Blogcv19

Posten skal ud 2

Endnu en samling fb opdateringer, som jeg har valgt at samle i en blogpost. Det gør jeg fordi jeg gerne vil have mine skriverier væk fra sociale medier.

5-9-2021
Posten skal ud.
I øjeblikket ser jeg en gammel dokumentarserie om den spanske guitar. Den er udgivet i midten af 80’erne og var i 8 afsnit. Den gennemgående vært i serien er den klassiske guitarist Julian Bream, der blev anset for en af sin generations største.
Det er en meget langsom rejse gennem Spanien og guitarens historie, spanske komponister og forbavsende lidt tale, men meget musik, spillet af Julian Bream, ofte på de smukke lokationer han besøger. Der er en spændende samtale med flamenco guitaristen Paco Pena hvor de drøfter forskellen mellem klassisk og flamenco guitaren, både teknisk og musikalsk. Og der er mange nostalgiske optagelser af almindelige spanieres hverdag, der bruges som dækbilleder til musikken. Jeg kan ikke lade være med at tænke hvor disse mennesker mon er nu og hvordan deres liv formede sig.
Det går som sagt, meget meget langsomt. Og det nyder jeg.
Den får mig til at tænke på et emne der interesser mig i denne tid. Koncentration, fokus og rastløshed og også lidt om at være gammeldags. Og noget med at genskabe nogle tabte værdier.
I går gik jeg en tur i Nordskoven ved Jægerspris, sammen med en ven. Vi talte om mange ting, og til sidst sad vi på nogle fældede træstammer, og drøftede dette emne, blandt mange andre.
Jeg har tænkt over at jeg spreder mit fokus for meget. Jeg synes det er ok når man er i en søgende periode og ikke ved hvor man skal hen, men det kan ikke blive ved på den måde. Der var helt stille, ikke en vind rørte sig og sensommersolen skinnede.
Hun prøvede at hjælpe mig, og bare det at præcisere spørgsmålet er en hjælp og jeg lagde mærke til at hun havde forstået problematikken fuldstændig, for hun gentog det perfekt.
Når spørgsmålet er stillet, er der også et svar.
Jeg var lidt søvnig fordi jeg vågnede for tidligt, og vi havde spist gammeldags vaffelis fra Poulsen’s. Bourbon Vanilje og Skildpadde til mig. Jeg kunne have valgt smagsvarianter jeg aldrig havde prøvet før, men i går valgte dem jeg kendte. Det kræver overskud at prøve noget nyt.
Nå det må være nok. Det er søndag og jeg har ingen forventninger til dagen – men jeg tror der sker noget mirakuløst
Fortsættes …
Foto: Jes Roger Petersen

4-9-2021
Posten skal ud.
Det er lørdag. Tidlig morgen. Kl. er 3.52
Mange sover sikkert og det er fornuftigt. Udenfor er det mørkt og helt stille. Jeg kan høre et tog passere stationen i det fjerne. Det er en vemodig lyd. Jeg har spist min morgenmad. Omelet. Og jeg har min bulletproof kaffe indenfor rækkevidde. Stearinlyset foran buddhafiguren er tændt, som det første når jeg står op. Dette tidspunkt er vigtigt for mig. Måske helligt? Jeg beder ikke, jeg mediterer ikke. Jeg nyder stilheden og jeg tænker på hvad dagens skriveøvelse må bringe.
Jeg har tænkt lidt over tro. Som i religioner og den spirituelle verden. Nogle har en hånlig holdning til dem der søger den vej, fordi de opfatter sig selv som meget rationelle, materialistiske, lytter til videnskaben og ikke er interesseret i alt det luftige mumbojumbo og overtro.
Men den går ikke mere. Dette er en epoke hvor videnskab er skyllet ud med badevandet.
Den er overtaget af økonomiske og politiske interesser. Det har den været i lang tid, men det der sker nu, er formodentlig en kulmination, hvor det er blevet meget tydeligt at noget er helt galt. For mange er det ikke en overraskelse.
Det overraskende er hvor mange mennesker der tror på løgnen. Hvor mange der ukritisk og uden at undersøge alternative kilder, accepterer alt hvad der bliver sagt, trods de mange tydelige fejl, selvmodsigelser og løgne. Og den åbenlyse tilsidesættelse af principper der har været, og burde være, helt grundlæggende for videnskaben.
Forleden dag hæftede jeg mig ved en passage fra Lars Muhl’s bog “Lyset i et mennesket hjerte”, hvori han nævner forskellen på horisontal og vertikal væren.
Det mest almindelige er at opfatte livet som horisontalt levet. Fortid, nutid og fremtid.
I min forståelse skabes fremtiden af de tanker, ord og handlinger jeg benytter i nuet, og da langt størstedelen af min tanker er gentagelser, vil det være fortiden der skaber fremtiden.
Først når det lykkes at ændre på det, vil der ske noget andet. Derfor er det så interessant når man mærker at nye tanker dukker op. De kan indikere at noget andet er på vej.
Ofte opdager man det først senere, fordi det er ubevidst.
Vertikal væren handler om bevidsthedstrin. Jeg kan ikke rigtig forklare hvad det betyder, fordi jeg ikke er sikker på jeg forstår det, men måske kan man se det som en gradvis opvågnen, en større opmærksomhed på hvad der foregår, både indeni mennesket og derigennem større forståelse for det der sker udenfor.
Folk der er vertikalt orienteret, kan måske virke som om de er gået i stå. Der sker jo ikke noget. Måske virker de uambitiøse. De virker så ligeglade med det nyeste på Netflix og de går ikke i dyrt tøj, nødvendigvis, eller måske gør de. Men indeni sker der noget. Og det er jo der det foregår.
Når mennesker går vertikalt virker de måske uinteresseret i omverdenen. Ikke nødvendigvis, bare lidt distanceret og undrende, som at gå rundt i en parallelverden. Men måske bliver interessen rettet mod noget andet. Mod naturen, stilheden, kreativiteten, samværd med mennesker de holder af, intuitionen. Det bliver vigtigere.
Nu vil jeg ikke skrive mere i dag. Jeg ønsker alle en eftertænksom weekend. Fortsættes …

3-9-2021
Posten skal ud.
I nat hæftede jeg mig ved et stykke af Lars Muhl’s bog “Lyset i et menneskes hjerte”.
Jeg lytter ikke til andet og hver gang jeg er igennem den, starter jeg forfra. Og underligt nok, opdager jeg af og til nye ting, noget jeg ikke har hæftet mig ved før. Jeg tror ikke det er nyt, men antager at det må være fordi jeg ikke er opmærksom, og ikke fordi der på magisk vis, tilføjes nye ord i lydbogen. Det ville ellers være spændende hvis det var tilfældet.
“Vi lader os ikke inkarnere for at lade os opsluge af vaner og fastlåste holdninger der allerede nu har reduceret vort syn og indsigt med 99.99%”
Det var egentlig ikke den passage jeg ville nævne, men jeg hæftede mig lige ved det nu, da jeg sad og lyttede og søgte.
Hvis man tænker de samme tanker, gentager de samme ord og handlinger, hvilket liv har man så levet. Frygten for at miste kontrollen og den identitet man, gennem dem, bygger op.
Jeg kan ikke finde det nu, men han skrev noget med et leve horisontalt eller vertikalt.
Det lød interessant, selvom jeg måske ikke helt forstår det. Hvis horisontalt betyder den materialistiske verden og vertikalt betyder den spirituelle, giver den horisontale efterhånden meget lidt mening, når man gradvist ser sig selv fra den vertikale vinkel. Nå jeg finder det senere. Der skal ske et eller andet snart. En mere fokuseret langsigtet koncentration er ønskværdig.
Forsættes …

2-9-2021
Posten skal ud.
Jeg har flere ting jeg gerne vil skrive om i dag. Jeg har kun en time, så der skal fart på.
Som nogen måske ved, er jeg interesseret i at formklippe buske og hække. Jeg blærer mig regelmæssigt med en busk jeg har klippet hjerteformet. Som det ses på det vedhæftede billede, har jeg de forløbne to dage, igen været i gang med formklip. Denne gang har jeg klippet små hække og formet dem som nybagte fuldkornsrugbrød.
En af mine venner, med hvem jeg deler en fælles kærlighed, skrev i en kommentar, at jeg skal overveje at engagere mig i et parti der kæmper for det samme som mig, og at det ikke batter meget at skrive på Facebook.
Det er rigtigt at det ikke batter meget at jeg skriver, men jeg er ikke alene. Vi er mange og vi bliver flere og vi er seje og vedholdende.
Og vigtigst af alt, vi har sandheden på vores side. Vi har den videnskabelige dokumentation for at de andre lyver og misbruger en ufarlig situation til at bane vej for at et politisk projekt.
Og det er mængden der betyder noget. Hvis nogen udtrykker deres mening, vil andre, der tror de er alene pludselig opdage at der faktisk er flere derude der har samme holdning.
Og jeg er sikker på at der er en stor gruppe der ikke tør sige noget på grund af det kollektive pres, men som godt ved, helt dybt ind i deres hjerte, at der er noget helt galt.
Det styrker moralen, det giver mod, kampgejst og tro og det er det vigtigste af alt.
Jeg kæmper ikke for at alle skal mene det samme som mig. Jeg kæmper for at der bliver plads til forskellige meninger, at folk bliver præsenteret for nuancerede informationer og ikke en fuldstændig ensidigt kampagne for en bestemt politik, der ikke er sundhedsfagligt funderet, men tværtimod er en politisk bestemt nedtromling af sundhedsfaglige principper, og at folk ikke bliver holdt i en ubegrundet og irrationel angst, der reducerer deres muligheder for at tænke objektivt og sagligt.
Og så vil jeg gerne tale børnene og de unges sag, da de ikke har nogen mulighed for at vælge selv, og fordi de bliver misbrugt på det groveste i denne tid.
Det skal stoppe NU.
I går talte jeg om mange ting, med min gode ven Josefine, men et af emnerne var vaner.
Jeg er fascineret af udvikling og af mennesker der bryder ud af deres comfort zoner, der træder ud af en begrænsende selvopfattelse og gør ting de aldrig troede muligt. Men som altid var en mulighed. Tankerne holder os fast.
Men jeg anerkender også den positive betydning af faste vaner, regelmæssighed og det forudsigelige. Det er fundamentet og det er uudholdeligt at leve uden i længere tid.
Der er flere ting jeg har lyst til at skrive, men tiden løber og jeg skal på arbejde.
Fortsættes …

1-9-2021
Posten skal ud.
Kære forældre
Vil I ikke nok snart vågne op og passe på jeres børn? Det er ikke nødvendigt at vaccinere børn mod influenza eller CV19. De er helt ufarlige for dem og børn har et fantastisk immunforsvar, som forbedres og styrkes af at arbejde.
Bare fordi medicinalindustrien har købt vore politikere og disse politikere har presset sundhedsstyrelsen og gjort den til et utroværdigt politisk værktøj, er det stadig muligt at forholde sig kritisk, tænke selv og mærke efter hvad der er logisk, rigtigt og sandt.
Sluk for alle ydre påvirkninger, tilbring tid i stilhed. Lyt så til svarene og følg jeres hjerter.
Jeg ved godt det føles trygt i flokken, men det er aldrig der de kloge beslutninger træffes. Det er altid laveste fællesnævner der dominerer. Skab afstand og stilhed.
I går tilbragte jeg som udstationeret havemand i Hvidovre. Ganske som jeg plejer. Vejret var fantastisk. Jeg brugte primært tid på at klippe hække og jeg er blevet noget bedre til det, hvis jeg selv skal sige det. Og jeg kan mærke at jeg er kommet i bedre form. Jeg er mærkbart blevet fysisk stærkere.
Jeg tilså som altid, som det første, min lille formklippede hjertebusk. Den stod der i den lave stærke sensommermorgensol og jeg, med en kop kaffe i hånden, overvejede om det var nødvendigt at gøre noget ved den, eller om den bare skulle have lov til at være i fred.
Jeg valgte at fjerne en stor gren som jeg vurderede kunne være i vejen for andre små grenes udvikling. Selvom det skabte et tomt område i toppen, og midten af busken, tror jeg det på længere sigt vil være en fordel. Jeg kunne faktisk se at der straks blev plads til de små grene og blade, så jeg føler mig sikker på det var det rigtige.
Af og til må man skære væk, for at skabe plads til noget nyt, til udvikling og noget mere hensigtsmæssigt. Det er lidt ubehageligt at gøre det, men det skal til. Gamle tørre grene tager plads og energi.
Derefter gik jeg over og hentede noget værktøj der står i et værksted, et stykke væk. På vej derover opdagede jeg en stakkels regnorm på fortovet. Den var klart på afveje. Jeg samlede den op og der var stadig liv i den, selvom den var lidt tør. Jeg bar den ind i et nærliggende bed og lagde den på jorden. Jeg tænkte over det at slå ihjel, årsag og virkning, om hvor dobbelmoralsk det er at jeg redder en regnorm, men med fornøjelse spiser frikadeller, bacon og meget andet. Og jeg tramper rundet i bede, slår græs med store maskiner, og dræber sikkert mange tusinde små uskyldige dyr.
Lidt senere på dagen var jeg ved at gøre klar til at klippe den næste lille hæk, og jeg opdagede tilfældigt at der sad en ret stor Korsedderkop i et spind.
Den havde en lidt usædvanlig kobberfarve. Og smuk var den.
Den havde fanget et insekt, og spundet den ind og det så ud til at den var i færd med at “spise”.
Jeg valgte at forstyrre dens måltid og klippede grenen den sad på over, og lagde den i en anden hæk, der allerede var klippet og derfor burde være et sikkert sted.
Så kunne jeg igen pudse glorien, men tænkte igen på karma, og at man ikke skal slå levende væsner ihjel. Men jeg tænkte at en edderkop er et rovdyr. Det er en effektiv dræbermaskine. Kort efter jeg har “reddet” den fra hækklipperen, vil den begynde at lave et nyt spind og fortsætte med at dræbe.
Nå, jeg har ikke svarene på mine spørgsmål, men jeg må gøre det jeg finder er rigtigt.
Tiden er gået, jeg skal afsted til job.
Fortsættes …

31-8-2021
Posten skal ud.
I går spekulerede jeg lidt over hvorvidt det er godt at skrive, selvom man er uinspireret, eller om det er bedre at holde en pause.
Jeg ihukom marketingguruen Seth Godin’s vise ord. “Skriveblokering findes ikke”.
Eller kunstfotografen Chuck Close’s tilsvarende citat: “Inspiration is for amateurs. The rest of us just show up and get to work”. Så sandt som det er sagt.
Man begynder at skrive, eller noget andet, og så vil processen uundgåeligt give et eller andet brugbart.
Om ikke andet så en inspiration til at skrive om at man er uinspireret.
Jeg tror det er sandt. Men jeg tror også at en pause kan være godt, fordi man har brug for afstand og tid til at overveje sine handlinger og måske ændre sine vaner lidt, eller meget.
Det samme kan man sikkert sige om virus-vanviddet. Sommeren har forhåbentlig givet de mest angst-ramte en tiltrængt pause, og måske kan det få dem ud af tilstanden, og indse at det der foregår er helt ude af proportioner. Tilsvarende gælder sikkert for systemkritikerne. Det er det samme, bare på hver sin side af spektret. Det fylder meget og det kan være svært at give slip og lade op.
Det gamle ordsprog “Jeg kan ikke se skoven for bare træer” er relevant at tænke på.
Det gør jeg ofte når jeg går ture i skoven, og jeg foretrækker hvis jeg kan komme ud til kysten også, så jeg kan orientere mig og se langt. Helst det åbne hav. Jeg kan måske se store skibe der passerer og jeg kan tænke på hvor de er på vej hen, og jeg hvordan det må være at arbejde på et skib.
Et sted man kan se forandring, er i den nyeste meningsmåling på Socialdemokratiet. De burde være ærlige og afskaffe ordet “Demokratiet” i deres navn. Det er misvisende.
Tilbage til målingen, der viser at de er på niveau med tiden før den såkaldte krise.
Man skal passe på ikke at sænke paraderne, men man skal også huske at fejre succeserne og slappe af. Når man slapper af er hjernen på de lave frekvenser, og det her kreativiteten blomstrer, og nye ideer og løsninger opstår. Og en defensiv kamp kæmpes ikke på samme måde som en offensiv.
Fortsættes …

30-8-2021
Det er mandag. Weekenden er slut. Jeg har tilbragt en skøn lørdag eftermiddag med helt normale, afbalancerede mennesker og skønne sjove børn. Det var en god oplevelse.
Søndag gik jeg en tur i området omkring Selsø Kirke, Selsø Slot og Eskilsø. Et ganske skønt sted. Og jeg har tænkt lidt over identitet. Hvad nu hvis man mister sin passion for det man gør, eller de man bygger sin identitet på, ikke længere findes. Og det man gør, er det man er. Hvad er der så tilbage.
Jeg gik turen med min ven, og hun kæmper netop med det problem at hun er træt af sit job, men hun aner ikke hvad hun skal tage sig til i stedet for. Hun spurgte hvad jeg synes og hvilke kvaliteter jeg synes hun har. Jeg var nok ikke til meget hjælp. Når jeg iagttager en person udføre et job, spørger jeg altid mig selv om det kunne være noget for mig. Jeg anbefalede hende at gøre det samme. Måske kommer der ideer hun kan bruge.
Jeg har selv prøvet at være i den situation flere gange. Det skal nok gå, men det tager sin tid.
Det er tydeligt at svampene er på vej tilbage. De har bedre vilkår nu hvor vi er på vej ind i en fugtig tid. Det er der de trives. Jeg kender ikke deres navne, og jeg kunne aldrig finde på at spise dem, men jeg synes de er magiske.
Jeg er i tvivl om hvorvidt det er bedst at lade være med at skrive, eller skrive sådan som jeg gør nu. Det er tomgang, ideforladt og jeg skriver mest for at skrive. Jeg hælder til at det er bedre at fortsætte skriveriet. Som Seth Godin siger: “Skriveblokering findes ikke” – man kan altid skrive og selvom det meste er meningsløst, kommer man altid frem til noget der kan bruges. Om ikke nu, så senere i andre sammenhænge. Jeg giver ham ret.
Fortsættes sikkert i morgen …

