populære” mange steder.
Salt bruges til mange ting, blandt andet til at konservere fødevarer. I et land med mange fattige, er en afgift på et så grundlæggende og vigtigt produkt, et stort problem, og uretfærdig.
Derfor var afgiften naturligvis meget upopulær.
Gandhi ønskede retfærdighed, uafhængighed og frihed til det indiske folk, men han ville ikke bruge voldelige midler. Satya betyder “sandhed” og Graha betyder “insistere på” og Satyagraha var hans grundlag for civil ulydighed.
Selvom salt var tilgængeligt for enhver, helt gratis, især ved kysterne, var det ulovligt at udvinde det. Briterne havde monopol og inderne var tvunget til at købe det med afgifter.
Gandhi fik ideen at hans første store Satyagraha, skulle være at bryde salt monopolet.
Congress Working Committee (CWC), som Gandhi var medlem af, var ikke begejstret for det. De mente ikke at det var det rigtige sted at starte. De britiske myndigheder, der også hørte om planen, var heller ikke bekymret.
En avis skrev: “Det er svært ikke at grine af ideen og det tror vi de fleste indere vil gøre”
Den britiske Viceroy Lord Irwin sagde “tanken om en salt kampagne, holder mig ikke vågen om natten”
Men efterhånden som planen blev omtalt gentagne gange, begyndte den at samle kraft og momentum. Det var en ide de fleste almindlige borgere kunne tilslutte sig.
Gandhi gjorde hvad kan kunne for at gøre opmærksom på planen. Han holdt regelmæssige møder med folket og direkte med pressen. Forventningerne blev større, fordi han også regnede med at blive arresteret.
Han skrev til myndighederne og tilbød at stoppe marchen, hvis de ville imødekomme 11 krav.
Myndighederne ignorerede henvendelsen.
Han udvalgte 78 personer til at starte marchen sammen med ham. Det var folk der boede i hans egen Ashram, som han vidste var disciplinerede satyagrahis – altså folk der kunne beherske sig og overholde reglerne for Satyagrahi, til punkt og prikke.
Aftenen før holdt Gandhi en tale hvor ca. 60000 menneskers var samlet for at høre ham.
Den 12. marts 1930, startede marchen. Målet var kystbyen Danji, i distriktet Gujarat.
Det var en tur på 390 km.
Den første dag gik de 21 km og efter ankomsten, talte han til 4000 mennesker der havde samlet sig i den lille landsby.
På første del af ruten havde 100000 mennesker taget opstilling, ifølge den officielle avis “The Statesman”, der ellers ofte bevidst undervurderede antallet af folk ved Gandhis møder.
Turen varede 24 dage. Fra 12. marts til 5. april.
Tusinder sluttede sig til vandringen og dag for dag blev folkemængden større. På et tidspunkt var marchen 3 km lang.
Hver aften stoppede de i en ny landsby og folk modtog dem begejstret. Indbyggerne larmede med trommer og potter og pander når de ankom. Og Gandhi talte til folk og forklarede hvad hans march gik ud på. Opbakningen var stor.
De sov i det fri og fik mad og drikke af den lokale befolkning der ønskede at hjælpe.
Da de nåede frem til Dandi d. 5. april, blev de modtaget af en begejstret folkemængde på ca. 50000 mennesker.
Den følgende morgen, efter en kort bøn, samlede Gandhi en klump salt og mudder op og erklærede at han med denne handling, rystede fundamentet for det britiske imperium. Derefter kogte han det i havvand og producerede ulovligt salt. Han opfordrede alle til at følge hans eksempel.
Derefter spredte den civile ulydighed sig hurtigt, og millioner af indere begyndte at bryde saltlovene, og illegalt salt blev solgt overalt.
Ved slutningen af april, havde briterne arresteret 60000 mennesker.
Den civile ulydighed bredte sig til andre områder. Englænderne responderede med flere love, censur, vold – alle de kendte metoder.
Efter den første salt lovovertrædelse, fortsatte Gandhi sydpå og planlagde et ny saltevent 40 km syd for Dandi. Men få dage før, blev han arresteret.
Gandhi trak sig tilbage i en periode, men han havde sat en sneboldeffekt i gang og ændret den generelle holdning hos befolkningen.
Og han fik senere mange andre gode ideer til civil ulydighed. Dem vil jeg måske skrive om senere 🙂