Et anerkendende ord med på vejen

Jeg fik lyst til at skrive lidt om anerkendelse. Og jeg har lyst til at undre mig over, hvorfor jeg bliver et “bedre” menneske, når mit liv er i tumult. Og hvordan fastholder jeg den følelse, når alt igen er roligt.

Men lad mig først give lidt baggrund for det, der inspirerede mig til dette emne.

I november sidste år, i 2024, startede jeg på et nyt job i Hillerød. Det var ikke fordi jeg havde lyst til at skifte job, men grundet nogle nært forestående ændringer i det firma jeg var ansat i, ville en stor del af de aktiviteter der dannede basis for min tilstedeværelse, flytte til udlandet.

Ud fra de informationer jeg fik, vurderede jeg at det ville ske indenfor de kommende 3-4 måneder, hvorefter jeg ikke ville have så meget at lave, og givetvis blive fyret.

Få dage efter vi havde modtaget beskeden, dukkede et job op i en søgeagent på et jobsite, og det lød ok. Først overvejede jeg at vente, for det hastede jo ikke. Men for en gang skyld valgte jeg at handle hurtigt og skrev en jobansøgning til firmaet. Til min store glæde og vel også overraskelse, fik jeg tilsagn om jobbet allerede den følgende uge.

Det gik så hurtigt og let. Måske for let? Måske var det en advarsel, jeg valgte at overhøre?

Til jobsamtalen spurgte jeg specifikt om to ting. Arbejdstid og om fyraften var præcis, i de fleste tilfælde. Jeg fik de svar, jeg gerne ville høre, 7-15 og JA, som var afgørende for mig.

Og jeg forklarede også, hvorfor det var vigtigt for mig at få svar på disse spørgsmål.

Så gik det langsomt. Jeg skulle gennemgå en sikkerhedsgodkendelse fra PET. En interessant proces i sig selv. Kan de virkelig finde noget på mig? En slags moralsk selvransagelse. Svaret kom 5 uger senere. Jeg var ren.

Jeg opsagde mit job, og d. 11.11. startede jeg det nye sted. Det er hårdt at starte et nyt job. Hvornår skal man køre hjemmefra for at nå det til tiden? Heldigvis fik jeg en fast p-plads lige i nærheden, så jeg i det mindste ikke skulle tænke på det.

Jeg husker ikke hvordan dagen gik. Noget med at møde en rar teamleder i p-kælderen der skulle åbnes, få kort og nøgler udleveret, tøj, et omklædningsskab, omklædning. Lidt senere mødte jeg den unge fyr, der skulle dele sin viden med mig på 3 dage, inden han stoppede. Dagen gik i gang. Det var intensivt og jeg tog noter.

Uheldigvis var der et møde om eftermiddagen, med de øvrige ansatte fra andre stationer. Dødsyg sejtrækker, første dag på jobbet. Jeg ønskede blot at det fik en ende, men den tonedøve driftschef uden situationsfornemmelse, inviterede mig ind til et møde i overtid, på første arbejdsdag, hvor man ellers er ret træt og mættet med information, som visse firmaer tager hensyn til. Men ikke her, og holdt et møde hvor han blandt andet fremlagde muligheden at der kunne blive tale om at arbejdstiden skulle ændres til kl. 16.

Jeg troede egentlig ikke mine egne ører, og det tog tid, inden jeg reagerede. Så jeg havde sagt et job op for at starte et andet job på nogle vilkår jeg specifikt havde spurgt ind til, som de varslede ændringer af, på første arbejdsdag. Hvis man kan tale om at komme skævt fra start, må det være her.

Man kan argumentere for at der ikke er nogen forskel på om ansættelseskriterierne ændres samme dag man starter, eller det sker 7-8 måneder efter. Forandringer er uundgåelige. Helt enig. Og måske vidste dem, der forestod jobsamtalen, ikke bedre.

Mere pragmatiske typer vil måske sige: herregud, det er jo kun en time, og man må jo være fleksibel osv. Ja, men jeg har nogle familiære aftaler jeg skal nå hjem til, og jeg har 50 minutters transporttid der skal lægges oven i.

Der skete noget med min motivation og tillid. Den forsvandt.

Men skaden var sket, der var ingen vej tilbage. Jeg var rasende.

Et par dage senere havde jeg møde med samme venlige teamleder, og jeg fortalte ham, at et eventuelt skift i arbejdstiden ville blive uden mig. Jeg ved ikke om han helt fangede alvoren, men det var godt for mig at tone rent flag. Jeg tog en beslutning. Hvis ændringen blev permanent, måtte jeg finde noget andet.

Jeg finpudsede mit allerede opdaterede CV og arbejdede mig gennem ugerne.

Der blev lavet testperioder med den nye arbejdstid, det blev annulleret og genoptaget, fordi kunden opdagede at de ikke gjorde som aftalt. Jeg deltog ikke. Jeg gik hjem kl. 15. Det skete dog, at jeg sagde ja til at tage en forlænget dag.

Måske har perioden været afklarende for, hvad jeg vil og det liv jeg forsøger at skabe.

Når man bliver presset, men holder fast, må det være fordi man mener det alvorligt.

