Miles Davis og P-bøder
Det er lørdag. Kl. er 6.00. Jeg har spist min morgenmad og drukket kaffe. Et vindue er åbent, det er gråvejr, næsten helt vindstille og en mild regn falder. Jeg bor i et stille kvarter, primært bestående af villaer i den dyre ende, bortset fra den ejendom jeg bor i, hvor der stadig er billige lejligheder, som min heldigvis er. Jeg holder meget af dette tidspunkt på døgnet.
Jeg vil starte med at give en opdatering på jobsøgningen, og kan med fornøjelse fortælle at jeg i går blev ringet op af en virksomhed, og har aftalt en jobsamtale på mandag.
Jeg har kun været ledig i 11 dage og sendt 5 ansøgninger, så det er glædeligt. Men jeg tilskriver det en blanding af beslutningen om at være i flow, bevidst held, som Gay Hendricks kalder det, og min “Miles Davis jobansøgningsmetode”.
Jeg er på ingen måde ekspert i jazzmusik, eller Miles Davis, men jeg vil gerne fortælle en historie om et af Miles legendariske jazz albums. Det hedder “Kind of Blue” og blev optaget i 1959 – på to dage. Der er 5 kompositioner på det, alle er ret lange.
Historien er at de lavede flere forsøg med kompositionerne, men endte med at vælge 1. take på alle numrene til albummet. Pointen er, måske, at man ikke skal være så bange for det spontane og intuitive, når inspirationen er der, og måske prioritere det umiddelbare, frem for det perfekte og gennemarbejdede.
Men den historie jeg egentlig vil fortælle i dag, er inspireret af en samtale jeg havde forleden med en ven, der i nat, i stedet for at sove, sendte mig et link til en artikel om p-bøder.
Jeg har tidligere rantet kraftigt om en bøde jeg fik i marts på Silvans p-plads i Roskilde og der er tilsyneladende flere der mener at jeg bliver nødt til at acceptere den, for en regel er en regel. Men de tager fejl. En regel er kun en regel fordi nogen har besluttet at den skal eksistere, og den kan, og i mange tilfælde skal, ændres eller fjernes, fordi den bruges med en intention der skaber negative resultater.
Artiklen jeg modtog handler om at visse byer slækker på den “entusiastiske” brug af p-vagter og deraf følgende strøm af bøder, fordi det skaber en voldsom vrede fra borgerne. Så det er jo en glædelig nyhed. I artiklen nævnes også et butikscenter der helt har fjernet deres parkeringsrestriktioner, fordi det skabte så meget vrede hos kunder og i visse tilfælde betød at kunder havde returneret købte varer, fordi de ikke længere havde råd, når bøden også skal betales.
Forleden dag skrev den tidligere Saxo Bank direktør Lars Seier Christensen et indlæg om at han havde været på en længere køretur i Sverige, og han bemærkede at de sandelig også har fartovervågningskameraer derovre, men at de oftest advarer trafikanterne med skilte, fordi man i Sverige bruger dem til at få bilisterne til at sænke farten, mens i Danmark er intentionen tydeligvis en anden, nemlig at skrabe flere penge ind til statskassen.
Min egen “sag” med Silvan sluttede med at jeg langt om længe fik fat i butikschefen, der uden at tøve, kontaktede Q-Park, der returnerede den indbetalte bøde, efter jeg havde indsendt relevant dokumentation.. Det var jeg da glad for, men jeg kan ikke helt forstå, hvad pointen med restriktionerne er, hvis man bare kan klage og få pengene tilbage.
Så min pointe er at der selvfølgelig skal være regler, så folk ikke kan parkere helt vanvittigt, men hensigten skal være at skabe sikkerhed og orden, ikke at skrabe endnu flere penge ind fra verdens højest beskattede befolkning.
Se det var slutningen på dagens historie og mine meninger er de ENESTE RIGTIGE, det er ENDEGYLDIGE SANDHEDER der ikke kan drages i tvivl, og alle der forsøger, burde få deres bankkonti låst og blive censureret på sociale medier. 🙂
Crede et Vicisti – Tro og Vind