Det langsomme, Barnaby og tidligere kæreste

Denne historie er en udfordring, for jeg søger et påskud til at skrive om den britiske tv-serie, Barnaby. Men jeg har brug for at pakke det ind, så det ikke bliver for åbenlyst. Nu har jeg afsløret plottet i begyndelsen af historien. Var det ikke tv-serien Columbo der benyttede den fremgangsmåde? Derefter kunne man følge hans vedholdende arbejde med at afsløre morderen. Det kaldes angiveligt “whodoneit” konceptet.

Jeg husker ikke hvem, men en bekendt fortalte mig at han engang holdt meget af at spise pølser ved en pølsevogn, når sulten overmandede ham. Men en dag besøgte han et slagteri, og så hvordan de blev produceret. Efter den oplevelse, spiste han aldrig pølser mere.

I 12 år arbejdede jeg på Ekstra Bladet som webmaster, og selvom jeg ikke er journalist, fik jeg et indblik i nyhedsmediernes verden.

Måske derfor, ser, læser eller hører jeg aldrig nyheder. Jeg har set hvordan de bliver produceret.

Jeg tror det er mindst 15 år siden jeg slukkede for tv’et. Jeg indså at de traditionelle medier, DR og TV2, og de internationale kanaler, ikke var troværdige, og heller ikke neutrale. De fortæller historier, der skal sælge et produkt, eller promovere en holdning, en mening, ofte med klare politiske budskaber, ofte med konklusionen besluttet på forhånd, dygtig cherry picking og sammenklip, man konstruerer interviewet og historien, så man kommer frem til det ønskede resultat. Målet helliger midlet.

Årene gik og Otto Leisner og Steen Bostrup gik på pension, der kom flere kanaler at vælge mellem, ikke mindst udenlandske, og så kom internettet og man kunne pludselig selv vælge på streaming tjenester og det var svært at overskue, det gik hurtigere og det var nemmere dengang andre valgte for os. Og det gør de stadig, hvis man er ikke opmærksom. Streaming-tjenesterne blev en slags demokratisk “alle kan lave en tv-kanal” og der findes mange fantastisk gode formidlere derude. Men udfordrer de magtstrukturernes status quo, risikerer de at blive censureret og forsvinde.

Men holder man sig til at teste fotoapparater eller akvarelfarver eller give tips til hvordan man renser en fyldepen, er der ingen problemer.

Måske fordi jeg er så gammel at jeg er påvirket for evigt af det langsomme tv, finder jeg stadig glæde ved det. Men sagde du ikke lige at du havde slukket for tv’et for længe siden? Jo, men det var ikke ment bogstavelig, snarere i den overførte betydning, at jeg ikke længere så de traditionelle kanaler, af beskrevne årsager.

Jeg husker ikke, hvornår jeg mødte den britiske tv-serie Barnaby første gang, men jeg så en del af dem sammen med en kæreste jeg havde, der upraktisk og besværligt boede i Aarhus. Det var i 2008, og forholdet holdt ikke længe. Vi passede ikke sammen, men jeg har stadig et forhold til Barnaby.

Jeg blev fascineret af det langsomme, underspillede, provinsielle og kedelige, og  fandt det modigt at bruge disse landsbymiljøer til at skabe en kriminalhistorie, og beskrive de små intriger og problemer i lokalområderne.

Det er godt lavet, som briterne kan. Det er helt modsat de dramatiske eventyr, hvor hele verden er ved at gå under på grund af en superskurk der har udviklet et massedestruktionsvåben og kun superhelten kan redde menneskeheden og jordkloden, i sidste øjeblik.

Men jeg husker, at vi så nogle afsnit sammen, og det var hyggeligt og lidt romantisk. Jeg ved ikke om hun egentlig kunne lide Barnaby, eller om hun bare så den for min skyld. Det har jeg aldrig spurgt om. Måske skulle jeg spørge, bare for at få det afklaret. Måske var det med til at ødelægge forholdet. Det har jeg aldrig tænkt over før nu. Jeg husker at hun havde nogle smarte designer stole, som hun havde købt brugt, og man sad ikke særligt godt i dem. Men de var flotte.

Efter en længere pause, mødte jeg tilfældigt for ganske nyligt Barnaby igen, på et berømt videostreamingsite der begynder med Y, på en kanal der til min overraskelse havde nogle afsnit liggende. Jeg kender ikke reglerne for ophavsrettigheder, og det må forblive deres sag, men jeg fik lyst til at se et afsnit.

Den rigtige Barnaby er efter min mening John Nettles, der spillede rollen fra 1997 til 2011, hvorefter den blev overtaget af en anden.

De fleste har sikkert deres favoritter, og stærke meninger om hvem der er den bedste James Bond og andre ikoniske figurer, og jeg kan godt lide John Nettles underspillede afdæmpede facon.

Da jeg sad i de dårlige stole i Skejby for mange år siden, var jeg ikke historiefortæller, som jeg senere har valgt at kalde mig, eller lege jeg er.

Men nu har jeg set afsnittet med lidt andre øjne og jeg glæder mig endnu mere over de små detaljer, som den lokale pige, der fryder sig over at personen der er blevet myrdet, på kirkegården selvfølgelig, fordi han var konkurrent til et job som bibliotekar på det lokale bibliotek, og nu kan hun overtage opgaven. Det er selvfølgelig også for at skabe en mistanke til flere personer, det er jeg klar over. Der er spøgelser, ægteskabelige problemer, utroskab, lidt hustruvold og andre spændinger. Barnaby taler lavmælt, arbejder fredsommeligt, men engageret og løser som forventet opgaven.

[Advarsel: Jeg afslører morderen nu]

Motivet for morderen, der er byens blomsterhandler, er at han har en afdød hustru, der er begravet langt væk, og han har gentagne gange søgt om at få hende flyttet til den lokale kirkegård. Men den person, en særling, der har indflydelse på dette, stiller sig i vejen for at det kan lade sig gøre og det ender med at blive hans død. Der sker mange flere ting, men jeg vil ikke ødelægge det for dem, der nu er blevet så interesseret, at de kaster sig over afsnittet, fordi det lyder ulideligt spændende.

I morgen går jeg i gang med et nyt afsnit, og jeg lover at jeg ikke vil skrive om det.

Crede et Vicisti – Tro og Vind