Hvis byen kunne lytte

Jeg fik lyst til at køre en tur til Stege i går. Hovedstaden på Møn.

Jeg ville gerne besøge Liza’s Gallery og finde et sted at spise en frokost.

Jeg talte med mig selv om det – var det nu også smart i dette vejr? Der lå stadig sne, det var koldt, og hvad med benzinomkostningerne? Der var flere gode argumenter for at blive hjemme, men det ændrede ikke min beslutning.

Jeg pakkede en rygsæk med lidt fotoudstyr og nogle tegneredskaber, hvis nu ånden skulle komme over mig.

Afsted i den gamle bil, der stadig kører overraskende godt.

Vejene var fine og saltede, men det var koldt og der lå sne på marker, huse og biler.

Ud af byen – sydpå og efter den første ret kedelige strækning, nåede jeg motorvejen lige før Jersie, og flettede ud på en endnu mere kedelig strækning, hvor det eneste man skal være opmærksom på er at holde sig på E47 mod Rødby, ellers kører man mod Odense.

Jeg passerede Haslev og så tænker jeg altid på mit barnebarns mor, der arbejder i den by. At hun også har en relativt lang køretur til og fra arbejde. Længere end min.

Bilen spandt som en kat, og jeg slappede af og lod tankerne vandre. Jeg har kørt turen så mange gange, men stoppede da benzinpriserne i 22-23 blev helt vanvittigt høje, og det var sikkert nogle andres skyld, givetvis den berygtede russiske diktator, for det er jo aldrig den danske diktator, der altid er uden skyld og uden ansvar.

Når jeg når til skiltene ved Bårse, kommer jeg ofte til at tænke på en elskerinde jeg havde nede i det område for år tilbage. Det var hyggeligt, men hun blev gift og det glædede mig meget. Jeg kan mærke at denne erindring er ved at blive erstattet af en anden af en helt anden karakter, nemlig at en tidligere kollega flyttede fra Amager til Præstø med hele familien. Jeg har besøgt ham et par gange, men det er et stykke tid siden. Gad vide om de trives, eller om de savner storbyens liv og stress.

Der er flere måder at komme til Møn, og jeg vælger som regel at køre fra ved afkørsel 41 ved Vordingborg og derefter til venstre, østpå, mod Stensved og videre til Kalvehave. Jeg holder meget af den tur. Der er ganske stille og landligt, og smukt, og flere steder kan man se ud over vandet. Af og til lægger jeg vejen forbi Petersværft, den meget lille havn, helt nede ved sydkysten, også her har jeg været mange gange og jeg har gået ture gennem plantagen, eller skoven, om man vil, over til Langø og ud på øen. For få år siden havde jeg en del kontakt til en tømrer, der ligger lige i nærheden – han laver primært bindingsværk, og jeg fik lov til at interviewe ham og fotografere nogle af hans arbejdsopgaver, blandt andet i Helsingør og andre steder. Jeg lavede også et slideshow, som man kan se i kommentarerne, hvis det har interesse.

Jeg passerede flere steder gennem Stensved og Langebæk, der som alle andre steder befinder sig i efterdønningerne af julen og nytåret, og stadig har julepynt og lys i vinduer og haver. For nogle er det nok lidt svært at slippe tiden. Jeg synes det er lidt vemodigt, men også hyggeligt.

Selvom det var en rum tid siden jeg sidst havde været på Møn, føltes turen genkendelig, og da jeg kørte ind i Stege virkede alt som det plejer. Men det var bidende koldt, så det inspirerede ikke til de lange spadsereture på hovedgaden og der var ikke mange mennesker i gaderne. Jeg startede med at gå over til Liza’s Gallery, kiggede på de mange smukke kunstværker, og vekslede et par ord med hende.

Jeg slentrede, let frysende ned mod Støberiet, men de havde ferielukket, så der kunne jeg ikke spise. Høyers Konditori er desværre lukket. Jeg havde læst om det i lokalavisen – han kunne ikke klare de meget høje energiomkostninger.

Det er også den skide russiske diktators skyld. Der kan ikke være andre forklaringer.

Det var ellers et ret hyggeligt sted hvor man kunne købe brød og sandwich og bedst af det hele, en god gammeldags kop filterkaffe til 20 kr. Jeg håber de åbner igen en dag.

Lene Evers Chokolade er også lukket, men det var helt frivilligt, da hun følte at arbejdet var blevet for fysisk krævende. Jeg besøgte hende da hendes forretning lå i fængselsgården, men senere flyttede hun til hovedgaden.

Jeg gik tilbage mod torvet, forbi restaurant Det Gamle Bryghus, men de havde også vinterlukket.

Jeg gik ind i Bog og Idé, som jeg finder ret hyggelig. Den ligner alle andre Bog og Ide’er, og størrelsen er tilpasset Steges behov.

Lige overfor ligger Davids – en frokostrestaurant, og den havde åbent. Der var gæster og ledige borde, men jeg spurgte alligevel om de havde et bord, og jeg måtte selv vælge.