29-8-2021
Posten skal ud.
Giv slip.
https://www.youtube.com/watch?v=iIlLnZPGn90
Fortsættes …

28-8-2021
Posten skal ud.
I går skrev jeg lidt om mine planer om at starte en ny religion, og jeg fremlagde de fundamentale principper, eller bud, den er baseret på.
Selvom jeg også skrev at den ikke skal have et navn, har jeg alligevel tænkt om det ikke vil være en fordel at kalde den noget. Jeg har forskellige ideer, eksempelvis: Thinkology eller Thinkism, Independianity og måske kommer der flere ideer.
Skeptikere vil måske spørge om det er rimeligt at en havemand udvikler en religion. Kræver det ikke lidt mere end det? Tjoe, måske, men Jesus var Tømrer, Buddha var en overbeskyttet prins med curlingforældre, Muhammed var landevejsrøver og analfabet, L. Ron Hubbard var Sciencefiction forfatter.
Så hvorfor skulle en havemand fra Roskilde ikke være i stand til at starte en religion? – spørger jeg bare.
Retfærdigvis skal man vel sige at Siddhartha Gautama, senere Buddha, ikke havde noget ønske om at der skulle bygges religioner, eller idoldyrkelse, på grundlag af hans ideer. Det samme gælder Jesus, såvidt jeg ved. Jeg ved ikke ret meget om det, men har tænkt mig at planke de bedste ideer og lave min egen religion. En slags Open Source rellgion, tilsvarende det man kender fra softwareudvikling.
Open Source er ikke noget dårligt udtryk og en brugbar sammenligning.
For min religion er bygget på tanken om at kilden til visdom er åben og fri.
Skabelsesprocessen foregår inde i individet, gennem tanker, ord, forestillingsevne, fantasi og til sidst, aktive handlinger.
Jeg har kigget på de 10 bud i Kristendommen, og bearbejdet dem lidt. Jeg starter med et godt råd der gør alle buddene unødvendige, men det kan jo være at nogen har brug for lidt flere detaljer i rådgivningen. Det er karmaloven, eller jeg kalder den også boomerangreglen. Det sidste er mere folkeligt, selvom det ikke er målgruppen.
Karmaregel (Boomerang)
Alt hvad du tænker, siger og gør, sendes ud i universet, og rammer dig selv i nakken som en boomerang, før eller senere. Så overvej om det er hvad du ønsker, INDEN.
Sværere er det ikke.
1.
(† Du må ikke have andre guder end mig)
Du må have ligeså mange guder du vil. Men hvad skal du bruge dem til, når du selv er ansvarlig for at skabe dit liv?
2.
(† Du må ikke misbruge Herren din Guds navn)
Du skal ikke bryde dig om at retfærdiggøre dine handlinger bag et medlemskab af Thinkology, for man kan ikke blive medlem. Så den går ikke.
3.
(† Du skal holde hviledagen hellig)
Hvis du er træt, så tag en slapper. Det mærker du bedst selv. Lad være med at køre sig selv flad, for det er der ingen der klapper af. Offermentalitet giver ikke point.
Jeg henviser til et af de grundlæggende bud: “Vær god ved dig selv, for du kan bedre hjælpe andre hvis du er glad, mæt og velhavende”
4.
(† Du skal ære din far og din mor)
Hvis din forældre og familie er ok, skal du ære dem, ellers er det fint at du finder andre at være sammen med. Bare fordi man født af specifikke mennesker, kaldet forældre, betyder det ikke at man er tvunget til at hænge ud med dem hele livet, især hvis man ikke kan holde dem ud. De var jo bare en biologisk nødvendighed, så du kunne inkarnere og erfare hvordan det er at være menneske. Så føl dig ikke forpligtet. Familiekonceptet er gammeldags og bør udfases. Din karma og din frekvens afgør hvem du skal tilbringe tiden med, ikke dyriske lyster og primitiv stammementalitet. Og husk at karma og frekvens kan ændres, hvis du ønsker.
5.
(† Du må ikke slå ihjel)
Hvis du slår nogen ihjel kommer du i fængsel, så det er nok bedst at lade være.
Medmindre du gerne vil leve et liv i fængsel.
6.
(† Du må ikke bryde ægteskabet)
Hvis du vælger ægteskab, så aftal med din partner hvad der er ok.
Er ægteskabet overhovedet nødvendigt. Spørg dig selv om det begrænser eller udvikler, og om svaret stemmer overens med det du ønsker. Og check altid Boomerang reglen. Vil du blive glad hvis din partner behandler dig på samme måde? Og husk der er mange måder at leve et lykkeligt liv.
7.
(† Du må ikke stjæle)
Du må ikke tage andres ting, det siger sig selv.
8.
(† Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste)
Du må ikke bagtale eller lyve om andre. Det burde ikke være nødvendigt at nævne det.
9.
(† Du må ikke begære din næstes hus)
Misundelse er ikke så slemt som det lyder, så det er ok at føle det. Men medglæde er nok bedre.
Du kan bruge misundelse som en drivkraft i dit eget liv. Du kan se hvad andre har skabt og du ved at du kan skabe noget tilsvarende, hvis du ønsker og finder det vigtigt og er villig til at bruge tid og energi på det. Men et fedt hus er ikke nødvendigvis vejen til lykke. Lad dig ikke trække ind i materialismens potentielle slaveri og afhængighed. Lykke er en tilstand og den behøver du ikke skabe gennem ydre betingelser. Men du vælger selv hvordan du ønsker at leve og hvis du ønsker at arbejde dig selv halvt ihjel for at købe et stort hus, ja så gør du bare det.
10.
(† Du må ikke begære din næstes hustru, folk eller fæ eller noget, der hører din næste til)
Se punkt 9. Men der er ikke noget galt i at du beundrer en andens lækre partner. Men hold dig til at tænke tankerne og stop der. Det er nok bedst. (Se punkt 6)
Det var Thinkismens versioner af de 10 bud i Kristendommen.
Her er en genopfriskning af Thinkismens grundlæggende anbefalinger.

  • Du skal altid følge dit hjerte og din intuition.
  • Du skal ikke lade dit liv styre af frygt.
  • Du skal acceptere at du en dag, meget snart, skal dø.
  • Du skal ikke dyrke guruer. (Se bud nr. 1) Men find gerne kloge lærere.
  • Dine tanker, ord og handlinger skaber det liv du lever.
  • Du skal altid huske at universet kan levere de svar du har brug for.
  • Tilbring tid i stilhed og lyt og mærk.
  • Du skal altid forholde dig kritisk til hvad andre forsøger at fortælle dig.
  • Du skal ikke søge ind i større grupper, da det kan påvirke din intelligens i negativ retning.
  • Send den energi ud i universet, du selv ønsker at modtage.
  • Vær god ved dig selv, for du kan bedre hjælpe andre hvis du er glad, mæt og velhavende.
    Det er en god ide at kalde den en Open Source religion Alle kan bruge den, alle kan ændre den efter behov og ingen har patent på sandheden. Og kildekoden er tilgængelig for alle.
    Det var alt for i dag. Det er lørdag, kl. er 5.42 og solen står snart op.
    Fortsættes …

27-8-2021
Posten skal ud.
Jeg overvejer at starte en religion. Jeg har haft tanken et stykke tid.
Den er baseret på et antal “bud” og de kommer her.

  • Du skal altid følge dit hjerte og din intuition.
  • Du skal ikke lade dit liv styre af frygt.
  • Du skal acceptere at du en dag, meget snart, skal dø.
  • Du skal ikke dyrke guruer. (Se bud nr. 1) Men find gerne kloge lærere.
  • Dine tanker, ord og handlinger skaber det liv du lever.
  • Du skal altid huske at universet kan levere de svar du har brug for.
  • Tilbring tid i stilhed og lyt og mærk.
  • Du skal altid forholde dig kritisk til hvad andre fortæller dig.
  • Du skal ikke søge ind i større grupper, da det kan påvirke din intelligens i negativ retning.
  • Send den energi ud i universet, du selv ønsker at modtage.
  • Vær god ved dig selv, for du kan bedre hjælpe andre hvis du er glad, mæt og velhavende.
    Det er bevidst at buddene ikke er prioriteret i nummereret rækkefølge. Det gør man selv, efter behov.
    Religionen hedder ikke noget, vi mødes aldrig,, det er gratis, man skal ikke gå klædt på en bestemt måde og vi har ingen logoer og symboler.
    Men hvis man aktivt lever efter principperne, vil man uundgåeligt møde andre fra samme religion. Det kommer helt naturligt og det behøver vi slet ikke at tale om.
    Jeg får lyst til at se filmen “Life of Brian” af Monty Python
    Nok om det.
    Det er fredag og sidste dag i arbejdsugen. Jeg skal fejre mit barnebarns 4 års fødselsdag i weekenden og det glæder jeg mig meget til. Som gave har jeg købt en magnetisk tavle med en masse bogstaver og muligheden for at skrive på whiteboard og med kridt.
    Jeg har engang besluttet at mine gaver til hende, altid skal kunne bruges til at lære noget og gerne være lidt foran hendes alder, så hun bliver udfordret. Det har jeg glemt nogle gange, men denne gang er jeg opmærksom på det. At kunne læse og skrive, er noget af det mest grundlæggende. Jeg vil ikke presse hende, men jeg føler hun er en kvik og intelligent lille pige der gerne vil udfordres. Og jeg vil ikke bestemme hvad hun skal læse og skrive, men jeg håber bare hun udvikler evnen til at skelne. Skelnene visdom, måske den vigtigste af dem alle?
    Jeg er meget spændt på hvilke samtaler vi kan få med tiden. Det er jo ikke sikkert hun har lyst til at tale med mig, men hun virker nysgerrig og begejstret for det hun oplever, hun elsker at lære nyt, og det inspirerer mig meget.
    Det er noget jeg selv forsøger på at holde fast i, selvom jeg er ved at være en halvgammel stabejs.
    Så apropos at lære nyt, vil jeg gerne afsløre at jeg er begyndt at lære “pen-spinning”
    Altså den disciplin hvor man lader en pen spinne rundt om en eller flere fingre og griber den igen. Jeg synes det ser så MEGA sejt ud, og har besluttet mig for at lære det. Jeg øver mig 10-15 minutter dagligt, på en grundlæggende “The Thumb Around” teknik, mere kan jeg ikke koncentrere mig om. Pennen flyver i alle retninger, men jeg synes dog jeg kan mærke en svag forbedring. Jeg vil løbende skrive om projektet.
    Tiden løber, jeg har kun 1 time til at skrive, inden jeg må afsted til job.
    Fortsættes …

26-8-2021
Posten skal ud.
Denne morgen var jeg ganske tæt på at beslutte at jeg ikke ville skrive i dag. Men så så jeg en af mine venner poste dette:
“Den primære årsag til smerte er sjældent situationen, men derimod vore tanker om den. Vær opmærksom på de tanker du tænker.” – Eckhart Tolle
Tanker er jo min største interesse, en evig kilde til fascination, undren, fortvivlelse og meget andet, og da jeg læste dette citat, erindrede jeg en beslutning jeg tog forleden dag. Jeg vil forsøge at skrue op tankefrekvensen. Hvad betyder det? Det betyder at den negative indre dialog skal holdes i kortere snor. Der skal endnu mere fokus på det jeg ønsker, og ikke det jeg frygter.
Tanker, indre og ydre tale, skal strammes op.
Jeg har også overvejet at begynde at slette de mest negative kontakter. Der er en del folk der kontant føder negativiteten og frygten. Jeg er i tvivl om det er det rigtige at fjerne dem.
Jeg foretrækker et synligt problem. Ikke en bekymring der måske aldrig bliver til noget, eller måske er en overdrivelse eller en misforståelse.
Jeg er med på at Stoikerne bevidst anbefaler at man af og til, lever i en kunstigt skabt krise eller ubehag. På den måde øver mig sig og finder forhåbentlig ud af at det kan lade sig gøre. Det fjerner frygten. Eller som de buddhistiske meditationer der har til formål at forholde sig til døden. Det er ikke en morbid dyrkelse af døden, men en forberedelse der skal gøre en mere fortrolig med det, og gerne reducere frygten. Frygten er handlingslammende, man stivner, står stille, tør intet, tager afstand til forandring og udvikling.
Frygt skaber stress, og det svækker immunforsvaret. Frygt får hjernen til at gå i overlevelsestilstand og man bruger primært den primitive reptilhjerne.
Løsninger skal ikke findes i de samme bevidsthedstilstande som problemerne er opstået, sagde Albert Einstein, vist nok. Der skal søges på andre frekvenser og vi har uanede muligheder for at hente informationer i vores intuition, vores forestillngsevne og fantasi, og langt mere spændende kanaler end det vi bliver bildt ind af dem der mener at have patent på sandheden. Der er uendeligt mange muligheder.
Så mere energi til det positive, mere fokus på det jeg ønsker. Mere meditation, afslapning – forbindelse til de høje frekvenser, god mad, lys og bevægelse. Det er mit mål.
Fortsættes …

25-8-2021
Posten skal ud.
Tirsdag var dramatisk og det skal denne historie handle om.
Jeg var mødt ind til min opgave i Hvidovre. To dage om ugen hjælper jeg den lokale varmemester, der er overbebyrdet med andre opgaver, ikke mindst administration foran computeren. Jeg var ankommet, vi havde sludret lidt om løst og fast, drukket lidt kaffe og var på vej rundt i bebyggelsen for at gennemgå de ønsker han havde.
Vi ser pludselig et lille dyr, ret langt væk, så det er umuligt at afgøre hvilket, men min kollega, antager at det er en rotte. Det kan det også ligne, men da vi komme tættere på ser vi det er et Pindsvin. Der er tydeligvis noget galt, for den går rundt om sig selv igen og igen og gør intet forsøg på at flygte, som et Pindsvin vel normalt vil gøre.
Den har tilsyneladende ingen ydre skader.
Af og til stopper den og står stille. Vi står og kigger på den og i det samme kommer en lille dreng ud af døren og stiller sig også og kigger. Varmemesteren spørger om han kan hente en lille tallerken med vand, for måske er den tørstig. Det gør han og stiller en lille rød plastikskål ved siden af dyret. Det har ikke dens interesse.
Vi vælger at lade den være i fred, og jeg går i gang med at udføre en opgave i nærheden.
Kort efter går jeg tilbage for at se til den, og nu ligger den helt stille. Jeg tror først den er død, men kan se at den trækker vejret og blinker med øjnene.
Jeg beslutter at noget må gøres, og jeg tager et billede og poster det på FB og spørger om nogen har gode ideer til at hjælpe. Der går ikke lang tid før de første ideer kommer i kommentarfeltet. Tak til alle den der sendte forslag og gode råd. Jeg ser en fb-ven (Signe) foreslå at ringe 1812 og det vælger jeg at gøre. Jeg aner ikke hvem jeg ringer til, men finder ud af at det er Dyrenes Beskyttelse. Efter en lang historie om GDPR regler, får jeg kontakt med en sød pige og jeg beskriver situationen for hende. Hun lyder meget omsorgsfuld og deltagende, og fortæller at Pindsvinets adfærd kan tyde på et hovedtraume eksempelvis en hjerneblødning. Hun undersøger hvilke muligheder vide har for at hjælpe. Hun nævner dyreambulance eller frivillig hjælp, men ingen af disse er til rådighed.
Så konklusionen bliver at Falck kommer ud og henter den. De vil ringe indenfor 20 minutter og hun anbefaler at jeg finder en måde at spærre den inde, så den ikke pludselig forsvinder. Jeg finder en kasse i vores værksted, klipper huller i den og sætter den over det lille dyr. Jeg lægger en sten på kassen, så den ikke blæser væk og sætter en trillebør i nærheden, så den er beskyttet lidt.
Tilbage til arbejdet. Efter ca. 45 minutter, uden telefonopringning, ser jeg en rød firehjulstrækker med trailer, komme kørende. Det er Falck, men han har lidt problemer med at finde ud af hvordan han kommer ind til stedet. Så jeg trasker ned i den retning han kørte, for at møde ham, og får nu et telefon opkald næsten i samme øjeblik jeg kommer frem til bilen. Så vi afbryder samtalen, da vi har øjenkontakt. Det morer vi os lidt over, og jeg guider ham ned ad en længere vej, der kun benyttes af biler i sjældne tilfælde.
Falckredderen er meget engageret i opgaven og efter at have iført sig kraftige handsker og fjernet kassen, begynder han at tale til Pindsvinet, måske for at berolige den. Han tager den op og kigger omhyggeligt efter skader, og konstaterer at den ser fin ud. Måske har den en anelse tørt skind. Han fortæller at mange Pindsvin er plaget af utøj, men denne er meget fin. Der er dog ikke meget energi i den. Han er virkelig venlig og omsorgsfuld og og tager sig endda tid til at vise den til et lille barn i en klapvogn, der dog ikke virker særligt interesseret. Snarere lidt skræmt. Han lægger den ned i en lille æske og han vil køre den til Dyrenes Beskyttelse i Ballerup, der vil vurdere hvad der kan gøres. Hvis dens liv kan reddes, kommer den nok i pleje på en vildtstation.
Jeg var egentlig lidt bevæget over hele situationen, for jeg synes det er imponerende at vi kan sætte så meget ind på at redde et lille dyr. Det vidner om overskud og venlighed.
Det var opmuntrende at konstatere at der, parallelt med en ellers vanvittig, løgnagtig og manipulerende verden, også findes helt normale mennesker der gør hvad de kan for at hjælpe et lille dyr i nød.
Forsættes …

