Opsigelsen blev sendt
Jeg har desværre ingen høj snegl i dag, men nu er det skærtorsdag og jeg ser frem til nogle velfortjente fridage. I den forløbne weekend, tog jeg den store beslutning at opsige mit job. Det var ikke nogen spontan beslutning, men den var nødvendig.
I tirsdags sendte jeg den officielle besked til min arbejdsgiver, og havde også printet et par opsigelser til min nærmeste leder. Jeg ville være helt sikker på at de modtog den, og var lidt usikker på hvordan jeg skulle gøre, men der var ingen problemer. Jeg fik en bekræftelse fra HR, som jeg underskrev elektronisk og har nu en kvittering for at de har modtaget beskeden. Jeg har 30 dages opsigelse.
Det er en underlig proces, for det er en ret stor beslutning, og den kommer også til at koste mig penge i form af 3 ugers karantæne, men når beslutningen er taget, fortsætter livet som før. Arbejdsopgaverne skal stadig udføres. Mine kolleger har længe vidst at jeg ønskede at stoppe, det havde jeg gjort officielt, så der var ingen større overraskelse for dem. Det er en lettelse, men der er også en følelse af ængstelse som jeg gerne så mig fri for, men det er åbenbart et vilkår som jeg må leve med. Og følelsen er åbenbart heller ikke så stærk, at den har stoppet mig.
Og hvorfor overhovedet lade sig styre af følelser, men mere om det senere.
Hvad er så næste skridt i planen? Ja, jeg har et muligt job på hånden, der blot kræver at visse elementer skal falde på plads. Jeg er optimist, men vil alligevel gå i gang med at søge andre jobs. Man skal ikke placere alle sine æg i samme kurv. Se blot hvordan det gik for konen med æggene, der gik og drømte sig til succes, men glemte at se sig for lige der hvor hun gik.
Så min plan er at finde et job der tilgodeser mit andet liv. Jeg mener ikke livet efter døden, men livet i fritiden, livet ved siden af arbejdslivet. En bedre balance. Mere tid til det, der også betyder meget for mig, eksempelvis at sidde her i sofaen og skrive historier.
Jeg drømmer om at udvikle en større tillid og optimisme til at det nok skal gå. En følelse af at have ret til at skabe det liv jeg ønsker. Ikke føle mig presset til at skynde mig.
Men et er, hvilke krav jeg stiller til universet, et andet er, hvad universet kræver af mig.
Crede et Vicisti – Tro og Vind
Referencen til den høje snegl kan læses i kommentarfeltet.