Mindre er mere
I dag vil jeg fortælle om mit første forsøg med oliepastelfarver. Jeg holder meget af at købe forskellige kunstnerartikler, og har efterhånden en ret omfattende samling akrylmarkers, oliefarver, akrylfarver, gouache, akvarel, tørpastel, ink, kul, blyant og måske mere, som jeg ikke husker lige nu.
Den nyeste tilføjelse til samlingen er to æsker med hver 24 stk. oliepasteller, af mærket Sennelier, der er et af de fineste mærker på markedet. Den ene er assorterede farver, mens i den anden er farverne tematisk udvalgt, med fokus på portrætter. Det betyder, at der er en overvægt af sarte lyserøde, beige, rosa farvenuancer, velegnet til hudfarver.
Jeg er jo meget optaget af fænomenet “selvsabotage” og hvor paradoksalt det end kan lyde, så opfatter jeg faktisk min dejlige samling af kunstnermaterialer, som et interessant eksempel på hvordan selvsabotage kan udtrykke sig på de mest overraskende måder.
Det behøver ikke at være selvsabotage, men jeg har en mistanke om at det også fungerer på den måde.
Selvsabotage lyder ret dramatisk, og det kan det også være, men det behøver ikke at være destruktiv alkoholisme, ludomani eller andre former for misbrug. Det er det ikke i mit tilfælde. Jeg indtager ikke stoffer, ryger ikke, drikker yderst sjældent alkohol og spil finder jeg helt uinteressant.
Det kan også bare være et mere fredeligt “upper limit problem” der holder en tilbage på et komfortabelt og trygt niveau.
I går ville jeg prøve oliepastellerne for første gang og jeg valgte at optage forløbet på video. Måske kommer der en dag en kort “dokumentarfilm” om oplevelsen.
Jeg tapede et stykke mixed media papir på en træplade, og fastgjorde den til et bord, så kameraerne kunne indstilles. Og uden skitser eller andre forberedelser, kastede jeg mig ud i oliepastellernes verden.
Sennelier er kendt for at lave de blødeste og mest “cremede” oliepasteller på markedet, men det kan jeg naturligvis ikke udtale mig om, da jeg ikke har prøvet andre, men blot sige at de virker ganske rigtigt meget bløde.
Jeg kan godt lide følelsen når man smører farve på overfladen, men på et tidspunkt bliver det så mættet at det er svært at påføre yderligere lag. Så skal billedet tørre, og så antager jeg at man kan fortsætte med nye lag. En anden ting er at farverne ikke er spidse, ret længe, og at det derfor bliver sværere at male med tynde præcise “strøg”. Det kan man måske kompensere for ved at skrabe med spidse genstande i farvelagene. Man kan også bruge fingrene til at udglatte og mixe farverne.
Jeg har altid haft problemer med at forstå udtrykket “less is more” – mindre er mere – sikke noget vrøvl, men jeg læste en gang en god forklaring, der gav mening for mig. Jo færre informationer, jo mere skal du selv tænke, eller bruge din fantasi. Et simpelt minimalistisk maleri af en person, aktiverer fantasien, mens mange detaljerede informationer ikke overlader noget til beskuerens egen forestillingsevne.
Min omfattende samling af lækre kunstnerartikler skaber også forvirring, og manglende fokus. En form for selvbegrænsning, men med et ædelt påskud om at udvikle og udforske.
Det siges at oliepastelfarver blev udviklet af Sennelier på opfordring af Pablo Picasso, da han en dag i 1948 gik ind i deres forretning i Paris, og spurgte om det var muligt at udvikle et medie der kunne bruges til at male på alle overflader uden overfladebehandling og nemme at medbringe på rejser. Det tog Sennelier et års tid at udvikle det han døbte oliepastel, hvor bindemidlet er olie og voks, så pensler er unødvendige. Picasso var begejstret og det blev en succes for Sennelier.
Men selvom alle mine farver måske forvirrer mig, er jeg altså meget glad for dem 😀
Fortsættes …
Crede et Vicisti – Tro og Vind