Ikke fordi jeg fortjener det, men fordi jeg behøver det

Ikke fordi jeg fortjener det, men fordi jeg behøver det.

Jeg kom lidt skævt ind på en af kirkens repræsentanter denne skærtorsdag. Men det var min egen skyld. Jeg beder om tilgivelse.

Jeg har glædet mig meget til påskehelligdagene, fordi jeg skal ikke af sted til det job som jeg er træt af, og derfor lige har sagt op. Jeg stod tidligt op, spiste morgenmad, drak et par kopper kaffe og gik i gang med at skrive. At sidde der i mørket og lytte til fuglene der begynder at synge, betragte det spirende daggry, er det bedste tidspunkt på døgnet.

Da historierne var lagt ud på diverse medier og min blog, erduder.dk – overvejede jeg at gå til en gudstjeneste, og der er naturligvis en del tilbud i denne periode.

Jeg slog det hen, men fik lyst til at gå en tur i det smukke solskin.

Da jeg manglede et par småting som jeg desværre ikke kan få hos Nemlig.com, besluttede jeg at lægge vejen forbi 365 supermarkedet, der også holder åbent på helligdage.

Jeg undlod at tage jakke på i det lune forår, men tog kameraet over skulderen, og spadserede mod hovedgaden, der ligger få hundrede meter fra min bolig. Jeg havde mit gamle headset med og lyttede til en bog om Frans af Assisi, skrevet af Jon Sweeney. Titlen er “Feed the Wolf: Befriending Our Fears in the Way of Saint Francis”.

Da jeg nærmede mig Domkirken, kunne jeg høre kirkeklokkerne, og jeg mente at kunne erindre at der var en gudstjeneste kl. 10. Mit ur viste 9.58, så jeg besluttede at lægge vejen forbi. Døren var lukket, tjenesten var lige startet, en sortklædt kirkemedarbejder stod i foyeren, da jeg åbnede døren og kiggede ind. Det så ud som om han lige havde lukket døren til kirken, og da jeg spurgte om jeg måtte gå ind, fornenemmede jeg en let tøven, som om det ikke rigtigt passede ham, og han sagde noget jeg ikke helt forstod, men åbnede dog døren til kirkerummet og jeg fik lov til at gå ind. En anden venlig sjæl gav mig en salmebog i hånden, og jeg fandt en plads bagerst i det store lokale. Et velklingende kor sang, det store orgel akkompagnerede, og der faldt et smukt lys ind i rummet fra de høje vinduer. I min begejstring tog jeg min mobiltelefon frem og begyndte at optage video. Jeg skænkede ikke en tanke at det var uhensigtsmæssigt, men det gjorde den føromtalte sortklædte kirkemedarbejder mig nu opmærksom på. Høfligt, men bestemt. Jeg pakkede selvfølgelig telefonen væk.

Der var forskellige ritualer, og to små børn blev døbt. Det gjorde mig glad at se alle de børn, og deres uformelle afslappede væremåde. Den kvindelige præst opfordrede andre børn til at stille sig på trappen til alteret, så de kunne se hvad der foregik under dåben, og hendes udtryk var afslappet og uformelt. Det kunne jeg lide og jeg fandt senere ud af at præsten hedder Ane LaBranche og koret var Roskilde Domkirkes Voksenkor.

Hun holdt derefter en kort prædiken, og det kan være svært at forstå hvad der bliver sagt i den specielle akustik. Men hendes pointe var, at man bør overveje at rumme mennesker, der selvom de ikke har gjort sig fortjent til at blive rummet, måske netop derfor har brug for at blive det. Jeg synes det er et smukt og rørende budskab, der vidner om overskud.

Nogle vil måske spørge om jeg har forladt buddhismen og konverteret til kristendommen i stedet for. Jeg tror jeg har forladt ismer og systemer, selvom jeg forstår at de bestemt kan have deres plads. Ideologier er begrænsende. Jeg nyder at bevæge mig frit rundt i det spirituelle og filosofiske supermarked, og lytte og læse og lære fra alle de kloge hoveder.

Jeg vil helst være fri for faste systemer og rigide metoder. Men måske er det umuligt at undgå. Jeg har jo også konstrueret mine egne systemer, så behovet er der.

Jeg overvejede om jeg skulle deltage i nadveren, og jeg gik med op til alteret og kiggede nysgerrigt på. Men det blev lidt for eksotisk, så jeg sprang over og gik tilbage til min plads.

Gudstjenesten varede en times tid, og de glade familier med nydøbte børn gik op gennem midtergangen. Jeg gik ud i det strålende solskin og hen til supermarkedet for at købe de småting jeg manglede. Frans af Assisi ville nok mene at det jeg købte ikke var strengt nødvendigt.

Jeg slentrede hjem og blev kontaktet af to meget unge og smukke piger, der ville høre om jeg var interesseret i at besøge deres kirke. De havde et lille metalskilt påhæftet deres brystkasse med “Jesu Kristi Kirke”. Pigen, der førte ordet, havde et ganske svagt accent, måske amerikansk. Jeg bryder mig ikke om opsøgende salg, hverken når det gælder a-kasser, forsikringer eller trosretninger, så jeg sagde pænt nej tak – i en venlig tone naturligvis.

På vej hjem tænkte jeg over prædikens budskab: “Ikke fordi jeg fortjener det, men fordi jeg behøver det.”

Crede et Vicisti – Tro og Vind