Flyd med strømmen og følg flokken
Der er forår i luften. Men det sneer ret kraftigt her uptown Roskilde.
Det er smukt, men jeg tror det smelter om ganske kort tid.
Underligt nok fik jeg en meget gammel melodi i mit hoved i morges. Det var “Admiralens vise”, fremragende udført af skuespilleren Jørgen Reenberg i 1962.
Jeg forstår at det danske folketing har fået en ny løsgænger. Og jeg kom til at tænke på at det måske ville være godt hvis folketinget bestod af 179 løsgængere.
Admiralen synger:
“Politisk set var jeg liberal
socialistisk – højresindet – radikal.
Jeg stemte altid med den største flok,
og de tanker, andre tænkte, var mig mer’ end nok.
(Kor: Og de tanker, andre tænkte, var ham mer’ end nok).
Da mine egne tanker var så små og få,
så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.”
Jeg har, som andre, tidligere hævdet at ideologier må være fordummende, intelligensbegrænsende fordi man i en ideologi vælger et sæt tanker og dermed fravælger en masse andre muligheder og derfor kun kan operere inden for de valgte.
Admiralen synger:
“Med strømmen flød jeg stolt min vej,
for den der flyder, ja, han synker ej!
Ad små kanaler strømmen for,
til jeg landede på flådens admiralkontor.”
Derfor er det tilsyneladende en dårlig ide, hvis man da mener at en ideologi skal løse problemer og skabe et bedre liv for sig selv og sine medmennesker.
Men måske er formålet et andet? Eksempelvis at tilhøre en flok, med den tryghed det giver? At kunne bestemme over andre, både i flokken og presse dem der endnu ikke er i flokken, med henblik på senere også at kunne kontrollere dem?
Hvis alle i Folketinget var løsgængere, kunne de tænke og beslutte frit, eller friere, for de fleste mennesker kan ikke tænke frit, jeg selv inkluderet.
Og hvis flere udenfor Folketinget havde det på samme måde, altså ikke havde behov for at søge ind i flokke for at vinde og bestemme over andre, ville verden måske være et mere fredeligt sted?
Admiralen synger:
“I landsmænd her, som gerne vil nå op
på vor samfunds stiges allerhøjeste top,
flyd med, men hold jer i enhver forstand
til stadighed og altid fra det dybe vand.
Stå aldrig til søs! Lad de andre stå!
I får stribevis af kors og bånd og stjerner på!”
Jeg håber på flere løsgængere og fritænkere.
Crede et Vicisti – Tro og Vind