BlogMission Burhøne

Brug tiden langsomt

“At bære et ubesvaret spørgsmål i hjertet, som var det en værdifuld diamant, åbner den visionæres rejse mod nye horisonter”.

Ovenstående er et citat af Majbritte Ulrikkeholm, som jeg studerer intenst i denne tid.

Fra bogen “Vision – en bog om at virkeliggøre sjælens inderste drøm”.

Jeg læste det langsomt, mens jeg langsomt spiste en høj snegl og drak en langsom kop kaffe fra min Stanley termokop.

For nylig fik jeg den tanke, at det måske er ved at være på tide at blive gammel.

Hvorfor og hvad betyder det? Det kan jeg ikke svare på, men jeg mærkede en følelse af lettelse, da jeg tænkte tanken.

Min første tanke var, at så vil jeg have et par Jacoform sko. De der meget fodformede sko, som jeg ikke nødvendigvis tror man behøver at være gammel for at gå med.

Og jeg vil have ternede skjorter og bukser, der går helt op under armhulerne, holdt op af seler. Jeg tænker lige over det, og vender tilbage.

Jeg lægger ikke skjul på at jeg er meget fascineret af den katolske trappist munk, Thomas Merton, der desværre døde i 1968 i en ulykke, men skrev nogle fantastiske bøger, mens han opholdt sig i klosteret The abbey of Gethsemani i Kentucky USA.

Blandt andet dette kryptiske citat: 

“Brother Matthew locked the gate behind me and suddenly I was enclosed in the four walls of my newfound freedom.”

At blive afskåret og isoleret fra livet udenfor klosteret, gav ham frihed til at koncentrere sig om at søge det guddommelige. Der var ikke meget der kunne distrahere ham længere.

Det samme gør alder, og hvis man ikke ser sig tilbage, kan det også være en frihed.

Det var min plan at skrive noget om tid, men jeg har ændret mening og vil i stedet skabe tid til at læse i mine bøger.

Fortsættes …

Crede et Vicisti – Tro og Vind