24-8-2021
Posten skal ud.
Jeg tænker over tanker. Hvilken effekt de har.
Jeg havde egentlig en plan om at skrive om tanker, men der sker ikke rigtig noget. Jeg sidder bare og stirrer på skærmen. Men det er ok.
Jeg så at ekstrabladet.dk har denne historie: https://ekstrabladet.dk/…/virolog-en-fordel-at…/8804063 på deres forside og ret højt placeret. Det glæder jeg mig over. Det er på tide at der kommer et modspil til det proportionsforvrængende vanvid. Medierne er medansvarlige, måske snarere hovedansvarlige, for at massepsykosen overhovedet har kunnet finde sted og komme så vidt, så det må være på tide at de angrer og bringer en mere nuanceret debat.
Jeg fik egentlig lyst til at skrive om en person der står mig nær. Det ødelagde min plan om at skrive om tanker. Men det er jo en tanke. Så skal jeg skrive om tanker, eller tanken?
Hun er alene med sit barn, og det er nok hårdt, og kræver at hun tilsidesætter mange personlige behov. Men også berigende på rigtig mange måder. Hun klarer sig godt og passer på den lille og det glæder mig. Og det var vist egentlig bare det jeg ville sige.
Denne historie er på slingrekurs. Det er ok at miste kontrollen.
For længe siden besluttede jeg mig for at være et intuitivt mennesker. Så det holder jeg fast ved. Var det ikke ham Kierkegaard der skrev noget om at vove at miste fodfæstet?
Jeg er mest til selvkontrol. “Stiff Upper Lip”, som man siger. Stoicisme.
Nå, posten skal ud og det kommer den. I dag var det uvejr, så den blev lidt underlig.
Men det bliver en god dag. Jeg vil tænke gode positive tanker, men også tillade at de negative kan få en plads. Det kan jeg godt klare.

23-8-2021
Posten skal ud.
En dejlig weekend er slut, men det skal også blive rart at komme på job igen.
Jeg nåede at se Lars Muhls film “Seeren fra Andalusien” 2 gange og den er, som altid, tankevækkende og inspirerende. Jeg har den som lydbog, men jeg må også have den i papir. Den er på indkøbslisten.
Et af de ting der altid vækker min opmærksomhed er når de taler om tankemønstre. Alt er tankemønstre, også helbredet. Det er er ikke let at begribe, men der ressonerer inde i mig. Det hele starter med tanker.
En af mine systemkritiske venner, gjorde mig opmærksom på et interview med en Belgisk psykolog, Matthias Dermet, der har forsket i massepsykoser og tilsvarende emner. Han er professor ved universitetet i Ghent, Belgien.
Det er jo noget vi ser udspille sig på fuld drøn i disse tider, så det er interessant at forsøge at forstå psykologien bag den irrationelle adfærd.
Jeg vil ikke skrive for meget om det interview, men blot nævne nogle få ting jeg finder særligt interessant.
Han nævner at for at en massepsykose i den skala vi ser i verden i dag, skal kunne finde grobund og fodfæste, er der mindst 4 forudsætninger der skal være til stede i befolkningen i et tilpas stort omfang.
Der skal være mange socialt isolerede mennesker. Mennesker der ikke har nogen nævneværdig social tilknytning.
Mange der ikke føler de lever et meningsfyldt liv.
Han nævner, som eksempel, en undersøgelse der viser at op til 40% føler at deres job er totalt meningsløst.
Der skal være en høj grad af det han kalder “frit flydende” angst og bekymring og denne følelse er ikke forbundet med en specifik årsag.
Der skal være en udbredt følelse af utilfredshed, der igen, ikke er knyttet til noget konkret grund.
Det er fra hukommelsen, men vist nogenlunde korrekt.
Er disse elementer tilstede, er jorden gødet, for at bruge et havemandsudtryk, til at skabe en proportionsforvrænget massepsykose, som den vi befinder os i i øjeblikket.
Jeg hæftede mig også ved at han nævner at det kan være en af grundende til at så mange dyrker angsten, klamrer sig til den og ikke vil give slip på historien, selvom de bliver præsenteret for data der påviser at det faktisk ikke er farligt. Fordi de endelig har fundet en grund til at føle utilfredshed og angst. De har fundet en mening med lidelsen.
Måske er der også en stille tilfredshed med at alle er påvirket. Igen den klassiske gruppedynamik. “Jeg har det dårligt, men i det mindste er jeg ikke alene.” Pludselig er man en del af det store fællesskab, og den følelse giver man da ikke bare slip på igen.
Det er interessante betragtninger. Jeg skal høre interviewet igen, for der er mange gode ting.
Det samme gælder for os systemkritikere. Mange har fundet stor tilfredsstillelse ved at være i opposition. Der er ikke noget bedre end at have et konkret problem. Eller det behøver ikke engang være konkret. Det giver mening, identitet, man udvikler sig, finder nye venner, det skaber en åbenhed og en sårbarhed som man ikke har under normale omstændigheder.
Men man skal være parat til at vinde og komme videre og acceptere den eterfølgende tomhed. Og vi vinder, så vær forberedt.
Tiden løber, så jeg slutter af med et citat fra Seeren.
“Når man opløser gamle mønstre, opløser man samtidig tiden – tid og rum er tankeformer. Tid har ikke nødvendigvis nogen udstrækning, den er ikke nødvendigvis horisontal.”
Fortsættes …

22-8-2021
Posten skal ud.
Søndag morgen. Stilhed.
I går skrev jeg om forventninger og om at man skal holde sig fra dem. Man står sig ofte bedre ved at møde dagen uden forudfattede meninger, åbent for hvad dagen vil bringe, parat til at gribe de mange fantastiske muligheder der præsenterer sig. Og selvom der ikke opstår så mange muligheder, er det også ok, og en mulighed i sig selv. Undgå at bruge energi på at banke dagen på plads, så den matcher de stive forestillinger i sindet. Det gør livet til en kamp man ikke kan vinde.
Bagefter erindrede jeg, at jeg for nøjagtig 2 uger havde skrevet næsten det samme, men den gang handlede det specifikt om lørdage. Lørdag er ofte en underlig dag, hvor man har glædet sig til weekenden, og derfor har alt for høje forventninger. Det kan skabe skuffelse og en næsten stresset tilstand, fordi man vil så meget, men har så lidt tid. Jeg havde helt glemt min beslutning om at behandle lørdagen på en mere bevidst, taktisk og målrettet måde, således at den ikke mere vil forvirre mig. Primært ved at forsøge at være uden forventninger.
Forventninger eller ej, min lørdag var ganske glimrende. Jeg fik skrevet og lavede også en tegning. Jeg øver mig med min nye pen tablet, og det er en langsom proces, men det går bedre. Jeg skal finde ud af hvordan den konfigureres optimalt, og hvordan jeg skal bruge Affinity Photo’s mange muligheder, eller rettere, hvordan jeg begrænser mig og vælger et simpelt workflow med få brushes som jeg kender. Det skal være enkelt. Det tager tid.
Jeg tegnede en havemand der holder frokostpause ved en pølsevogn. Han har parkeret sin Stiga Ride-on Frontklipper i baggrunden og han ser glad ud, for han er sulten, og lige om lidt skal han spise. Det var bare en øvelse i at tegne og i tålmodighed. Der er meget at lære.
Der er noget “climbing the ladder exercise” fra Neville Goddard over historien om at skrive om forventning, derefter glemme alt om det, og så gør man det alligevel 2 uger senere, uden at skænke det en tanke. Man skal være påpasselig med hvordan man programmerer underbevidstheden, for det kan meget let blive virkelighed Vælg mod og optimisme – ikke frygt.
Nå jeg vil stoppe, der er ikke så meget skriveenergi i dag, men der er gode muligheder for en is i Jægerspris senere
Fortsættes …

21-8-2021
Posten skal ud.
En af de morgener igen. En tom hjerne. Jeg kan egentlig godt lide den tilstand. Så er alt muligt. Af og til starter jeg dagen med en ide jeg selv synes er god, men bliver ofte skuffet over resultatet. På en tomhjernet morgen som denne, er der ingen forventninger.
Forventninger er noget af det værste. Dem skal man holde sig fra.
En forventning må være en idé, en tanke, en mening – noget der findes inde i min hjerne, eller sind, eller hvor den end måtte opholde sig. En tro på at hvis jeg kan få verden til at matche denne idé, vil jeg blive tilfreds. Og endnu mere naivt, hvis muligt, tro på at andre bliver tilfredse hvis de mener det samme som mig. Eller det er måske i virkeligheden ligegyldigt om andre er tilfredse, bare de gør som mig.
Jeg ved ikke om det er helt det samme som en projektion fra psykologiens verden, muligvis ikke, men de må være i familie med hinanden.
Hvorfor kommer den tanke overhovedet ind i hovedet på mennesker? Hvorfor ikke bare lade folk være i fred. Det kan handle om tryghed. Hvis jeg kan få andre til at være som mig, føler jeg mig mere tryg. Det kan også handle om en primitiv følelse af magt og kontrol. Kan jeg påtvinge andre en anden måde at leve på, er det tilfredsstillende at se hvordan de farer rundt og desperat forsøger at tilpasse sig. Det betyder ikke noget om det giver mening.
Da jeg var en lille dreng, syntes jeg det var spændende at rode rundt i myretuer. Se hvordan de drønede rundt og forsøgte at reparere den skade jeg, helt uden grund, havde påført dem.
Sådan har jeg det ikke mere. Ser jeg en myretue i skoven, lader jeg den være i fred.
Og jeg vil gerne sig undskyld for den forstyrrelse jeg skabte den gang.
Forleden dag gik jeg en tur i Nordskoven ved Jægerspris. Et smukt sted med en god energi.
Jeg kom forbi Snoegen, den ca, 800 år gamle eg, der desværre er afgået ved døden, men som stadig står der, meget smuk, og næsten kan virke som en skulptur. Jeg lagde mærke til at myrer havde bygget et bo op ad egen. Jeg bilder mig ind at det er relativt nyt, da jeg ikke husker det fra tidligere ture. Men det er måske forkert og det spiller ingen rolle. Jeg iagttog myrerne der kravlede på træet. De havde tilsyneladende alle travlt. Jeg bemærkede at en myre pludselig mistede fodfæstet og faldt langt ned ad træet inden den landede. Jeg vil tro at faldet var 75 cm. Det tager den ikke skade af, for den er robust, men jeg spekulerede over om den kunne huske hvad den lavede lige inden den faldt, og om den kravlede op til samme sted og tænkte “nå, hvor var det jeg kom fra” – og fortsatte sit forehavende?
Jeg kom til at se myrene som danske skatteborgere. Ved de egentlig hvorfor de farer rundt i tuen? For at skaffe føde til en stor fed “over-myre” der bare sidder der i midten og lader de andre arbejde. Reflekterer de over det? Eller er de bare så konditioneret at de ikke skænker det en tanke om det er hensigtsmæssigt og optimalt, eller om der kunne være andre måder at leve?
Når man bliver ældre er det nok normalt og forståeligt at man begynder at se tilbage på livet. Man skal være opmærksom på at man kan blive en af de sure gamle mennesker der tror at alt var bedre i gamle dage.
Men det er meget naturligt, og som ung er det heller ikke muligt, for der er ikke så meget at kigge tilbage på. Og man vil også hellere se frem til de oplevelser man forventer livet vil bringe.
På et tidspunkt er man over halvvejen, og har forhåbentlig udlevet de drømme der hører ungdommen til. Ellers er det lidt ærgerligt.
Men her er det så at d. 4. dimension kommer ind i billedet. Vil man undgå at blive en gammel stabejs der kun taler om fortiden, vil jeg anbefale at tænke fremad.
Måske er reinkarnation er mulighed, men hvem siger at man selv behøver at deltage for at være i den dimension. Måske har man allerede deltaget når man har tænkt tanken?
Måske er det nok at være der i tankerne, eller måske vil tankerne skabe oplevelsen senere, måske vil mine tanker være med til at bane vejen for at andre kan leve et andet, og måske bedre, liv. Hvorfor være så egoistisk at det kun gælder hvis man selv er med?
Det bliver lidt spaceyt nu – jeg er ikke helt sikker på hvad jeg mener.
Men modsiger jeg ikke mig selv? Jeg har tidligere skrevet at jeg vil være gammeldags og køre i en ældre Volvo P210 Duett. Det har kun været en fantasi, men jeg føler jeg har været der. Men man kan jo godt opføre sig gammeldags i fremtiden, så det er måske ikke så tosset som det lyder. Måske er målet at tage de gamle dyder med og genetablere en anstændig adfærd, baseret på anstændig livsværdier, anstændig opførsel.
Det har ikke noget med tid at gøre. Der var også uanstændige mennesker i gamle dage.
Jeg så faktisk en lysblå Volvo Amazon i går, da jeg kørte hjem fra arbejde. Det var ikke den samme model, men smuk var den. Den holdt parkeret nord for Roskilde fjord, og der sad en person i den. Jeg ved ikke hvad han lavede, eller måske var det en kvinde. Måske drømte han om fremtiden, eller tænkte på fortiden, eller overvejede hvad der gør livet værd at leve, om han måske skal ændre sit liv og prioritere anderledes. Måske er han træt at sin gamle bil og overvejer at købe en moderne elbil. Det sidste kan jeg nu ikke tro.
Nu skal vi ikke glemme at det er i dag Lars Muhl giver adgang til sin film “Seeren fra Andalusien” – men kun i 24 timer. Fra kl. 20 i aften – til søndag kl. 20.
Hvorfor er den film så interessant for mig og mange andre?
Fordi den fortæller en spændende historie, som mange af os kan genkende. Og den er mystisk og grænseoverskridende.
Lars Muhl havde en rimelig succesfuld musik karriere, og havde, parallelt med musikken, også en stærk interessere for religioner, filosofier og det spirituelle.
Da han var midt i fyrrende blev han syg og lå paralyseret og næsten lammet, i 2-3 år.
Ingen kunne finde ud af hvad han fejlede. Hans gode ven Pia Raug, gav ham et telefon nr. til en person og anbefalede at kontakte ham. Det var Seeren, der angiveligt kunne fjernheale. Muhl ringede, fik endelig kontakt og Seeren sendte energi, og 10 minutter efter, fik han det det markant bedre. Men de havde aftalt et møde 6 måneder senere og det blev starten på et lærer/elev forhold der varede i 7 år, til Seeren døde i 2007.
Kort efter mødet, faldt Muhls musik karriere fra hinanden og han anede ikke hvad han skulle leve af. Men Seeren fortalte ham at han bare skulle skrive sin historie, så skulle det nok gå.
Seeren hævdede at grunden til at Muhl blev syg, var fordi han havde fyldt sig med så meget vigtig viden, men han glemte at praktisere. Han førte det ikke ud i livet.
Hvorfor er den historie så god? Fordi det minder mig om at jeg skal huske at lytte til den indre stemme og gøre det der skal gøres. Og alle drømmer vel om at møde en lærer, en mentor, der vil tage os under deres vinger og hjælpe os videre.
Og når det hele ser sort ud, fremtiden er tåget og usikker, er det rart at høre historier fra folk der har gennemlevet det, mange af os lever i lige nu. Vi ved at det kan lade sig gøre, man kan komme ud på den anden side, det hele skal nok gå, også selvom man ikke aner hvor pengene til næste husleje skal komme fra.
Men Jes, sådan noget overnaturligt pjat gider jeg ikke se – siger nogen måske? Fjernhealing – hvad er det dog for noget vrøvl. Nææææ, jeg holder mig til hard-core videnskab.
Videnskab, siger du. Hvad skete der egentlig med videnskaben?
Hvad skete der egentlig med den åbne frie diskussion?
Vi skriver 2021. Vi brænder stadig hekse, vi torturerer stadig mennesker for at få dem til at makke ret. Vi lukker munden på mennesker der har meninger der ikke passer til den gældende overbevisning. Vi låser dem inde, lægger dem i lænker, og belønner dem med frihed, såfremt de bekender sig til den rette tro.
Den spanske inkvisition rejser rundt og sørger for at kun den rigtige historie bliver hørt.
Skulle du formaste dig til at mene noget andet, bliver du brændt på bålet.
Det er ikke videnskab, det er også en religion. Den hedder “Penge og Magt”.
Men bare rolig. Det skal nok gå. Vi kender sandheden og den kommer ud. Langsomt, men sikkert.
Forsættes …

