Satyagraha Civil ulydighed
I nat vågnede jeg og tænkte: “Hvad var det lige du skrev i går og lagde ud på sociale medier. At du vil være som Gandhi. Folk tror jo du er bimlende vanvittig”.
Jeg lå der i mørket og følte at det var lidt pinligt. Men så talte jeg lidt med mig selv, dog ikke højt, og fik mig beroliget og overbevist om at det var ok.
For det første vil en rigtig Gandhi være ligeglad med hvad andre tænker og for det andet, ved folk jo godt at det er de grundlæggende principper jeg ønsker at kopiere. Jeg har ikke tænkt mig at gå rundt med lændeklæde eller lade mig kronrage. Førstnævnte er alt for koldt i det nordiske klima, og jeg er glad for den smule hår jeg har tilbage.
Men jeg gik all-in på Gandhi i går. Jeg var søvnig fordi jeg havde brugt en stor del af natten på at høre bogen: “Gandhi the Man: How One Man Changed Himself to Change the World.” Den varer kun 2 timer og 15 minutter, men er en meget fin gennemgang af hans liv og principper, uden at den fortaber sig i for mange detaljer.
Så jeg besluttede at købe den store selvbiografi som Gandhi selv skrev. “The Story of My Experiments with Truth: An Autobiography”. Det er en længere sag på 20 timer og 27 minutter. Så selvom jeg brugte mange timer på at lytte, er der stadig et stykke vej. Men det er en spændende historie fortalt med hans egne ord og læst af Sagar Arya, en kendt indisk skuespiller.
Vidste du at Gandhi boede i Sydafrika i 20 år. Han arbejdede som jurist.
En dag var han på en togrejse og hans arbejdsgiver havde betalt en billet til 1. klasse.
Da Sydafrika havde apartheid, skulle farvede rejse på 3. klasse. Det ville han ikke acceptere og det udviklede sig til håndgemæng. Gandhi blev smidt af toget og tilbragte hele natten på en kold mørk station, uden sin jakke eller bagage.
Det var den nat han besluttede sig for at yde modstand mod den uretfærdighed som indiske immigranter blev udsat for.
Så tænk over hvordan du behandler andre mennesker. Det kan have uoverskuelige konsekvenser.
Og det var i Sydafrika han udviklede metoden han kaldte Satyagraha. En insisterende ikke-voldelig civil ulydighed. Han havde succes med det, og fik blandt andet, forhindret lovgivning der ville stille inderne i Sydafrika endnu dårligere. Han rejste tilbage til Indien i 1915. Da var han 45 år.
Han ankom som erfaren ekspert i Satyagraha, og kastede sig ud i kampen for Indiens frihed.
Og egentlig var det civil ulydighed jeg ville skrive om. Det er nemlig et meget spændende emne. Især i denne tid hvor apartheid overvejes genindført.
Så vidt jeg forstår var Gandhis metode meget klar og men krævede ufattelig stor disciplin af ham selv og dem der fulgte ham.
Jeg forstår ikke hvordan han kunne mobilisere alle disse mennesker. Han havde jo ingen smartphone.
Men her skriver jeg principperne, som jeg har forstået dem. Der kan være fejl, så check det selv.
Principperne for Civil ulydighed, Satyagraha, er:
Ikke-voldelig modstand, selv om det betyder døden.
Civil ulydighed er borgernes ret.
Civil ulydighed må aldrig følges af anarki. Altså ingen hærværk, plyndringer, vold og den slags.
Statsmagten bliver nødt til at stoppe kriminel ulydighed, ellers ophører den med at eksistere. Men at stoppe civil ulydighed er et forsøg på at stoppe samvittighed.
Ulydigheden skal være ægte, dybfølt, respektfuld, tilbageholdende, kontrolleret og aldrig trodsig.
Den skal være baseret på klare og forståelige principper.
Den må aldrig være lunefuld.
Og, vigtigst af alt, der må ikke være et bagvedliggende fjendskab eller had.
Gandhis metode var en helt ny måde at kæmpe.
Han hævdede at udnyttelse og uretfærdigheder kunne overvindes ved simpelthen at vise kærlighed overfor had og respekt for foragt.
Metoden kræver mod, vedholdenhed og dedikation.
Man skal være fast besluttet på ikke at give efter for uretfærdigheder.
Ethvert tilbageslag, vil kun styrke modstanden og beslutsomheden.
Det var alt hvad jeg vil skrive om det emne i dag.