BlogMission Burhøne

Et blankt lærred

I den forgangne weekend er der sket en lille forandring i mit liv. Efter den sædvanlige meget lange overvejelsestid, har jeg besluttet at mine historiefortællinger skal gå ind i en ny fase.

Hidtil har jeg kun tegnet og malet små billeder, men nu vil jeg altså prøve med lærreder i væsentligt større dimensioner. Da jeg har pladsudfordringer, er det min plan at hænge lærrederne op på væggen, og tage dem ned og arbejde på dem når jeg synes det er passende, og derefter hænge dem tilbage når de trænger til en pause. Så kan de hænge og tørre, og hvile, og jeg kan betragte dem i ro og mag, og arbejde videre på dem når de fortæller mig at tiden er inde.

Så jeg har købt vinkelkroge, rawplugs, øskner og ståltråd og det første lærred hænger nu på væggen – sikkert og solidt, vil jeg håbe. Og nu er næste fase at købe flere lærreder, så jeg har et passende udvalg at arbejde med.

Da jeg kiggede på det ophængte hvide lærred, som jeg døbte “Vinterdag i snestorm med ringe sigtbarhed” kom jeg til at tænke på et vindue. I modsætning til det rigtige vindue til venstre, kan jeg male min egen virkelighed som jeg ønsker.

Leonardo Da Vinci malede Den Sidste Nadver i ca. 1495 og det er 460 cm x 880 cm og hvem ved, måske maler jeg en dag en hønsegård i samme format. 😀

Crede et Vicisti – Tro og Vind