20-8-2021
Posten skal ud.
I går tegnede jeg en lille tegning, mest for at øve mig i at bruge min nye Pen tablet, og jeg lagde den ud på Facebook straks efter jeg var færdig med den. Jeg vil gerne have tegninger med i mit arsenal af historiefortællingsværktøjer. Om det bliver til noget tør jeg ikke sige, men jeg forsøger. At tegne er tidskrævende og svært, men også hyggeligt. Det gælder nok om at finde en god og effektiv arbejdsmetode og ikke lade sig overvælde af de uendelige muligheder i softwaren. Men det tager sin tid.
Det skrev jeg til min gode ven Josefine og gav udtryk for at den digitale verden, med de muligheder der er for at skabe hurtigt, og straks få respons på det, let ødelægger ens koncentrationsevne og man bliver utålmodig.
Det er ikke noget nyt, det har jeg tænkt over mange gange, men det er dukket op igen for nylig. Og det behøver det ikke at gøre, men det er en fælde man let kan falde i.
En anden ven skrev i en kommentar, at tegningen mindede ham lidt om Ib Spang Olsen og jeg skulle selvfølgelig lige ud og checke hans tegninger. Han var jo en del af min barndom og jeg husker meget tydeligt, tror jeg da, de tegninger han lavede på tv og alle bøgerne med Halfdan R. og hans karakteristiske stemme, når han fortalte historier. Fantastiske tegninger.
Så jeg vil gerne have at jeg bliver bedre til at arbejde langsigtet, mere tålmodigt.
Men det ene udelukker ikke det andet. Jeg kan godt lide de her morgenskriverier, hvor jeg starter tidligt, skriver og poster på sociale medier, indenfor en times tid. Spontant og hurtigt.
Men jeg skal også til at øve mig i det langsigtede og at arbejde med projekter der tager lang tid.
I går så jeg et helt nyt klip på Youtube på Russel Brand’s kanal, der handlede om at tage sin power tilbage. Og han hævder, at man ikke skal bruge energi på at bekæmpe de bestående systemer og paradigmer. Men i stedet gå i gang med at skabe alternativer.
Jeg er helt enig. Men det tager tid og det kræver tålmodighed, og som alle kreative processer, vil man lave mange fejlslagne forsøg. Men det kommer man ikke uden om. Det en langsom proces.
Man bliver hvad man tænker. Det er svært at skabe nye tanker, så derfor bliver det let gentagelser. Fortiden skaber nuet, og nuet skaber fremtiden. Men små ændringer kan kan, over tid, skabe store ændringer. Der skal ikke så meget til. Og det kan lade sig gøre.
Men det er vigtigt at komme frygten til livs, eller i det mindst få så meget kontrol over den, at den ikke længere styrer vores handlinger. Frygtsomme tanker er lige så skabende som de positive og optimistiske.
Der er ikke noget flow i min skrivning i dag, men sådan kan det være af og til.
Tiden løber og jeg skal afsted på job. Fortsættes …

19-8-2021
Jeg er sen på den. Så det bliver kort.
Dette øjeblik, skrivestunden om morgenen, betyder meget for mig. Jeg står tidligt op, spiser morgenmad, og drikker bulletproof kaffe. Så tager jeg fat i min computer, og jeg glæder mig til at gå i gang med at skrive.
Min mor ringede i går, da jeg var kommet hjem fra job. Hun ville bare fortælle at et familiemedlem, som jeg ikke har set i årevis, men som jeg kender glimrende, var afgået ved døden. Han blev 93 år, og levede de sidste år på et plejehjem. Han valgte at tage sit eget liv.
Han trak en plastikpose over hovedet og lagde sig til at sove. Jeg respekterer hans valg fuldstændigt. Hvis man ikke kan finde meningen mere, ikke kan se eller høre, er isoleret på plejehjemmet, har mistet sin hustru, så må det være acceptabelt at gøre det forbi.
Det er nemt for mig at stå og filosofere i regnvejr og hævde at det er forbundet med lidelse at blive lidt våd og kold og at man stadig kan have det godt indeni. Det er jo ikke lidelse, bare en smule ubehag.
Tænk at have modet til selv at bestemme når livet skal slutte. Ikke klamre sig til det, for enhver pris. Eller tænk hvis nogen satte en udløbsdato.
Hvordan vil man reagere. Vil man gå helt i stå, tænke at alt er ligegyldigt, eller vil man leve endnu mere intenst og give den fuld gas. Jeg aner det ikke. Jeg tror stadig jeg har lang tid tilbage, men det kan være jeg tager helt fejl. Så jeg må hellere give den gas
Jeg gav mig selv en gave i går. Jeg bruger faktisk ret mange penge i denne tid. Jeg tager det som et udtryk for optimisme, at jeg tror på fremtiden, at jeg tror på at det hele nok skal gå. Jeg har været en sparsommelig pengepuger, så det er mine egne penge, ikke kviklån.
I går købte jeg en Wacom Pen Tablet. Nogen kalder den en “tegneplade” og det er bare en “plade” der forbindes til computeren, og man bruger en pen til at flytte curseren, i stedet for en mus. Det betyder at man kan tegne lige så præcist som var det en rigtig pen. Man skal bare have egnet software installeret. Det er ikke noget nyt for mig for jeg har en anden Wacom tablet, som jeg købte for 5-6 år siden, så hvorfor købe en mere, vil nogen måske spørge.
Fordi jeg gerne vil have en mindre og en trådløs. Og det har jeg nu.
Jeg vil gerne tegne mere. Min plan er jo at være Havemand og Historiefortæller. Jeg har to identiteter. Når jeg, helt bogstaveligt, tager min havemandskasket på, sker der en forandring, og jeg går i græsklippermode og farer rundt i rosenbede. Men kl. 15 tager jeg kasketten af, og så bliver jeg historiefortæller. Jeg overvejede om jeg skulle kalde mig “kunstner”, men det er jeg ikke. Jeg ved ikke hvad der karakteriserer en kunstner, men jeg føler mig mere som en historiefortæller. Og jeg vil gerne prøve at få det visuelle ind i mine historier. Jeg er ikke helt sikker på hvordan, men det tænker jeg over. Historier kan man fortælle på mange måder og det gør det spændende. Og selv små og tilsyneladende ligegyldige oplevelser fra hverdagen, kan blive til en historie.
Nu må jeg slutte – jeg skal ud og være havemand.
Fortsættes …

18-8-2021
Posten skal ud.
I dag vil jeg ikke skrive hvad klokken er, eller hvordan vejret er, men bare gå i gang med at skrive.
I går arbejdede jeg, som sædvanligt i Hvidovre. Der er jeg fast to dage om ugen, og sådan har det været siden jeg blev ansat for ca. 2 måneder siden. Jeg faldt tilfældigt i snak med områdets ældste beboer. Hun er 92 år. Hun har boet der i 63 år. Hun var ved at læsse sin rollator ind i bilen. Hun forsøgte at trække en plastiksæk omkring den, så den ikke svinede bagsædet for meget, men jeg kunne se at det drillede lidt, så jeg tilbød at hjælpe. Den skulle bare lige flyttes lidt, så kom den på. Så talte vi lidt om løst og fast og hun fortalte at hun havde været forbi lægen og Hvidovre hospital, for at få taget nogle blodprøver, så nu kunne hun endelig komme på ferie. Det skulle foregå i Skagen og hun kørte selv derop i sin lille røde Skoda. En veninde har et sted deroppe, og de har holdt ferie sammen i 27 år. Det er en dejlig tradition som hun gerne vil holde fast i, selv nu hvor hun er blevet alene. Vi kom også kort ind på andre emner. Hun har 11 oldebørn, og havde mistet en søn til cancer.
Jeg er meget fascineret af den livsenergi hun udstråler. Ryggen er ikke hvad den har været, derfor rollatoren, men det holder hende ikke tilbage. Livet skal leves.
Jeg har også tænkt lidt over den sidste tids skriverier. De har af og til været lidt dramatiske. I går brugte jeg krigssammenligninger, forleden var det Jonestown og der er mange andre eksempler. Det kan virke overdrevet, men egentlig, set i lyset af det vanvid der foregår i verden, er det måske slet ikke så slemt.
Jeg holder stadig øje med min formklippede hjertebusk, der står i samme boligområde.
Der sker lidt med den og jeg trimmer den med nænsom hånd og en gammeldags manuel hækkesaks. Men det er et langsomt og tålmodighedskrævende projekt.
Den lader sig ikke presse
Det regnede ret meget i går, og jeg så mig nødsaget til gentagne gange, at søge læ og vente til det stilnede af.
Det gav mig tid til at tænke over det at føle ubehag, at være våd og lidt kold.
Og jeg tænkte over at have det på den måde. Jeg spurgte mig selv, hvad betyder det egentlig at du er lidt våd Jes?
Jeg konstaterede at indeni mig, var det stadig ok at være. Man kan godt have det mindre godt i de ydre omstændigheder, men stadig føle tilfredshed og at livet er ok, indeni.
Det var smukt at se regnen sile ned og ramme de store vanpytter, mens jeg stod under et halvtag.
Jeg er sikker på at man kan have det så dårligt, at det ikke er ok at være nogen steder.
Og at man kan have det så dårligt indeni, at man ikke kan se det smukke i det ydre.
Men lige i går, var det ok at det regnede.
Nå nu må skriveriet stoppe – jeg skal på arbejde.
Fortsættes …

17-8-2021
Posten skal ud.
Det er tirsdag. Klokken er i skrivende stund 4.36.
Jeg vil skrive. Jeg har tænkt lidt over frygt.
Alle os systemkritikere, der stadig kæmper på hver sin måde, efter egen overbevisning, med de midler vi, hver især, finder mest effektive. Ingen har svaret på hvad der virker bedst. Man må følge sit hjerte og sin intuition. For mange har disse holdninger haft store omkostninger.
Jeg hørte et fint lille ordsprog fra Ralph Smart: “Your vibe create your tribe”.
Det kan næsten ikke siges bedre eller kortere. Man får ikke det man ønsker, nej, man tiltrækker det man er i et vibrationelt match til. Er det korrekt at skrive “vibrationelt” på dansk? Det ved jeg ikke. Pyt med det.
Jeg følger ikke med, men jeg forstår at Taliban har kronede dage i Afghanistan.
Mange danskere er stærkt engagerede og mener alt muligt og giver udtryk for det i skrift og tale. Mange er bekymret for befolkningen, især kvinder kommer til at betale en høj pris.
Kan man mon finde nogen derude der mener at vesten burde beskytte den afghanske befolkning mod overgreb fra disse fanatikere, der mener at frihed til at vælge er vigtigt, uddannelse af kvinder er vigtigt, og meget andet. Men som samtidigt støtter de overgreb der foregår mod den danske befolkning? Jeg tænker her primært på det meningsløse medicinske eksperiment der udføres mod børn?
Nogle vil måske sige at det overhovedet ikke kan sammenlignes. Selvfølgelig kan det sammenlignes. Dem der støtter overgrebet på danske børn har fundet en måde at retfærdiggøre det, og det har de valgt at acceptere og støtte, med større eller mindre entusiasme. Trods det at de bør vide at det er meningsløst, og uundgåeligt vil skade en del børn, fysisk, emotionelt og mentalt – på kortere eller længere sigt.
Men Taliban er også overbevist om at deres fortolkning af Islam er det bedste for befolkningen. Uanset hvor stærke de er i troen, er det under alle omstændigheder et stærkt værktøj til at kontrollere andre. Og når alt komme til alt, er det den væsentligste motivation.
Og jeg hævder at det der foregår i Danmark, med tests og vaccinationer, principielt er det samme. Underkast dig, eller vi straffer dig. Vi fratager dig dine muligheder for uddannelse og meget andet, hvis du ikke gør som vi siger. Helbredsmæssigt har det ingen effekt, så det er meningsløst. Det er en religion for mange. Men det stopper ikke. Det handler om kontrol og tilvænning til at staten styrer folks liv i endnu højere grad end nu.
Mange systemkritikere går sikkert og overvejer hvad der vil ske til efteråret når smittetallene helt forudsigeligt og uundgåeligt, vil stige igen. Hvordan vil regeringen udnytte dette. Det ved vi ikke.
Men jeg vil hævde at en ting er helt sikkert. Frygt kan ikke bestå på samme niveau. Og frygten er den egentlige virus. Frygten for en virus der ikke er meget farligere end en sæsoninfluenza, er irrationel og ingen kan vedligeholde frygten for den samme trussel på sammen niveau, til evig tid. Folk vænner sig til det.
Og desuden er vi, systemkritikere, også langt bedre forberedte, for vi har kæmpet kampen før. Vi har ligget i skyttegravene, vi har løbet over slagmarkerne i krydsild, vi har været udsat for tortur, vi er blevet angivet af stikkere.
Vi er hærdede og vi er forberedt. Og næste gang har vi flere på vores side, for mange er ikke så frygtsomme mere. Så det bliver nemmere.
Jeg har ikke mere tid, jeg skal på job. Fortsættes …

16-8-2021
Posten skal ud.
Så starter arbejdsugen igen. Det har været en dejlig weekend. Jeg har set mit barnebarn og der findes intet bedre end at tilbringe tid med hende. Intet.
Jeg har haft nogle gode dialoger, blandt andet om kontruktiv kommunikation versus kontraproduktiv kommunikation, hvis man kan formulere det sådan.
En af mine fb venner skrev at hun antog at mennesker der er opvokset i mere eller mindre dysfunktionelle relationer, er bedre til at spotte når noget er galt, og bliver mindre autoritetstro, senere i livet. Jeg ved ikke om det er rigtigt. Man hører jo også om folk der gentager den selvsamme grænseoverskridende adfærd de selv blev udsat for, og som de selv afskyede. Så det kan sikkert gå begge veje, eller mange veje
Det uhyggelige er når man vænner sig til det uacceptable, men det sker jo desværre.
Interessant at tænke over hvad der afgør hvad man vælger, og man skal også huske at det hele tiden, hele livet, er muligt at vælge noget andet. Det mest interessante er når mennesker laver et u-turn og vælger noget helt andet, selvfølgelig helst til det bedre. Jeg har skrevet med min gode ven Josefine om is og kakaomælk, og om at skrive, om at skrive på en anden måde, om instant gratification og meget andet.
Og vi blev enige om at til syvende og sidst, skal man nok ikke tænke så meget, men lade intuitionen guide og gøre det der føles rigtigt når tiden er inde.
Nå, jeg har ikke mere tid – jeg skal på arbejde.
Fortsættes …
P.S. Jeg har også testet Pistacie is fra Paradis is, og jeg kan sige at Poulsens is i Jægerspris er stadig den bedste

15-8-2021
Posten skal ud.
Jeg har tænkt lidt, og det har givet mig moralske skrupler. Noget der normalt ikke plager mig
I går skrev jeg, igen, en lang historie om virusvanviddet og det meste af det var inden for rimelighedens grænser, hvis jeg selv skal sige det.
Men til sidst lod jeg mig rive med og lavede en sammenligning med Jonestown massakren. Det er en tragisk historie om en gruppe mennesker der valgte at følge en “guru” ved navn Jim Jones. De flyttede til Guyana i Sydamerika for at skabe et landbrugskollektiv, og her levede de i fællesskab. De ønskede at leve på en anden måde, i et nyt paradigme. Desværre var Jim Jones bindegal og det endte med at 909 personer fra kulten, på Jones opfordring, begik kollektivt selvmord ved at indtage gift.
Når jeg skriver historier kan jeg godt lide at lave sammenligninger for at forklare hvad jeg mener. Det giver god mening for mig. Det kan vist nok, kaldes “lignelser”. Og når man bliver sur og vred, er det fristende at skrue op for styrken og finde de ekstreme historier. Det bliver sikkert tydeligere, men risikoen er at det kan have den omvendte effekt, hvis man vælger for heftige metaforer.
Jeg tænker af og til på hvad jeg egentlig lavede i folkeskolen, for jeg husker ikke så meget fra den tid, men jeg må jo have lært noget.
Men en af de bøger jeg husker jeg læste, var George Orwell’s roman, der på dansk hedder “Kammerat Napoleon”, original titlen er “The Animal Farm”. Der var noget i den bog der ressonerede stærkt i mig, og jeg husker at jeg blev i dårligt humør af at læse historien.
Det var historien om en forladt bondegård, der blev overtaget af dyrene, med et ønske om at skabe et fællesskab hvor alle var lige. Men langsomt bringer svinene sig i en særlig gunstig position, og overtager magten. Det var Orwell’s kommentar til kommunismen, som han afskyede dybt. Ja faktisk afskyede han alle totalitære systemer.
Jeg har svært ved at forstå, og kapere, den følgagtighed jeg ser i verden i dag.
Det gør mig ondt, men jeg formår alligevel at holde en underlig distance til det, så længe det er voksne mennesker der handler om. Voksne mennesker kan selv sætte sig ind i stoffet og selv vælge til og fra. Men at man presser børn til det er utilgiveligt og gør meget ondt på mig.
Følgagtighed har tilsyneladende intet at gøre med om folk er intelligente, eller om de har lange uddannelser. Til sidstnævnte, måske endda tværtimod.
Af og til spekulerer jeg på hvor min distance kommer fra. Jeg er vokset op med en alkoholiseret far, og selvom alle i familien prøvede at hjælpe ham, var det spild af tid. Til sidst gad jeg ikke mere og skabte en emotionel distance. Måske er det der fra den kommer. Da han døde som 46 årig, oplevede jeg det nærmest som en lettelse. Det lyder kynisk, men sådan var det. Der skal være grænser for hvor langt man lader andre trække sig ned.
Det var sikkert også derfor at buddhismen senere kom til at betyde meget for mig. Og ordene “Man kan ikke gøre meget for andre, så længe man selv er forvirret og lider” som gentages hele tiden i meditationerne, er meget stor visdom. Kun fra en tilstand af overskud, kan man hjælpe andre. Derfor skal man passe på sig selv, først og fremmest.
Det lyder egoistisk, men det er det ikke. Det er sund fornuft og logik.
Folk må selv vælge hvordan, og hvor længe de vil leve.
Men børn skal man kæmpe for. Ikke ofre i en meningsløs massepsykose. Når de bliver gamle nok, kan de selv vælge.
Jeg er vred, men jeg formår at målrette vreden til regeringen og dem der manipulerer og lyver for folk, og dem der tjener penge på en unødvendig frygt. Jeg lader den ikke spilde over i andre aspekter i mit liv. Jeg lader den ikke ødelægge relationer, min nattesøvn og andet der er vigtigt for at trives.
Jeg modsiger mig selv, for jeg hævder at være distanceret, men engageret, og ligeglad, men selektivt vred. Hver tilstand rummer sin egen modsætning. De er en del af samme helhed.
Var det noget vrøvl? Det kan jeg ikke lige overskue – jeg er for søvnig.
Min gode ven Lars Muhl gør opmærksom på at dimensioner ikke er steder, men tilstande.
Det er værd at tænke over. Tænk at der findes mennesker der lever som naboer, eller går lige forbi hinanden i SuperBrugsen, og den ene tror der er en livsfarlig virus, og at det derfor er rimeligt at pumpe en utestet vaccine i kroppen på alt og alle,inklusive små børn, og personen der står lige ved siden af, og er ved at lægge en liter Thise kakaomælk i kurven, har undret sig, kigget på tallene og forholder sig kritisk. Og vil ikke være med til det.
Nu må det snart være nok med dette skriveri. I går lærte jeg et nyt ord. Jeg kunne ikke finde en oversættelse på “Stampede”, som er en panikflugt, men det rigtige ord er “Bisse”. Så blev jeg klogere
Jeg slutter ofte af med at hævde at mine skriverier er usammenhængende og det føles også ofte sådan. Men det er de ikke altid. Det her er dog helt bestemt – men jeg vil aldrig skrive det mere, for det har ingen betydning. Det er rart at skrive.
Og til sidst vil jeg gerne gøre reklame for en gammel film, som jeg anbefaler alle at se. Det er den tyske film “Das leben der anderen” – “De andres liv” – den ligger på min top 3 liste over bedste film jeg har set. Ja måske på 1. pladsen. Den handler om livet i Østtyskland før muren faldt, og hvordan der er skabt dette usunde, ja syge forhold mellem staten og borgere.
Fortsættes …