Jeg kan ikke lide at sidde ved borde der står midt i rummet, så jeg valgte et der stod længst tilbage i lokalet – så kan jeg bedre overskue hvad der sker, hvem der kommer ind og ud af cafeen. Og toilettet lige bag ved. Det kan også være praktisk.

Jeg bestilte en Sandwich med kyllingebryst og karrydressing til kr. 139,- og en danskvand med brus fra Bryghuset Møn. Jeg kan lide deres lokalpatriotisme.

Mens jeg ventede, tænkte jeg på en lille artikel, jeg læste for ikke så længe siden. Det var visdomsord fra ingen ringere end Ernest Hemingway, der delte af sin viden til wannabe historiefortællere. Han sagde, når du går ind i et rum, skal du øve dig i at lægge mærke til alt, du skal iagttage, og du skal også lægge mærke til hvordan det du iagttager påvirker dig, hvordan føles det inden i dig, hvad sætter det igang, associationer, dufte, minder – og du skal kunne beskrive det bagefter, med ord og på skrift. Det er historiefortællerens vej, og det kræver træning og opmærksomhed.

Jeg hæftede mig ved at kokken stod bag disken i et åbent køkken og tilberedte maden. Det borger vel for kvalitet, eller i det mindste åbenhed. De har ikke noget at skjule. Dermed ikke sagt at køkkener der ikke er åbne, har det. Lige foran mig sad et tysk par, med et barn på ca. 8-9 år. Til højre for døren et ældre ægtepar, og manden så glad og tilfreds ud, mens han spiste og drak en øl fra Bryggeriet Møn. Ved bordet til venstre for døren ankom en ældre og en yngre dame – det kunne have været mor og datter. Folk der ankom, måske især på grund af den bidende kulde, så glade og lettede ud, når de satte sig ved bordet. Varmen og forventningen om at få mad eller kaffe, gjorde dem glade.

Den meget unge pige der ekspederede var køn og sød, men lidt stille, og kunne godt være lidt mere tydeligt kommunikerende – men jeg tror hun var ret ny, og hun klarede det fint.

Min sandwich smagte virkelig godt, frisk og veltilberedt og med dejlig salat i mange varianter og brødet var let og sprødt.

Når man har fået varmen, slået en streg, og spist et delikat måltid, og en frisk kold danskvand med brus, er man et helt nyt menneske.

Jeg gik igen over i Bog og Idé, for jeg havde besluttet at jeg ville købe et postkort fra et af deres 2 velassorterede stativer i porten ved siden af butikken. Jeg forstår ikke at der stadig sælges postkort, og det gør der måske heller ikke, men jeg ville have et.

Jeg søgte et der ikke kun lagde vægt på Møns Klint, men det lykkedes ikke. Og jeg har fuld forståelse for at klinten er øens stolthed og vartegn. På det valgte kort, er der dog en mindre illustration der minder om at der også findes andres attraktioner på øen.

Jeg ved ikke hvad jeg skal bruge det til, men det vakte nogle minder om dengang jeg forsøgte mig med at skrive rigtige håndskrevne breve til folk, med en gammeldags dyppepen, dyppet i blæk. Det vakte ikke den store begejstring, men jeg blev opmærksom på at det dels er meget dyrt at sende breve i Danmark, og jeg havde slet ikke skænket det en tanke, at mange mennesker kun sjældent åbner deres postkasser fordi de ikke modtager rigtig post mere – eller ikke ret hyppigt i det mindste. Så mange opdagede først flere uger senere, at de havde modtaget et brev.

Jeg overvejede om jeg skulle spadsere lidt mere i byen, men den bidende kulde lagde en dæmper på entusiasmen.

Jeg kørte ikke samme vej hjem, men lagde kursen sydvest mod Bogø dæmningen. Jeg kørte hen over Bogø, som jeg også har gjort mange gange før, og spekulerede på om jeg skulle køre ind i Bogø by, men valgte at lade være. Jeg overvejede en kop kaffe på Café Farø Vad, og havde det været godt vejr, så man kunne sidde udenfor, havde jeg gjort det.

Så jeg fortsatte til motorvejen og begyndte hjemturen.

I går skrev jeg om nogle af verdens fortrædeligheder og min glæde ved at det bliver taget op, at der bliver sat fokus på det. En af mine “Brothers in Meditation” – kan man skrive det? Nu har jeg skrevet det – kommenterede at han ikke vidste om jeg havde ret og om han turde like det. Og han har jo ret. Og jeg tænkte, hvem har ret?

Han har ret i at oplevelser er subjektive og virkeligheden er kompliceret.

Men det fik mig til at tænke på ordet ret, og tilføje “ret til” – altså ret til at være her. Jeg har også ret til at være her, ret til at sige min mening, retten til at sige at jeg har grænser, og gøre opmærksom på hvor de går, og når nogen overskrider dem, det være sig nære eller fjerne eller diktatorer, her i Danmark, eller udlandet. Det er vigtigt.

Det var dejligt at se Stege igen. Måske har kriserne og kulden sat sine spor, og havde byen haft ører, kunne jeg jo også fortælle at jeg også har haft mit at se til, med jobskifte og andre uregelmæssigheder. Men både Stege og jeg er ved godt mod og lysere tider er på vej.

Fortsættes …