Tidsfordriv

Det er ikke så længe siden, jeg skrev om ordet “Sehnsucht”.

Jeg har den ret besynderlige vane, at jeg godt kan lide at læse Ugebladet Møn, der udkommer hver onsdag, som en online avis, og med samme layout som den rigtige papiravis, med den skønne duft af tryksværte.

I en ret kedelig artikel i omtalte avis, læste jeg om en kvinde der var gået på pension og derefter begyndte at kede sig lidt. Og hun søgte derfor noget “tidsfordriv” – sådan var det formuleret i avisen, og det havde hun heldigvis fundet.

Jeg skrev en note om ordet “tidsfordriv”, som jeg ofte gør når noget fanger min interesse, og måske kan danne grundlag for en historie eller trænger til yderligere udforskning. Selvfølgelig fordi jeg synes det er et frygteligt ord. Ordet fordrive associerer jeg med at fjerne noget ubehageligt man ikke ønsker i sit liv.

Jeg interesserer mig for tid og går eksempelvis meget op i, og ærgrer mig en del over, at jeg bruger for meget tid på transport til, og især fra mit nye job i Nordsjælland.

Når jeg så er kommet hjem, sætter jeg mig ofte med min computer og spilder ganske meget tid på uvæsentlige, men dog mere underholdende ting.

Jeg har valgt en rute fra arbejdspladsen der indebærer, at jeg kører gennem et par ganske små hyggelige landsbyer, og i den ene passerer jeg et børnehus. Jeg kigger altid ind mod huset og håber jeg kan se nogle af de små mennesker, der går rundt derinde i deres lille verden. Jeg fyldes, måske er det Sehnsucht, af en følelse af længsel efter mit barnebarn, en erindring om de gange jeg hentede hende i børnehaven og nu SFO, og angsten for ikke at nå det til tiden, selvom det nok skal gå, og tanken om at tiden er knap, at hun bliver større og en dag skal jeg ikke mere hente hende fordi hun selv kan.

Hele turen er kun på 57 meter, og varer kun få sekunder og da vejen drejer ganske skarpt, må jeg nødvendigvis også holde øje med kørslen, men der sker meget på den korte tid og det er både smerteligt og samtidigt forbundet med en vis glæde, de kan sagten begge være der. Og de små går rundt i deres lille verden og tænker nok ikke på, at der også er en verden udenfor, og det samme gør jeg.

I føromtalte avis har jeg ved flere lejligheder set jubilæums lykønskninger til medarbejdere på en større fabrik i lokalområdet, der blandt andet producerer småkager, i forbindelse med langvarige, eksempelvis 40 års ansættelse. Jeg hæftede mig ved at de i flere tilfælde har brugt billeder af medarbejderne, stadig iført hårnet. Kunne man dog ikke have hyret en fotograf? Efter 40 år. Nå det er ikke så vigtigt.

Nogle vil gerne fordrive tiden, andre vil ønske, at den stod stille.

Men nu trænger jeg til en kop kaffe og second breakfast, og vil derfor stoppe historien her. Hvis du har læst historien, håber jeg ikke du føler du har spildt tiden. Men den fortsætter og jeg vil benytte lejligheden til at ønske glædelig jul …