14-8-2021
Posten skal ud
I dag ved jeg hvad jeg vil skrive om, og ikke som de foregående dage, hvor hjernen var helt tom for ideer.
En af mine fb venner som jeg aldrig har mødt i virkeligheden, skrev i en kommentar til et af mine morgenskriverier, om et menneske der voksede op bag Berlinmuren, og aldrig reflekterede over hvorfor hun skulle leve sådan. Og hun (min fb ven) undrede sig også over hvorfor så mange mennesker, hendes egen familie inkluderet, opfører sig så irrationelt i dette virusvanvid, der nu er ved at blive afløst af et vaccinevanvid.
Hun bad mig tænke over det, mens jeg kørte på Stiga frontklipperen, som jeg jo gør, men selvom havemænd ofte har mange talenter , er jeg på ingen måde ekspert. Så det er bare mine tanker, reflektioner og holdninger jeg giver udtryk for. Jeg fik først hendes besked sent på dagen, så jeg nåede ikke at få den med på arbejde, men har i stedet brugt natten på at tænke
Engang for længe længe siden, i en fjern fortid, da jeg var en lille forvirret dreng, læste jeg noget om de nordamerikanske cowboys. Deres job var at passe kvæg ude på prærien, og det var et hårdt og ensomt job. De red på heste dagen lang og sørgede for at kvægene ikke forsvandt og fik noget at spise og meget andet. Om aftenen og natten lavede de bål, fortalte historier og sang sange, både fordi de skulle have tiden til at gå, men også fordi de forsøgte at berolige kvægflokken med lyde de var fortrolige med.
Hvis der var noget disse cowboys frygtede, mere end noget andet, var når det af og til skete at nogle dyr i kvægflokken hørte lyde fra noget de opfattede som en potentiel trussel.
Det kunne være en reel fare, et rovdyr eksempelvis, men ofte var det bare et helt ufarligt dyr, eller vinden, eller måske et andet dyr i flokken der lavede en lyd.
Dette kunne i nogle tilfælde gøre en lille gruppe kvæg bange og denne angst kunne sprede sig til resten af flokken. De øvrige dyr vidste ikke hvad de skulle være bange for, men de mærkede at andre individer var bange, så der var nok et eller andet. I værste fald kunne denne kollektive angst få kvægflokken til at sætte i bevægelse og begynde at løbe i panik, uden mål og med. De vidste ikke hvad de løb fra, eller hvorfor, eller hvorhen, men da de andre var bange, var det nok bedst at løbe med.
På det engelske sprog kaldes dette fænomen et “stampede”. Jeg ved ikke hvordan det oversættes til dansk – måske “panikflugt” er et rimeligt bud?
Når en kvægflok kommer løbende i blind angst, gælder det bare om at komme væk. Den stopper ikke og det er tunge dyr. Man bliver knust, hvis man står i vejen.
Hvordan disse cowboys fik kontrol over flokken, ved jeg ikke, men jeg tænker at der ikke var så meget andet at gøre, end at lade dem løbe til de igen faldt til ro.
Jeg har fra starten af virus-psykosen haft den holdning, at denne sammenligning absolut kan bruges til at forklare meget af det der sker med størstedelen af befolkningen i Danmark, og sikkert resten af verden.
En anden ting der går igen og igen og igen, er ordet “proportionalitet”. Jeg har skrevet det så mange gange, at jeg kan stave det uden problemer
Den “lyd” som kvægflokken blev bange for, er en virus der kun påvirker en meget lille del af befolkningen. Og primært gamle mennesker der allerede er svækkede af alder og som regel af flere sygdomme der alle potentielt kan tage deres liv. Den gennemsnitlige overlevelsesprocent er tårnhøj, ca. 99.95% eller højere, så det er ikke en farlig sygdom.
Den sårbare gruppe, er såvidt jeg ved, samme gruppe der påvirkes i influenza sæsonen og derfor nem at identificere.
Så jeg hævder fortsat, stædigt og vedholdende at: “Der er ikke noget at være bange for”. Jeg gentager: “Der er ikke noget at være bange for”.
Alle data understøtter denne påstand og jeg har ikke set nogen grund til at ændre den.
Men hvorfor er folk så blevet bange? Fordi en gigantisk, manipuleret og tilsyneladende koordineret indsats, har skabt det indtryk at folk dør som fluer. Men det er ikke tilfældet.
Vi vælger i mange andre henseender at leve med risici. Vi accepterer at influenzasæsoner tager liv, vi accepterer trafikdræbte uden at nogen foreslår at vi forbyder bilkørsel, vi accepterer drukneulykker uden at foreslå forbud mod at svømme, vi accepterer at folk ryger og spiser usundt – og sådan kan vi blive ved og ved og ved.
En ting jeg slet ikke forstår, er hvordan det kan være at nogen har held med kontinuerligt at flytte målstregen og præmisserne OG få intelligente mennesker til at hoppe med på den.
Jeg forstår at nogen forsøger, for der er mange der powergrabber og tjener penge på holde virus-psykosen i gang, men at så mange kloge mennesker lader sig trække med, er mig en gåde.
Lige meget hvor få der dør eller er indlagte, blæser man bare de nye lave tal op, og får det til at blive et ligeså stort problem. Hvorfor hopper folk på det?
Den grundlæggende præmis er uændret. Oven i købet er der nu udviklet behandlingsmetoder og andet.
Jeg har selv været i Berlin 6-7 gange og jeg elsker byen. Det er dog efterhånden 8-9 år siden jeg sidst har været der, og den har efter sigende ændret sig en del, ikke nødvendigvis til det bedre. Jeg er fascineret af dens historie. Den er meget dramatisk.
Grunden til at man spærrede folk inde bag muren var blandt andet, at 5-600.000 østtyskere årligt forlod landet efter opdelingen, og rejste til vesttyskland. I stedet for at ændre systemet så folk var glade for at bo i landet, spærrede man dem inde.
Jeg forstår ganske enkelt ikke den tankegang. Men jeg er heller ikke socialist, har aldrig været det, og bliver det aldrig.
Det vigtige middel for magthaverne, er netop menneskets tilpasningsevne.
Hvis man opfostrer et dyr, der normalt fint kan klare sig i naturen, i fangeskab, vænnes dyret sig til livet bag tremmer og mister evnen til at klare sig selv.
Mennesker søger mod harmoni og vil bare gerne overleve, leve i fred og ro, få børn og have rolig dagligdag.
Derfor tilpasser mennesker sig de mest urimelige forhold. Det er uudholdeligt at være i opposition hele tiden. Og i mange tilfælde hylder man ligefrem sine undertrykkere. En form for Stockholm syndrom.
Og det bliver nemmere og nemmere for magthaverne, som tiden går.
Det ser vi også nu. Coronas Vidner, elsker begrænsninger, elsker at få fjernet deres frihed og elsker restriktioner. Og de hylder deres undertrykkere.
Årligt dør på verdensplan ca. 3.000.000 (3 millioner) børn og spædbørn af diaré. Fordi de ikke har noget så simpelt som rent vand. Kloakvand og drikkevand blandes og det kan mennesker ikke tåle. Hvor mange menneskeliv kunne man redde hvis man brugte de mange milliarder der årligt testes for i DK, til at skabe renere vand i de lande?
Det har ingens interesse, for det påvirker ikke meningsmålingerne.
Det lader til at kvægflokken stadig er i bevægelse. Det er måske ikke så meget frygt der driver den mere, men snarere den nye “messias” – frelseren, der nu dyrkes i en tilsvarende massepsykose. Jeg tænker på vaccinen der ukritisk pumpes i alt og alle, også personer der ikke på nogen måde har fordel af det. For hvad? For at “beskytte” en ganske lille gruppe, der glimrende kunne beskytte sig selv. For at give folk deres “frihed” tilbage? En frihed der aldrig skulle have været fjernet. Det er den mest tyndbenede forklaring jeg har hørt, men man har fyldt folk med de mest vanvittige historier, og man ændrer dem kontinuerligt i den ene mere selvmodsigende forklaring efter den anden. Men det påvirker på ingen måde flokken der tror på det hele, og i et Jonestown-lignende gruppeorgie, ufortrødent fortsætter på fuld styrke ud over stepperne.
Nu gider jeg ikke skrive mere og det er igen lykkedes mig at lave en totalt usammenhængende historie, men sådan kan det gå. Og det er der ikke noget at gøre ved.
Det er weekend og jeg ser frem til noget der skal ske senere på dagen.
Det fylder mig med fryd, kærlighed og glæde.
Fortsættes …

13-8-2021
Posten skal ud.
Jeg fornemmer at forudsætningerne for virus-debatten har ændret sig markant, men at mange ikke har opdaget det endnu, fordi de er gået i selvsving inde i deres vante boble
Som den dybt koncentrerede 100 meter løber der ikke hører at løbet er afblæst på grund af tyvstart og derfor fortsætter på fuld drøn. Jeg tager muligvis fejl. Det gør jeg af og til. Jeg er jo kun et menneske. Døm mig ikke for hårdt hvis det er tilfældet. Løbet er ikke afblæst, men det har ændret sig lidt. Vi har momentum og det skal fastholdes. Ikke slappe af. Oprethold et vedholdende pres med saglige argumenter. Saglige.
Det er fredag og jeg føler mig lidt træt. Kl. er 4.59 og det er sidste dag i en ganske fin uge.
Jeg har kørt meget alene og det kan jeg egentlig også godt lide. Jeg kører i den lille Mercedes lastbil, med en gul Stiga 740 frontklipper på ladet. Når jeg er fremme, kan jeg selv sænke rampen, køre klipperen ned og påbegynde arbejdet. Når jeg er færdig, op igen og videre til næste opgave. Vejret har været fantastisk.
Min gode ven Josefine, der, af en eller anden grund, bor i Jylland, spurgte mig hvad jeg mener med d. 4. dimension, som jeg tidligere har fablet om. Jeg svarede at jeg ikke er sikker på hvad jeg mener, men jeg tror det er fremtiden. Fremtiden eksisterer i den indre dialog, og den danner en stor del af forestillingsevnen, og det er den skabende kraft. Vi talte lidt om forskellen på at visualisere noget man allerede kender, et produkt der eksisterer, og at have et ønske om at bygge noget man ikke ved hvad er. Det er et tilbagevendende tema.
Neville Goddard hævdede at man godt kan regne med at alt hvad man skal bruge, allerede findes, allerede er skabt. Så det er “kun” et spørgsmål om at søge og opdage komponenterne, og bygge det man vil.
Hvorfor ikke bare være tilfreds med det jeg har? Fordi det er naturligt for mange mennesker at være nysgerrig og gerne vil have nye oplevelser, og gerne vil udvikle sig lidt, af og til.
Så det er ikke fordi jeg har en følelse af utilfredshed i mit liv.
I går aftes hørte jeg igen Lars Muhls “Lyset i et menneskes hjerte” og jeg blev lige mindet om noget i den stykke jeg hørte. “Det man mangler i sit liv, skal man selv give mere af”. Det er lidt ulogisk, men jeg tror på at det er sådan det er.
Nå, tiden løber – jeg må afsted. Fortsættes …

12-8-2021
Posten skal ud.
Igen en af de dage hvor hjernen er tom. Det bekymrer mig ikke. Der skal skrives. Jeg skal nok finde på noget. Der er historier alle vegne og går det helt galt kan man altid skrive om at man ikke har noget at skrive om.
Jeg kunne jo passende starte med at blære mig med at jeg har fået positiv feedback fra et sted jeg arbejder som havemand. Et boligområde jeg har passet 2 dage om ugen, mens varmemesteren havde ferie i 3 uger. Ikke fordi arbejdet har været væsentligt anderledes, bortset fra et par ekstra opgaver, men det var rart selv at kunne tilrettelægge og bestemme.
Min styrke er ikke høj hastighed, men grundighed. Og jeg møder til tiden og jeg prøver at være positiv. Det lykkes ikke altid, men det gør livet lettere.
Jeg giver stadig legepladsen særlig opmærksomhed. Jeg klipper græsset, buskrydder og forsøger at få pranaen, livsenergien, i bevægelse. De små skal have et pænt sted at være.
Jeg så både en børnehave og et par dagplejemødre, der besøgte stedet. Det glædede mig og jeg var lige ved at spørge om de kunne mærke en forandring. Men jeg lod være,
Jeg bruger også lidt tid på den formklippede hjertebusk og man kan se nogle af de små grene er begyndt at lave sideskud. Jeg tror det er det der skal til for at få et flot tæt busk. Det tager tid, men det kommer stille og roligt.
Da jeg var kommet hjem fra arbejde i går, havde taget et bad, skrevet med Josefine, gik jeg en tur i byen. Det var bare en slendre tur, uden noget formål. Jeg gik ind i nogle butikker og kiggede, men købte intet. Det var bare for at kigge og fornemme. Jeg gik gennem gågaden og tænkte på hvordan det er at leve i en parallelverden. Og jeg tænkte på om ikke det er ved at være på tide et gense film “The Matrix”.
Alt virker normalt, folk går rundet som de plejer, de ligner almindelige mennesker. Men jeg må konstatere at en stor del af dem er en del af the matrix, de er afhængige af systemet. De har uddannelser, penge og det lader til at de kan tænke selv, men en stor del er overraskende uselvstændige og afhængige af at være en del af flokken. Problemet er at de ikke selv er klar over det.
For mig betyder det at leve i en parallelverden ikke at jeg vil isolere mig, bo et særligt sted, eller klæde mig i særprægede gevandter, nej jeg bevæger mig gerne blandt de andre. Jeg tror jeg ligner dem fuldstændig. Men der er en forskel. Jeg har gennemskuet noget. Det gør dem ikke til dårligere mennesker og jeg vil gerne tale med dem, og pleje omgang med dem, omend det nok kun bliver i kortere perioder ad gangen. Jeg er ikke ude i en mission for at omvende nogen. Det er deres egen sag, og deres egen karma. Det er ikke alle der vil vågne i denne inkarnation, og det er helt fint. De kommer når de er klar.
Jeg vil slutte med at skrive en kort kommentar til virus-situationen. Jeg føler der er et godt momentum nu. Der er mindre frygt og flere vågner. Der sker mange gode ting der peger i den rigtige retning. Frygten, og udnyttelsen af denne, har hele tiden være det reelle problem. Nu forsvinder den, og det bliver nemmere.
Jeg har ikke mere tid – jeg skal på job.
Fortsættes …