I fredags havde jeg en dejlig oplevelse. En medarbejder, som arbejder på den virksomhed, den virksomhed jeg endnu arbejder for, servicerer, stoppede mig på en trappe. Hun var på vej ned, sammen med en yngre kollega, og vore veje krydsede. Så sagde hun noget i retningen af “Åh vent lige et øjeblik. Jeg glemmer altid at sige til dig, at du fortjener ros. Du yder fin service, alt ser fint ud, du responderer på vore forespørgsler og du løser opgaverne hurtigt, og du er synlig på stationen.”

Hun skamroste mig, så jeg blev helt forlegen og måtte lige sige at jeg jo ikke altid var alene og alt det der. Men det slog hun hen og fortsatte, “ja ja, men du skal have den ros du fortjener og du skal vide at det er værdsat”.

Jeg blev oprigtigt glad for den anerkendelse. Pudsigt nok var det hendes ord om at jeg er “synlig”, der gjorde størst indtryk. Og jeg tror, at jeg ved hvorfor.

Senere på dagen havde jeg så den stik modsatte oplevelse. Der var møde med vores kunde. En driftsleder ankom, med en koordinator, og havde møde med en af kundens repræsentanter. Det gik åbenbart ikke særligt godt, men jeg ved ikke hvad det gik ud på.

Jeg blev efterfølgende kaldt ind til et møde, hvor der blev udtrykt utilfredshed med min indsats, mens man glemte at jobbet hele tiden har været, og er, underbemandet, at der ikke har fundet en tilstrækkelig oplæring sted, og en række andre ting som jeg ikke skal gå i detaljer med her.

Selvfølgelig har jeg også begået fejl, blandt andet ved ikke at komme i gang med firmaets tidsregistreringsapp, som jeg opfatter som mistillid og micromanagement.

Men regnearket er kongen.

Jeg tager det ikke så tungt, for beslutningen er taget. Jeg må videre og når jeg finder et nyt job, sender jeg en opsigelse. Og min arbejdsgiver må også gerne opsige mig. Det har jeg tilbudt.

Men jeg ved at der er mindst to personer på stationen, der er tilfreds med et lille udvalg af min indsats. Desværre har appen ikke en funktion der gør det muligt at registrere anerkendelse fra rigtige mennesker. Og i øvrigt tilfører det ingen målbar økonomisk værdi til bundlinjen.

Regnearket er boss.

Det er ikke en spontan beslutning. Den har været til overvejelse i længere tid. Ja faktisk siden første dag på jobbet.

Og det er dejligt at tage en beslutning, selvom den var taget, gælder det først når den er meldt ud.

Jeg er helt med på at man skal være fleksibel i alle livets forhold, også på arbejdsmarkedet.

Men hvis man har nogle ting man finder betydningsfulde, må det være ok at man arbejder på at skabe det liv man ønsker, så tæt på hvad der er muligt.

Og man bliver nødt til at sætte nogle grænser, selvom den verden jeg lever i, tilsyneladende arbejder hårdt på at nedbryde mine rettigheder til privatliv, ophavsrettigheder, hvad jeg bruger mine egne penge til og konstant skal tracke hvor jeg er og hvad jeg laver.

Tillid er godt, men micromanagement er åbenbart bedre – ifølge nogen. Ikke mig, men jeg er nok bare en gammeldags naiv romantiker, der husker en anden tid. Vi er snart uddøde, men jeg håber at en ny generation indser at der er andre måder.

At mennesker har brug for privatliv, et rum hvor man kan være sig selv. At mennesker har det bedst som skabere, ikke som et objekt andre kan behandle efter forgodtbefindende.

Følelsen af usikkerhed, træthed og hvad der ellers er i spil, giver mig en særlig følelse. En let tristesse, en melankoli, der påvirker mit syn på verden, og på andre mennesker, og min adfærd. Men det er ment positivt. Jeg får lyst til at række ud. Noget kynisme og distance smelter og forsvinder. Jeg føler anderledes for og med mennesker. Jeg har prøvet det før. Men desværre går det væk igen.

Men jeg kan godt lide mig, når jeg er der. Jeg er et bedre menneske. Hvordan holder jeg fast i det?

I går skrev jeg til mit barnebarns mor og spurgte, om hun får anerkendelse for sit virke som enlig mor? Med alt hvad det indebærer. Uden at få eller forvente et svar, fortalte jeg hende, at hun hermed fik min, og at jeg er glad for at hun passer godt på den lille.

Jeg har besluttet at gøre det til en vane, mindst en gang om ugen, gerne oftere, at give en person jeg møder et venligt anerkendende ord med på vejen.

Og jeg vil gerne starte med give min nuværende arbejdsplads en tak for at jeg ikke kommer til bruge for meget tid på en vej der ender blindt, og sørge for at jeg hurtigt kommer videre, og tak for at jeg fik en ny viden og erfaring på mit CV, og tak til de kollegaer, særligt en, der gavmildt har delt sin viden. Og tak til en tonedøv leder der tror han kan intimidere medarbejdere til motivation, men i stedet skaber hurtigere afklaring og sikkerhed for mig.

Det kan være det lyder som sarkasme, men det er det faktisk ikke.

Crede et Vicisti – Tro og Vind