Red din seng før du redder verden
Jeg har købt en ny bog af Eckhart Tolle. Titlen er: “A New Earth: Awakening Your Life’s Purpose”.
Jeg har i kortere tid overvejet at købe en Eckhart Tolle bog, men kunne ikke beslutte hvilken. For mange år siden læste jeg Nuets kraft og senere Lev i nuets kraft, men tiden var inde til at genopfriske bekendtskabet med Eckhart. Jeg havde set ovennævnte titel, men gik uden om den, på grund af dele af titlen “A New Earth” – og jeg er pænt træt af alle disse vidtløftige ideer om at redde jordkloden, fordi det flytter, efter min mening, fokus væk på individets forpligtelser, og fordi der ofte er bagvedliggende agendaer, med andre, ikke helt så ædle motiver, ofte ønsket om kontrol.
Som Jordan Peterson og admiral William McRaven siger: Start med at lære at rede din egen seng, før du går ud og redder verden. Tager man ansvar, bliver man sværere at påvirke, og kommer til at hvile stærkere i sig selv.
Eller som Robert F. Kennedy, der angiveligt hævder at inddele dagen i en masse små beslutninger, der alle konfronterer ham med muligheder for at vælge det rigtige, eller springe over hvor gærdet er lavest. Det har været en vigtig del af hans vej ud af et misbrug.
Så forleden dag sad jeg og så et længere interview med Tolle, og blev igen imponeret over hans viden og logik og stilfærdige måde at forklare på. Og til sidst i interviewet anbefaler han netop “A New Earth” – så jeg besluttede at det må være tegnet til at jeg skal give den en chance. Jeg er stadig i begyndelsen, og den skuffer ikke, selvom den starter lidt tungt – men den kommer ret hurtigt ind på emner der er meget relevante for mig.
Jeg holder meget af en historie jeg hørte fortalt af RFK jr. – om perioden efter han havde brudt ud af sin afhængighed af stoffer, og han var i lufthavnen, forsinket, men skulle nå et vigtigt fly. Han haster gennem ankomsthallen og på vejen spiser han et mentol bolche og ruller papiret sammen og kaster det mod en skraldespand. Den rammer perfekt, men hopper ud igen og lander på gulvet. Han ved at han bør samle det op, men løber videre og forsøger at retfærdiggøre det med argumentet, at han jo ramte spanden, så det var ikke hans skyld at den ikke blev der. Men kort efter begynder det at gnave i hans samvittighed, og trods travlheden løber han tilbage og samler papiret op. Han når flyet, men opfatter handlingen som værende af stor betydning. Ingen dårlige undskyldninger.
Crede et Vicisti – Tro og Vind