11-8-2021
Posten skal ud.
Det er blevet onsdag. Tiden flyver. Kl. er 4.21. Det er helt mørkt ude i den tidlige morgen. Alt er stille. De sidste 2 dage har jeg skrevet om virussen efter en længere pause.
I går oplevede jeg det usædvanlige at mit indlæg på Linkedin, fik flere likes end præcis det samme indlæg på FB. Det har jeg vist aldrig set før. Jeg har ingen forklaring på det, men jeg fornemmer at utilfredsheden hos brugere på Linkedin bliver mere tydelig og folk er ikke længere så tilbageholdende. Og det vil glæde mig meget hvis jeg har ret, men det er svært at sige, for det kan være algoritmerne der sørger for at man primært møder ligesindede. En “filterboble”.
Men der er mange andre ting der tyder på at vinden er ved at vende, så lad os holde fast i det og opbygge en kraftfuld, optimistisk, positiv energi, et indre drive der gør os ustoppelige. Lad os vise mod og kampgejst og ignorere frygtskaberne der findes alle steder og i alle lejre. Kampmoral betyder alt. Og lad os holde sammen og ikke lade os splitte af små ubetydelige forskelle. Lad os kommunikere sagligt og fornuftigt, så det er til at forstå. Målet er det samme og taktikkerne til at nå derhen kan sagtens være forskellige, uden det betyder at vi ikke kan arbejde sammen.
Da jeg kom hjem fra arbejde i går, var jeg fyldt af en usædvanlig energi, som jeg undrede mig lidt over var til stede, efter en ret aktiv dag. Men det var også glædeligt. Jeg skrev med min gode ven Josefine, om mange forskellige emner, ikke mindst vores fælles begejstring for Lars Muhls bog “Lyset i Menneskets hjerte”, som hun har købt og er i færd med at læse. Jeg har selv hørt den non-stop i lang tid og har ikke længere tal på hvor mange. Vi talte også om mad og kakaomælk og skrivning.
Postnord havde, professionelt og som aftalt, leveret min bestilte børneautostol. Den stod foran hoveddøren. Den gamle var blevet for lille og jeg solgte den på DBA. Nu skal den leve et nyt liv hos en mormor et andet sted.
Jeg lagde ugens ordre hos Nemlig, og fik derefter lyst til at gå en tur i byen. Jeg tog mit kamera over skulderen og en paraply i lommen, og afsted. Jeg besluttede at gå en tur i Irma. Jeg manglede et par småting. Jeg foretrækker Nemlig, men når jeg en sjælden gang går i supermarkeder, kan jeg godt lide Irma. Det er lidt specielt og eksklusivt og alt er så pænt og korrekt. Og man slipper for pøblen. Der var ikke mange mennesker, temperaturen var perfekt. Og de forhandler Thise mejeriprodukter. Jeg besluttede at købe en liter kakaomælk af den fedeste type. Jeg drikker ikke ofte kakaomælk, men af og til får jeg lyst. Og da jeg i forrige uge glemte min madpakke, og måtte køre ind hos en bager og købe en sandwich og en halv liter kakaomælk, blev min trang vækket. Det går over igen.
Og i Irma slipper man for plebejerne. Jeg forsøger at skabe et plebejfrit liv. Jeg orker det ikke. Jeg købte en plastikpose ved kassen, så jeg kunne signalere at jeg handler i Irma. Når man betaler overpris for produkterne, må det være rimeligt at blære sig med det.
Jeg gik i Bog og Idé og kiggede efter en fødselsdagsgave til mit barnebarn der fylder 4 år snart. Jeg tror hun skal have en magnetisk tavle med bogstaver og kridt, så hun kan begynde at lege med ordene. Jeg har engang besluttet at alt hvad jeg giver hende, skal have et pædagogisk formål og gerne være lidt for avanceret til hendes alder, så hun bliver udfordret. Jeg har glemt det nogle gange, men denne gang husker jeg det.
Det er de mærkeligste ting jeg kan tænke på når jeg går tur, eller laver alt muligt andet. Hvor kommer de tanker fra?
Mens jeg gik i byen kom jeg til at tænke på en gang i folkeskolen, hvor vi lavede en maske i papmache, bygget over en ballon, der efter papmacheen størknede, blev punkteret og fjernet og derefter kunne man bygge videre på den og male den. Mit projekt blev forbyttet med en kammerat der havde lavet det forkert, så min maske blev ikke til noget og jeg måtte lave noget andet. Jeg overvejer om jeg skal lave det igen, måske sammen med mit barnebarn. Hun ville elske at rode med papir dyppet i papmache lim, vil jeg tro. Og jeg ville færdiggøre og hele et uforløst barndomstraume. Nå, så slemt var det heller ikke.
Men jeg kunne selv godt tænke mig at prøve. Der er noget særligt ved masker.
Nu er dette usammenhængende skriveri slut.
Fortsættes …

10-8-2021
Posten skal ud.
I går skrev jeg for første gang i lang tid om virussen, og i dag fortsætter jeg i samme spor.
Nu melder Islands statsepidemiolog det samme som SST i Dk gjorde fornylig, og som svenskerne har sagt hele tiden. Virussen kan ikke kontrolleres eller stoppes. Den skal have lov til at arbejde sig igennem befolkningen, mens man forsøger at passe på de sårbare.
Vi er nu i sensommeren 2021, og det er hvad Tegnell i Sverige har sagt hele tiden og det er hvad Sunetra Gupta (Oxford Uni), Jay Bhattacharya (Stanford) og Martin Kulldorff (Harvard) hævdede, da de i oktober 2020 fremlagde Great Barrington erklæringen. Fokuseret beskyttelse, blev det kaldt.
Det blev støttet af mange, men nej, det var ikke det den politiske agende gik ud på, så det skulle ignorerers, censureres, latterliggøres, hånes – og det blev det.
Jeg støttede den model fra begyndelsen, da jeg hørte Tegnell, og det gjorde Brostrøm vist egentlig også, såvidt jeg husker. Det var før han solgte sin sjæl og troværdighed til en politisk ideologi, til et afstumpet hæmningsløst forsøg på udnytte en harmløs virus til at tilrane sig mere magt, til at vænne folk til mere kontrol og endnu større afhængighed af staten og hvor man kynisk tog børn og unge som gidsler. Han bøjede nakken og fik lov tll at beholde sit gode job og fik lidt ekstra prestigefyldte internationale bestyrelsesposter.
Jeg er ked af at bo i Danmark, for jeg har mistet tilliden til sundhedssystemet og til politikere. Sidstnævnte har jeg aldrig haft stor tillid til, men nu er den helt væk.
Ikke tilliden til den enkelte læge eller sygeplejerske, nej, men det overordnede system.
Og den bliver med stor sandsynlighed ikke genoprettet i denne inkarnation. Væk for evigt.
Jeg ville ønske jeg boede i Sverige. Jeg tror jeg ville stå på hovedet for Tegnell, hvis han bad mig om det. Sund fornuft, balance, proportioner og brug af grundlæggende afprøvet viden om virus.
I hvert fald i begyndelsen, indtil politikerne også der gik i panik. Men langt bedre end i mange andre lande, såvidt jeg kan vurdere.
Og JA, jeg kan stå på hovedet
Jeg linker til en helt ny artikel fra Lars Muhl, som han kalder “En ny sundhedsvision – det hele mennesker” https://www.larsmuhl.dk/en-ny-sundhedsvision-det-hele…/
“You never change things by fighting the existing reality.
To change something, build a new model that makes the existing model obsolete.”
― Buckminster Fuller
Fortsættes …

9-8-2021
Posten skal ud.
Det er mandag morgen. Kl. er 4.11. Denne post er lidt atypisk, for en stor del af det skrev jeg i går, sidst på eftermiddagen. Og efter en god nattesøvn, vil jeg nu redigere.
Det er længe siden jeg har skrevet om virussen. Hvilken virus? Ja den virus som ingen dør af, og derfor er blevet erstattet af frygt for testresultater, nedlukninger og frihedsberøvelse, der bruges til at presse folk til at tage en hasteudviklet og nødgodkendt vaccine der ikke virker særligt godt, ikke forhindrer folk i at blive smittet og som fortsat sætter dem i stand til at smitte andre. Nåå den. Ja den.
Sidst på dagen i går, søndag, efter en dejlig tur i skoven, fik jeg pludselig lyst til at opsummere den sidste uges gode nyheder. Generelt er der for meget fokus på frygt, men vi skal huske at være opmærksom på det gode der også sker, og at sprede budskaberne.
Så jeg vil forsøge at lave en lille opsamling af de gode og relevante ting der er sket den sidste tid. Mest for min egen skyld, for at få et overblik. Der kan meget vel være fejl og misforståelser og hvis det er tilfældet, skal jeg beklage på forhånd.
Det første jeg vil nævne er at vi måske er ved at få en reel politisk opposition til det totalitære styre der har hersket det sidste 1,5 års tid.
Liberal Alliance har meldt ud at Corona nu skal nedprioriteres og have samme status som en almindelig influenza-lignende sygdom.
Og nogenlunde det samme har Venstre også sagt i den forløbne uge.
Det var fandengaleme’ på tide.
NB har udtrykt denne holdning i længere tid, så vi mangler lige at de Konservative vågner. Og gerne flere selvfølgelig.
Det lyder som gode nyheder i mine ører. Så er der måske mulighed for et politisk alternativ.
Og jeg er sikker på at disse udmeldinger kommer fordi der er sket en markant ændring i folkestemningen. Ellers ville de nemlig ikke turde melde sådan ud.
Om der kan skabes et flertal har jeg ingen anelse om. Men det er en start og det kan forhåbentlig sætte gang i en debat. Tænk engang – en debat.
Det har der ikke været noget af overhovedet. Tværtimod, har vi været udsat for en fuldstændig ensidig propaganda for at presse en specifik, politisk styret, ikke sundhedsfaglig, nej slet ikke, historie igennem, og tilmed censur af dem der mener noget andet.
Hvad har vi ellers af gode historier?
Den tyske avis Bild har offentligt sagt undskyld for de løgne og den regeringspropaganda de har viderebragt, den frygt de har skabt og for den skade på børn de derfor er medskyldige i. Og tro mig, børn har lidt skade. Det ville klæde danske medier at gøre det samme.
Det er fastslået med 7 tommer søm, at naturlig infektion giver god immunitet, selvom det blev påstået at det kun kunne ske gennem vaccination. Det var naturligvis noget sludder, og løgn, som så meget andet vi har hørt på.
Vaccinen beskytter ikke mod sygdommen, men kan i visse tilfælde forhindre alvorligere sygdomsforløb hos dem der påvirkes. Og vaccinerede kan fortsat smitte andre.
Statens Serum Institut erkender at man ikke kan opnå flokimmunitet ved hjælp af vaccinationer. Angiveligt på grund af de konstante mutationer, som er helt normalt for en virus af den type.
Så hvad er pointen med fortsat at vaccinere? især børn og unge? Det er meningsløst. Og de har absolut ingen glæde af det. Og vi kender ikke de langsigtede konsekvenser.
De bliver ikke påvirket at SarsCoV2/CV19 og udvikler naturlig immunitet. Det er en skamplet og skal stoppes omgående.
Langt hovedparten, også voksne, tager ikke vaccinen fordi de er bange for virussen, men fordi de uberettiget er frataget deres frihed, er blevet truet med at miste deres job, ikke kan få en uddannelse og andet.
Berlingskes underfrankerede chefredaktør T. Jensen, hævder det er en borgerpligt at lade sig vaccinere. Mage til sludder skal man lede længe efter, selv i en verden der nærmest ikke består af andet.
Vi er mange der fra starten har ment at det hele er absurd og ude af proportioner, og som det ser ud nu, er det mere vanvittigt end nogensinde.
Corona-passet blev fjernet en række steder d. 1.8.2021 og det er positivt.
Planen er at afviklingen af passet skal fortsætte i løbet af efteråret. Det bliver spændende at se om det sker, eller om de “pludselig” finder et påskud til at genindføre det. Det ville ikke overraske mig det mindste, men vi er klar. Vi sover med støvlerne på.
I Sverige går det rigtig godt, selvom de har kørt en helt anden linje end den Danske. Det må være lidt irriterende for de totalitære i regeringen og coronas vidner ude i befolkningen.
Man kan køre eller sejle en times tid mod øst, og så kommer man til en anden verden uden totalitære tiltag, der sjovt nok også har helt styr på tingene.
Men hvad med senfølgerne, for helvede Jes? hvad med senfølgerne?
Jeg gider ikke høre mere om senfølger, for der findes mange sygdomme der kan give senfølger. Det er et ord man har sluppet løs for holde gang i frygten da man i sin tid opdagede at meget få blev indlagt og kun få døde. En person der står mig nær har kæmpet i over 1 år, on and off, med en lungebetændelse og det har ingen kaldtt senfølger. Vi har kaldt den en sejlivet skidderik, og tænkt at der måske er nogle ubalancer på grund af stress og bekymring, men det skal nok gå til sidst. Og det gik jo også.
Og jo, jeg tror da bestemt at nogen er hårdt ramt af CV19 og af senfølger. Det erkender jeg absolut. Men der er mange der er hårdt ramt af så meget andet. Men dem hører man bare intet om. De ligger også derude på hospitalerne og kæmper for deres helbred eller går rundt og skranter, men fortsætter heroisk deres liv efter bedste evne. Så jeg efterlyser igen proportionalitet og ikke den enøjede fokus på en virus der ikke påvirker ret mange.
Og nogen vil måske spørge om jeg da ikke selv er bange for at blive ramt. Jo, jeg er bange for at blive ramt af samtlige sygdomme i lægeleksikonet, bortset fra dem der kun påvirker kvinder. Men jeg vil ikke finde mig i at hele verden skal gå i stå, eller at denne relativt ufarlige virus skal bruges som påskud til at skabe et samfund med mere kontrol og mindre frihed. Eller at man pumper utestet medicin i mennesker der ikke ønsker det, og især vil jeg ikke acceptere at man ødelægger børn og unges liv, når de på ingen måde er i risikogruppen.
Jeg har selv levet søndagen som en fandenivoldsk vovehals og startede med at spise en omelet så kolesterolen skyllede rundt i min krop. Jeg har kørt 100 km i bil, indåndet beskidt luft og udsat mig selv for ufattelige farer i trafikken. Jeg gik alene i skoven og jeg kunne let have fået en stor gren i hovedet eller faldet om på grund af varmen. Og ingen havde fundet mig i den store skov. Jeg kunne være blevet ædt levende af røde skovmyrer mens jeg lå bevidstløs i skovbunden. Med dødsforagt spiste jeg en stor is der var fyldt med sukker.
Det har været en dag på kanten, med livet som indsats, men jeg valgte at se døden i øjnene og når man gør det, er det som om frygten mindskes eller helt forsvinder.
Jeg ved jeg skal dø på et tidspunkt, det er der ingen tvivl om. Men jeg vil ikke leve i frygt.
Fortsættes …

8-8-2021
Posten skal ud.
I dag vil jeg skrive lidt om lørdage. Det er i skrivende stund søndag, så den sidder frisk i erindringen. Jeg taler ikke om den specifikke lørdag i går, men om lørdage generelt.
Jeg kan godt lide weekends. Jeg har været ledig i en periode, men er nu i arbejde. Men selv da jeg var ledig var der forskel på hverdage og weekends. Det er mærkeligt, men sådan var det for mig. Weekenden var “helle” – tidspunktet hvor jeg ikke følte mig presset af systemet. Det var mere mentalt, end et reelt pres.
Men hvad er der så med lørdagen? Er der noget galt med den? Nej, men den kan godt være lidt svær at håndtere. Jeg kan godt lide mit arbejde som havemand, eller gartnerassistent, men jeg glæder mig også til fredag eftermiddag, hvor jeg kan holde fri og sige “jaaa, så er det weekend”. Og man kan sige “god weekend” til sine kolleger og alt det der. Ja jeg kan næsten overbevise mig selv om at jeg har fortjent at holde weekend
Og så kommer lørdagen og jeg nyder at jeg ikke skal afsted tidligt og at jeg har god tid til spise morgenmad og drikke kaffe, og at skrive min morgenpost.
Men når så det er klaret, går det op for mig at dagen er fri, det er min dag og jeg skal selv fylde den med noget der giver mening. Så jeg synes på den ene side at jeg skal slappe af og lave ingenting, men på den anden side, skal jeg også opleve noget, måske ordne noget praktisk, se nogle mennesker, være kreativ og en masse andet.
Det bliver egentlig lidt stressende og lidt forvirrende – og jeg kommer måske til at sætte mig mellem to stole, som man siger. Det bliver ligesom den gamle joke om præsten der tænker på gud når han har sex, men tænker på sex når han står på prædikestolen om søndagen.
Først gælder det om at forstå problemet. Det er ikke så svært.
Det handler om forventninger.
Min gamle lærer Lama Ole Nydahl blev krediteret for ordene:
“When you have no expectations, every moment is a gift; when you have no fear, every moment is an opportunity”.
Det er et godt udgangspunkt. Men jeg vil være proaktiv. Jeg vil udvikle en mere bevidst håndtering af lørdage. Det gælder om at sætte noget i gang, men være åben for at dagen kan bringe noget helt andet. Lørdagen er som en ultrakort udgave at hele livet. For nogle inkarnationer bliver livet ikke engang en hel dag.
Lørdagen er som den kreative process. Man har et lærred eller et stykke papir, og man begynder at påføre farve eller bogstaver. Man har en plan, men man skal være åben for at det tager en overraskende drejning.
Min strategi er ikke helt klar endnu, men projektet er hermed sat i gang. Målet er blive herre over lørdagene. Og herre over mit eget sind. Jeg vil ikke sige kontrollere lørdagene. På den ene side skal jeg ikke have forventninger, på den anden side skal jeg skitsere det jeg vil opleve. Jeg skal have ideer og ønsker, men regne med at noget andet sker. Måske noget bedre end forventet.
Nok om det, det bliver et kontinuerligt projekt i den kommende tid.
Men nu er det søndag og jeg har ingen forventninger. Jeg er åben for mirakler, men mindre kan også gøre det
Fortsættes …

7-8-2021
Posten skal ud.
Jeg tror at temaerne for mit morgenskriveri skal være lastbiler og frygt. En af mine nye kloge venner skrev om frygt forleden dag og det emne fik igen min opmærksomhed. Og jeg har også selv skrevet om det d. 25.3.21, kan jeg se når jeg søger i arkivet – og jeg kan se mange andre skriver om det. Er det en trend?
I denne tid er en af medarbejderne i havefirmaet gået på ferie, så arbejdet skal tilrettelægges på en anden måde. Det har betydet at jeg blev sat på et køretøj jeg ikke har prøvet før. Det var vores Mercedes bil, en let lastbil med lad. Jeg har stort kørekort, men det kræves ikke for at køre denne model. Derimod har jeg ikke kort til at køre trailere over 750 kg. og vi kører normalt med en stor trailer med tre klippemaskiner – to Stiga frontklippere og en John Deere 1600 Mk. ll. Det bliver for tungt, så den må jeg ikke køre. I stedet måtte jeg tage en Stiga frontklipper på ladet og gøre mit bedste. Det var dejligt igen at sidde bag rattet på en større bil, og det frembragte minder fra dengang jeg selv var den lykkelige ejer af en Toyota Hiace. Den var mindre, men det er den samme følelse.
Man kravler ikke ned, eller ind i den, man kravler op. Man sidder højt og har et godt overblik. Den er komfortabel og denne model har automatgear, så det kan ikke være nemmere.
Jeg kan godt lide at arbejde sammen med min kollega, blandt andet fordi han er meget erfaren og en god pædagog der gerne deler sin viden. Så jeg lærer meget. Men det var nu alligevel også en god oplevelse at være alene og stå på egne ben.
Jeg føler det er endnu et skridt på vejen til at blive super havemand Lige nu føler jeg mig mest som en trainee havemand, der langsomt begynder at forstå hvad det går ud på, men som endnu har meget at lære.
Og for at udfordre mig yderligere, gik frontklipperen i stykker ude på en opgave, så den var umulig at starte. Jeg var heldigvis færdig med at klippe og opholdt mig på et stort byggemarked i Nordsjælland. Jeg fik et par af deres folk til at hjælpe mig.
De brugte en gaffeltruck til at skubbe den op på ladet. Når jeg arbejder der, bliver jeg altid fascineret af chaufførernes kunnen. Den måde de styrer de elektriske gaffeltrucks med virtuos præcision og elegance er imponerende. Jeg får lyst til at prøve at køre sådan en
I min begejstring over at køre en større bil, gik jeg i truckermode og kom til at sende en truckervideo til en masse mennesker på fb. Jeg ved ikke hvordan det skete. Muligvis spillede det ind at jeg var meget sulten, så jeg ikke kunne tænke klart. Det var meningen at den kun skulle sendes til en person, så jeg beklager forstyrrelsen. Men nu vedhæfter jeg videoen i denne post, så flere kan få glæde af den
Der er sikkert mange der hører og ser videoen, der også vil gå i gang med at analysere teksten I så fald vil man lægge mærke til at han benytter en masse slang, der ikke giver mening for udenforstående.
Så her følger nogle forklaringer der vil kaste lys over det benyttede sprog.
“Breaker” betyder at man gerne vil starte en samtale på radioen.
“Front door” betyder første køretøj i en gruppe. Det er dennes opgave at holde øje med politiet.
“it’s clean clear to Flag Town”. Flag Town = Byen Flagstaff i Arizona
Kenworth = Et amerikansk lastbilmærke.
Cabover Pete with a Reefer on = Pete er en Peterbilt, også et amerikansk bilmærke.
Cabover betyder at kabinen er bygget frem, så bilen har ikke den lange næse.
Reefer = En afkølet trailer. Refrigerated.
A Jimmy haulin’ hogs = Jimmy er en GMC lastbil, også et kendt bilmærke.
Bear = Politi
Shaky Town = Los Angeles
Så med lidt forklaringer, bliver tekstanalysen nemmere og det hele giver mere mening
Filmen handler om sammenhold og hvad man kan udrette når man forenes, samler kræfterne og fokuserer energien.
Det handler om mennesker der bliver uretfærdigt behandler, og som ikke vil finde sig i mere.
Hvis man lægger små uoverensstemmelser til side og fokuserer på et mål kan man klare meget mere. Det spiller ingen rolle om man kører Peterbilt, Kenworth, Mercedes eller Volvo.
Det handler om at tilsidesætte frygten og gøre det der skal gøres.
Nå – nok om det. Det er lørdag og jeg forventer mirakler.
Fortsættes …

6-8-2021
Posten skal ud.
Det bliver kort i dag.
Hvordan vil jeg leve hvis jeg selv kan vælge, uden at tænke på begrænsninger af nogen art.
Det spørgsmål stiller jeg til mig selv, og lader det svæve frit.
Så Brostrøm overvejer at vaccinere de helt små børn kan jeg forstå. Jeg håber ikke – heller ikke for Brostrøm – at det vil få uheldige konsekvenser for de små.
For en sygdom ingen dør af.
Hvornår rejser befolkningen sig og siger stop til dette vanvid? Det er et helt unødvendigt medicinsk eksperiment på mennesker. Stop det. Stop det nu.
Et lille lys i mørket var gårsdagens udmelding fra Alex Vanopslagh fra LA, om at stoppe her og genfinde fornuften og proportionaliteten. Jeg håber det vinder genklang hos så tilstrækkeligt mange at flere partier vil følge den vej. Husk politikere aldrig går forrest. De vejrer stemningen og følger den. Som vindbøjtler og vejrhaner. Det er en af de væsentligste grunde til at jeg ingen respekt har for disse mennesker.
Fortsættes …

5-8-2021
Posten skal ud.
Kl. er 3.56. Det er mørkt og stille. Jeg vil skrive. Jeg føler mig (ret) frisk. Men jeg ved ikke hvad jeg skal skrive.
Jeg tror jeg vil skrive om en lille dejlig oplevelse jeg havde i går på mit job. Jeg arbejdede som sædvanlig i et boligområde i Hvidovre. Jeg slog græs med det røde fartmonster, en Husqvarna maskine og jeg sad i afslappet koncentration og nød det fantastiske solskinsvejr. Pludselig kom en gruppe børn ind på området. Jeg vil antage at det var en børnehave på tur. Der var ca. 8 børn i treårsalderen, vil jeg gætte på. De havde små orange veste på og de gik to og to med hinanden i hånden. Der var to pædagoger til at passe på dem. Da de kom ind på området, stirrede de alle på mig og maskinen, som om de så en UFO der lige var landet. Og jeg mener virkelig stirrede, helt ufravendt, i lang tid og med stor nysgerrighed. Jeg smilede og vinkede til dem og de fleste af dem vinkede tilbage, alt mens de stadig kiggede, og gik og holdt hinanden i hånden. Den ene var kønnere end den anden. Og jeg kom selvfølgelig til at tænke på en ganske bestemt person i mit liv. De passerede meget langsomt, og jeg blev færdig med den lille plæne og kørte ud på stien for at starte på den næste. Jeg holdt afstand til dem for ikke at presse dem. To sammenkoblede piger var så optaget af at holde øje med mig, at de var ved at komme helt ud af balance for at kigge. Når man er hæftet sammen er det svært at manøvrere, for man skal jo være enige om hvad man gør. Til min store glæde skulle de over på legepladsen der ligger få meter fra hvor jeg kørte på den næste plæne. De sidste 3 uger, hvor jeg selv har tilrettelagt arbejdet på grund af ferie, har jeg lagt vægt på at gøre pladsen pæn og tilføre ny energi. Jeg bilder mig ind, og håber, at det kan mærkes. Der er renset for ukrudt, buskryddet og jeg klipper regelmæssigt græsset og blæser rent under bænkene. Der er pænt og ordentligt og den stagnerede Chi eller Prana, er sat i bevægelse.
Nogle vil måske hævde at det er indbildning, men jeg kan forsikre dem for at det er det IKKE. Det er mærkbart og helt tydeligt
På grund af en hæk kunne jeg ikke se børnene, bortset fra en dreng der var kravlet op på et legestativ. Han stod stille og kiggede på UFO’en der bevægede sig frem og tilbage i hypnotiske bevægelser, og jeg vinkede igen til ham. Han vinkede tilbage og smilede – og kiggede. Så forlod jeg plænen fordi jeg skulle videre og jeg kunne ikke se dem mere.
Prana, Chi eller livsenergi, er et emne jeg altid vil have fremme i min bevidsthed.
Det er vigtigt. Ikke kun på legepladser, men overalt. Jeg tror det vigtigste sted er i mit sind, i min hjerne, hvor end tankerne skabes. Nogen vil sige, det er selvfølgelig hjernen, men det er jeg ikke så sikker på. Hjernen er modtageren, og jeg tror ikke den er skaberen.
Jeg skal holde øje med at energien ikke stagnerer og at jeg kommer ud i krogene og får støvet af og møbleret om
Hvordan lærer man mennesker at der skal være en balance mellem at støtte fællesskabet, men stadig altid tænke kritisk og selvstændigt og være parat til at vende det ryggen, når det ikke giver mening. Det var sødt at se de små mennesker iført ens veste og hånd i hånd. De passede på hinanden og noget smukkere kan man vel ikke forestille sig.
Men der er også negative konsekvenser ved denne dyrkelse af fællesskabet og uniformen. Intelligensen drukner. Laveste fællesnævner dyrkes og hyldes. Folk bliver lettere ofre for kyniske mennesker, og ideologier der vælger at udnytte muligheden for kontrol.
Kan man gøre noget? Den nødvendige viden eksisterer allerede, men den resonnerer kun med en ret lille del af jordens befolkning. Om procentdelen bliver større ved jeg ikke. Det håber jeg. Det vælger jeg at tro på. Jeg øver mig i at tro på det bedste i folk. Langt de fleste er gode mennesker. Ikke alle, men de fleste. De kan godt, men holder sig tilbage.
Hvad holder jeg selv tilbage? Der er vist noget jeg lige skal kigge på
Nå tiden løber og jeg vil ikke skrive mere. Jeg har fået luft. Det bliver en god dag. Fortsættes

4-8-2021
Posten skal ud.
Hjernen er tom, men nu starter skriveriet alligevel. Mærkelig verden jeg lever i. Massepsykosen fortsætter tilsyneladende.
Penge og magt er drivkraften. Mennesker der har en dagsorden eller mennesker der er kommet ud ad en tangent og ikke kan finde ud af at stoppe og vende om?
På samme måde som hvis man fortæller en løgn og skal dække over den med en ny løgn og en ny løgn. Det bliver for absurd, for mærkeligt og meget besværligt. Folk mister tilliden.
Jeg er ikke kristen og har aldrig læst biblen, men en af mine venner gjorde mig opmærksom på en historie fra denne bog.
Jeg tænker på beretningen om Abrahams ofring af sin søn Isak. Gud prøver hvor loyal Abraham er ved at bede ham om at ofre sin søn. Det bliver stoppet af en engel i sidste øjeblik, lige da Abraham har løftet kniven og skal til at hugge den i sit elskede barn. Jeg tror ikke på den slags historier skal opfattes bogstaveligt, men det er en god lignelse – en måde at forklare.
Kan man få mennesker til at ofre det dyrebareste de ejer og har, har man testet deres loyalitet til det yderste. Og hvad er det mest dyrebare for de fleste mennesker. Vores børn. Og dem ofrer mange i denne tid. Der bliver ikke lyttet til dem der siger stop og vent. I blind autoritetstro styrter folk mod afgrunden, uden at tænke over om det de gør er fornuftigt og gennemtænkt. Og de er oven i købet stolte af det og de forsvarer deres handlinger. Der er engle der råber stop, men kun få lytter. Er det en del af en ny totalitær styreform, hvor man træner befolkningen til at blive lydige maskiner der ikke stiller spørgsmål. Meget tyder på at man har ret god succes med det. Men dette offer giver ingen mening. Eller skulle jeg skrive: “heller ingen mening” – for det meste af det der sker i denne tid, giver slet ingen mening.
Når mennesker igen begynder at tænke rationelt, analysere, tænke selvstændigt, stille kritiske spørgsmål, undre sig og væbne sig med tålmodighed, vil det hele ændre sig. Og det kan sagtens lade gøre. Vi er mange der har gjort det længe og vi venter bare på at en større del af befolkningen kommer med.
Tiden løber – jeg må videre. Fortsættes …

3-8-2021
Posten skal ud.
Mandag og tilbage på jobbet efter en god weekend. Jeg kan godt lide at gå på arbejde. Jeg tilbragte hele dagen i Frederikssund på vores gule Stiga 740 frontklipper. Jeg skal være opmærksom når jeg kører, men har også tid til at tænke over andre ting. Vejret var ikke godt i starten af dagen. En lille regnbyge fik vi, men det klarede op og blev solskin og blæsende. For mange var det sikkert første dag på jobbet, børnehaven eller skolen, efter en lang solrig sommerferie. Det er nok hårdt at komme i gang. Jeg synes jeg kunne mærke hvad mange af dem føler. Tristhed over at skulle ud af ferien, hvor de har kunnet gøre hvad de vil, slappe af og opleve sammen. Søvnigheden når man igen skal tidligt op og ind i en anden livsrytme.
Mens jeg sad der på frontklipperen, opdagede jeg en lille gul plastikand der lå i græsset. Jeg fik en vemodig følelse i kroppen. Den har måske været underholdning for nogle små børn i badebassiner i den varme sol. Nu lå den der, tabt og forladt. Jeg hoppede af klipperen og tog et billede med telefonen, men lod den ligge. Der er stadig mange gode sommerdage tilbage og den bliver sikkert fundet af ejeren og får igen en svømmetur. Hvis ikke i år, så til næste sommer.
Men der er også en glæde ved at komme tilbage til hverdagen, og at møde kollegaer og kammerater som man ikke har set i lang tid. Man kan dele sine oplevelser og høre hvad de andre har at fortælle.
“Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen” – som Dan Turell skrev. Jeg holder meget af Dan Turell.
Jeg mødte en hvid kålsommerfugl. Jeg var i transit mellem to områder der skulle klippes, og jeg passerede en hæk. Det var som om den fulgte mig. Jeg kørte langsomt, rakte hånden ud og sagde at den var velkommen til at sætte sig et øjeblik. Det gjorde den ikke. Jeg spurgte om den havde noget at fortælle.
Den satte sig stille på et blad og samlede vingerne. Jeg stoppede klipperen og jeg strøg den blidt og meget forsigtigt på vingerne med min højre hånds pegefinger. Det er ret usædvanligt at man får lov til det. Den blev siddende et stykke tid og så fløj den videre.
Jeg gætter på at den ville fortælle mig at livet er kort og at det snart er slut. Der er ingen grund til at bruge det på frygt og bekymring og at man skal glæde sig over forandring og udvikling.
Ja jeg gætter bare, for den sagde det ikke højt, men jeg undrede mig over at den sad stille så længe at jeg kunne røre den. Selvom jeg kun har meget lidt erfaring som fotograf med mit nye 90mm makroobjektiv, har jeg bemærket at især de hvide kålsommerfugle normalt er meget aktive og sjældent sidder stille.
Sammen med min ven Josefine, fandt vi på et udtryk: “Mikrooplevelser”.
Små oplevelser der virker ubetydelige, og som man let kan overse, men som indeholder en god historie eller lommefilosofi, eller måske peger en i en helt ny retning. Og for at opleve dem, må man være opmærksom.
I går havde jeg flere gange fat i min lille notesblok og den lille Ikea blyant som jeg fik fra en nærtstående person. Når en ide opstår, vil jeg forsøge at nedskrive nogle stikord så jeg kan huske den. Jeg har en hel pose Ikea blyanter derhjemme og de ligger godt i lommen. De er lidt svære at skrive med, men det er kun mig der skal læse hvad der står og det er kun korte skriblerier.
For lige at gøre det helt klart, så er ovenstående noget jeg har oplevet i denne virkelighed, i denne dimension. Det er kun når mine historier indeholder en lysblå Volvo P201 Duett at jeg skifter til flerdimensionel historiefortælling og fortæller fantasihistorier, hvis det da er fantasi.
Jeg sluttede dagen med at se noget om 4 dimensionel tænkning, inspireret af Neville Goddard. Jeg var for søvnig til at forstå det, men jeg skal høre det når jeg er mere frisk, for det er meget spændende.
Lige om lidt bliver min verden meget konkret. Jeg skal på job og jeg glæder mig til at se hvordan det går med den formklippede busk i Hvidovre
Fortsættes …

2-8-2021
Posten skal ud.
I dag har jeg virkelig ikke meget tid. Jeg har haft en ganske dejlig weekend, med forskellige gøremål, gåture, skriverier af forskellig art, produktfotoopgave, småindkøb, hvile på sofaen, genopfriskning af nogle tekniske ting på mit kamera og løbende dialog med min ven i Jylland. Jeg har været bekymret, lettet, glad og helt neutral og jeg har haft en debat på Linkedin med et klasseeksempel på en kvindelig Teodor Amsted type. Det bekymrer mig så lidt visse mennesker reflekterer over hvad der sker i verden.
Jeg holder mig ellers tilbage fra debatter for tiden. Det er sommer og tid til at hvile og lade op.
Jeg er også nået frem til en vigtig indsigt og dyb erkendelse nemlig at jeg, efter at have smagt Poulsens Pistacie is i Jægerspris, må konkludere at den er væsentlig bedre end de andre jeg har smagt. Så fremover vil jeg ikke bestille Pistacie kugle, med mindre det er hos Poulsens. Heldigvis kan man stadig blive klogere og lære nyt.
Jeg må videre, arbejdet kalder. Fortsættes …

1-8-2021
Posten skal ud.
Jeg har lyst til at skrive lidt om intuition. Jeg har tænkt meget over hvordan jeg skelner mellem intuition, instinkt, bekymring og frygt, indbildning, at høre stemmer, tvangstanker og alle de andre variationer, der kan opfattes som intuition, men som måske bare er forbipasserende tanker der ikke fortjener opmærksomhed.
Eller fortjener opmærksomhed af andre årsager, men som ikke kan kaldes intuition. Hvordan skelner jeg. Det er vigtigt for mig, for jeg har for længe siden besluttet at jeg vil være et intuitivt menneske, et mennesker der forsøger at følge mit hjerte og navigerer efter et indre kompas. Det er svært at sætte ord på det.
Tanken opstod igen i går, fordi jeg fredag havde sendt en besked til en der står mig nær. Vedkommende havde ikke svaret dagen efter og heller ikke læst beskeden. Det er helt normal adfærd for personen, men alligevel indsneg der sig en bekymring. Mon der kan være sket noget. Jeg slog det hen, men delte min bekymring med min ven. Hun foreslog at jeg skulle ringe, for at få ro i sinden, men jeg fastholdt at alt var godt og jeg bare skulle tage det roligt. Og i løbet af formiddagen fik jeg bekræftet at alt var i den skønneste orden. Men den nagende følelse af bekymring fik mig til at tænke på de ovenstående spørgsmål igen.
Jeg har ikke et svar, men jeg tænker over det
Jeg har lidt dårlig samvittighed. Men kun lidt. Hvorfor? Fordi jeg skriver fantasihistorier. Jeg skriver om en Volvo P201 Duett og om det jeg oplever når jeg kører ture i den smukke gamle bil. Men det er historier jeg finder på. Men spiller det egentlig nogen rolle om det er fantasi eller virkelighed. Nogle tror de er virkelige, og det giver mig lidt dårlig samvittighed. Men det går hurtigt over, for lige om lidt vil de blive til virkelighed. Jeg er bare lidt foran Eller måske har jeg oplevet det jeg skriver i en anden dimension. I så fald er jeg bare lidt bagud
Men tanken med at skrive disse opdigtede historier er jo at jeg ønsker at de skal manifestere sig i denne virkelighed. Og i følge Neville Goddard, starter skabelsesprocessen i vores fantasi. Vi bruger vores forestillingsevne. Det han altid omtalte som “our wonderful imagination”. Jeg kan ikke lidt ordet visualisere, for det antyder at man skal “se” det. Men ikke alle kan se og det er lige så godt at mærke, føle eller beskrive med ord, lytte eller hvad der nu må passe det enkelte menneske, i alle mulige kombinationer. Så forestllingsevne er et bedre ord, synes jeg.
Noget af det jeg poster i dag, er påbegyndt i går. I går er blevet i dag og i morgen er i dag i går.
Nå skriveriet hænger slet ikke sammen i dag. Men det gør ikke noget.
Fortsættes …

31-7-2021
Posten skal ud.
Jeg havde tanket min Volvo Duett på en OK benzintank der lå ved siden af en DagliBrugsen i en lille landsby. Det var solskinsvejr og varmt. Jeg holder meget af sensommerlyset.
Min mave gjorde mig opmærksom på at det var på tide at spise, så jeg gik ind i butikken for at købe ind. Jeg tog, som altid, mit kamera over skulderen da jeg forlod bilen. Jeg kan ikke lide at gå nogen steder uden et have et kamera på mig. Ikke fordi jeg har noget særligt jeg vil fotografere, men jeg ved jo aldrig om der dukker et spændende motiv op foran mig. De kan opstå pludselig og uden varsel. Selvom jeg var i min fantasi om at være gammeldags, havde jeg et moderne Sony A7lll, med mit relativt nye 90mm makroobjektiv med. Det analoge Hasselblad kamera blev liggende i bilen. Jeg bevæger mig frit i mange forskellige dimensioner og vil ikke lade mig begrænse.
De automatiske døre til butikken åbnede og jeg gik ind i den behagelige temperatur.
Hvad blev der egentlig af den afslappende musak i butikker? Var det KODA afgifter der kvalte den?
Først gik jeg gennem afdelingen med frugt og grønt, men jeg ville finde noget der var egnet til at medbringe i bilen, så det var det ikke der jeg skulle søge.
Medarbejdere var i færd med at fylde varer op på hylderne. Som altid tænkte jeg, “Ville det job være noget for mig”. Hvad er mit ønske job, hvis jeg selv kunne vælge frit?
Jeg gik videre til en afdeling med drikkevarer og lagde en halv liter kildevand i indkøbskurven.
Jeg så en lidt ældre ansat der udstrålede energi og autoritet. Jeg gættede på at det var Brugsuddeleren. Hvorfor hedder det mon en “uddeler”. Der er sikkert en forklaring.
Han kendte tydeligvis en del af kunderne og hilste på en ældre dame: “Goddag fru Jørgensen”, sagde han friskt, og de faldt i en kort samtale om vejret og om hvordan det gik med hendes hund. Hun spurgte efter et annonceret tilbud på kaffe og han viste hende vejen til stedet det var placeret. Hun var glad for den personlige kontakt. Det har vi mennesker brug for.
Jeg kom frem til en kølemontre med færdiglavede salater og andet. Jeg valgte en bakke Broccolisalat. Det smager godt og, jeg antager at det også er ret sundt.
Jeg har selv lært at lave det efter en opskrift jeg fandt på nettet. Solsikkekerner, tørrede Tranebær, Granatæblekerner, hakkede Rødløg, Rørsukker, Salt og Peber. Og selvfølgelig Creme Fraiche. Jeg vælger 38% selvom opskriften anbefaler 9%. Nej tak, jeg vil have fedt og jeg vil have smag.
Oppe ved kassen var et lille brødudsalg og her kunne man købe kanelsnegle, romkugler og meget mere. Jeg ventede på at kunden foran mig blev færdig. Han skulle lige have indløst en lottokupon, men der var ikke gevinst. Men spillet holder gang i drømmen om et andet liv. Uden at man selv skal gøre noget aktivt for at skabe forandring.
Jeg elsker kanelsnegle, så jeg kom til at købe en. Hele mit sundhedstrip faldt til jorden. Medarbejderen bag disken var venlig og smilede. Jeg smilede tilbage. Bagved hende var et udvalg af tobak, panodil og andet. Hun ønskede mig en god dag da jeg gik. Da jeg kom ud på pladsen foran butikken hilste jeg på en mand og vi faldt i snak. Da han så mit kamera spurgte han om jeg var ude at fotografere fugle? Jeg var lige ved at påbegynde en belæring om at man altså ikke fotograferer fugle med en 90mm makro, men det gjorde jeg selvfølgelig ikke, for det var jo bare et påskud til en samtale, og det er hyggeligt at veksle et par ord med mennesker man ikke kender endnu. Jeg spurgte om han boede her i byen og det gjorde han. Han havde boet i byen i mange år og var lærer på en folkeskole i en større by. Han underviste i matematik og tysk. Hans egne børn var flyttet hjemmefra og han havde bedre tid til at dyrke sine interesser, der blandt andet var at kigge på fugle. Han fortalte om at nogle rovfugle havde bygget rede i nærheden og det glædede ham meget.
Jeg fortalte at jeg kørte rundt i landet og søgte at forstå meningen med livet. Jeg sagde at jeg lever i forskellige dimensioner. Nogle gange er jeg gammeldags, eller en miniature munk, eller en havemand der kører John Deere klipper og er god til at ordne rosenbede, men ofte bruger for lang tid på det.
Det er ikke så vigtigt hvad man er, bare man er glad og man kan være glad helt uden at have en grund til at være glad. Betingelsesløs glæde. Og man kan være glad, selvom man også er ked af det. På samme tid. Og hvis man producerer glæde vil man nok aldrig være ensom. Men man bliver ikke ven med alle, for der vil altid være mennesker der ønsker at være ulykkelige og bange og dem vil man ikke møde, og det gør ikke noget.
Han kiggede underligt på mig. Både skræmt og fascineret på samme tid. I det samme kom hans hustru ud fra DagliBrugsen og det reddede ham fra at kommentere det jeg havde sagt.
Jeg hilste kort på hende og vi sagde farvel.
Solen stod lidt lavere. Jeg startede Volvoen og kørte. Jeg fandt et sted med en flot udsigt og parkerede bilen. Jeg åbnede bagdørene på Volvoen og satte mig ind og spiste min broccolisalat.
Fortsættes …

30-7-2021
Posten skal ud.
Fredag morgen. Denne uge er gået hurtigt. Det er vel et godt tegn, tænker jeg.
Jeg fik god feedback på min formklippede busk. Jeg viste billeder til min kollega, der har stor erfaring og sendte dem til ejeren af havefirmaet. Jeg blev ikke fyret og de sagde det var fint lavet – selvfølgelig i betragtning af at det var første gang. Men det er et tålmodighedskrævende projekt, for busken skal have lov til at vokse og kontinuerligt klippes til.
De sidste dage har jeg set en par udsendelser om den britiske kunstner Damien Hirst.
Han har igangsat et meget interessant projekt, kaldet “The Currency”.
Møjsommeligt har han lavet 10.000 stk. malerier i A4 format. Ved første øjekast ser de ud til at være ens, men det er de ikke, for hvert eneste er håndmalet og derfor unikt. De er signeret og har et vandmærke og et stempel. Såvidt jeg forstår, vil han prøve om de kan blive en form for valuta, og altså et betalingsmiddel. Jeg tror ikke de er kommet ud på markedet endnu, men det skal blive spændende at følge. Hirst er selv spændt, for han ved slet ikke hvordan markedet vil reagere. Det er interessant, fordi der i denne tid tales meget om at skabe parallelsamfund. Derfor kan det blive nødvendigt med alternative valutaer, som fx. kryptovaluta og den slags, som jeg overhovedet ikke har forstand på.
I en tid med tydelige totalitære tendenser, hvor der bliver slået hårdt ned på menneskers frihed, overvågningen intensiveres og censuren er hæmningsløs, er det meget relevant at udvikle alternative muligheder til at udveksle services.
Det samme gælder kommunikationsmetoder og andet der er underlagt den øgede kontrol. Mennesker er kreative, så jeg har tillid til at der vil opstå nye fantastiske ideer. De findes sikkert allerede, men det kræver at tilstrækkeligt mange vil have tillid til dem og tage dem i brug.
Der er vist delte meninger om hvorvidt Damien Hirst er kunstner, men han formår i hvert fald at lave nogle provokerende og tankevækkende projekter. Og det kan jeg lide
Nå tiden flyver og jeg må afsted. Fortsættes …

29-7-2021
Posten skal ud
I dag vil jeg ikke skrive om hvor tidligt det, men blot lige nævne at det er tusmørke og at fuglene er begyndt at synge. De forløbne to dage har jeg øvet mig i at formklippe en lille busk. Den står i et boligområde og den er placeret i nærheden af en sti op ad en boligblok. Jeg har også lavet meget andet, for så lang tid tager det ikke. Og vores kunde ville nok blive meget utilfreds hvis jeg brugte to hele arbejdsdage på opgaven.
Jeg har lært at formklip kaldes Topiary og der findes selvfølgelig mennesker der er går op i det med liv og sjæl, og er fantastisk dygtige til det.
Mit projekt startede fordi vores kunde bad om at få busken klippet, hvilket den i høj grad trængte til. Jeg spurgte om han havde noget imod at jeg formklippede den, og det var ok. Først var tanken at den bare skulle være rund som en bold, men så opstod ideen om at klippe et hjerte i toppen. Et hjerte er en simpel form og jeg tænkte at det ville være let at lave en cirkel og derefter forme den til et hjerte.
Jeg havde medbragt en meget lille håndklipper med to udskiftelige klippemoduler. Men jeg startede med en god gammeldags manuel hæksaks for ikke at gå for hurtigt frem, og jeg ville lige have følingen med busken. Og ret hurtigt tog den form. Men som jeg kom længere ind i busken, kunne jeg se at den ikke var helt så jævn som jeg troede. Måske fordi den ikke er blevet klippet og passet i meget lang tid. Der er også en lille hæk i bunden, men kun i den ene side og foran busken. Jeg forstår ikke helt hvorfor det er lavet sådan. Men efterhånden som jeg kom længere ind kunne jeg se lidt mere. På grund af nogle ret tykke grene, som jeg blev nødt til at fjerne, kunne jeg se at det var svært at lave den helt rund, men jeg så i stedet muligheden for også at lave den hjerteformet. Efter at have lavet basisformen, forlod jeg busken og gik i gang med andre opgaver. Det er en god ide at gå væk og skabe afstand, og komme tilbage og se med friske øjne.
Jeg klippede busken fri af muren og jeg tror den får glæde af det lys og luft der nu frit kan passere omkring den. Jeg fandt kedelige ting på jorden bag den, blandt andet en tom flaske vodka og en sort maske, som var blevet kastet eller tabt.
I går skrev jeg lidt om Chi eller Prana, den allestedsværene livsenergi, som nogen kalder universets åndedræt. Det er vigtigt at den kan flyde frit. Jeg tror oprydningen og fritlægningen af busken har gjort det nemmere for den at trække vejret. En masse døde grene blev fjernet og jorden omkring den renset.
Masken er for mig et symbol på alt der er er galt med verden i dag. At begrænse menneskers mulighed for at trække vejret frit, er kriminelt. At skjule den vigtigste kommunikationsform vi mennesker har, vores ansigtsudtryk, er kriminelt. Især for små børn, der har brug for at aflæse deres forældre og andre voksne omkring dem.
Det er vigtigt at vi kan trække vejret og at prana flyder frit.
Busken blev nogenlunde som jeg ønskede, bortset fra at de store og tykke grene, gør at der er områder uden blade. Det ser ikke godt ud. Men hvis jeg forstår Topiary rigtigt, er det meningen at man skal arbejde med det i lang tid og kontinuerligt klippe og tilpasse. Med tiden vil busken udvikle mindre grene og der vil vokse blade overtalt.
Det var første forsøg og det var sjovt at prøve. Jeg mærkede den sære tilfredsstillelse det er at formgive og følelsen af at have svært ved at slippe arbejdet og at glæde mig til at komme tilbage til det. Jeg afkortede sågar nogle pauser, for at få mere tid til det. Det er vildt
Jeg tror busken vil sende gode vibrationer og kærlighed til dem der bor i området. Det kan alle bruge, især i denne tid hvor der er skabt så meget splid. Jagten på penge og magt og den blinde autoritetstro, er stærke kræfter, men ikke så stærk som kærlighed og lys. Træk vejret dybt, smil til andre mennesker og lad livsenergien flyde frit.
Nu har jeg ikke tid til at skrive mere – jeg skal på job. Fortsættes …
Før og efterbilleder er vedhæftet.

28-7-2021
Posten skal ud.
Fuglene synger og det er tusmørke.
Nej, jeg vil hellere skrive om helt almindelige ting jeg har oplevet det sidste døgns tid og hvad der ellers falder mig ind.
Det er rart at beskrive almindelige oplevelser, i en ualmindelig tid, hvor menneskeheden viser sine mest usympatiske sider. Dog skal man ikke glemme at også mange viser det modsatte og at vi er mange der har fundet ressourcer vi ikke vidste vi havde.
I et af de grønne områder jeg passer, er der en busk der længe har trængt til at blive klippet, og det har også stået på opgavelisten, men været prioriteret lavt. Jeg spurgte om jeg måtte prøve at formklippe den, og det var ok. Så i går, da jeg igen var på stedet, gik jeg i gang.
Jeg havde fået ideen at den skulle være hjerteformet, for verden mangler kærlighed. Også i Hvidovre, hvor busken står. Det var første gang jeg skulle prøve, og jeg havde lånt en minihækkeklipper med to forskellige skær. Jeg gik forsigtigt til værks og arbejdede mig ned i busken og en anden mærkelig lille hæk der står ved siden af. Og efterhånden tog den form. Den er ikke perfekt, for jeg tror at formklippede buske skal bearbejdes regelmæssigt over lang tid. Og denne er blevet ignoreret i alt for lang tid. I denne busk var der også en del tykke grene og det er ikke så heldigt. Det betød at jeg måtte ændre min oprindelige ide, så den passede med de muligheder og begrænsninger busken gav. Men det var en sjov oplevelse og jeg kunne mærke at jeg blev bidt af processen. Det var som at være billedhugger, med en plante som materiale. Jeg måtte tage mig sammen for at forlade opgaven, ellers havde jeg brugt for meget tid. Der var også andre ting der skulle klares. Jeg synes jobbet som havemand tydeligt afslører et karaktertræk hos mig. Jeg foretrækker at arbejde med detaljerne. Det grove arbejde er noget der skal overstås, så jeg kan komme igang med at finpudse.
Det er tydeligt at vedligeholdelse er vigtigt. Ellers står Chi’en stille og det er den livsenergi der gennemstrømmer alt. Også kaldet Ki, Qi, Prana, og sikkert mange flere navne. Og der er områder der kræver lidt ekstra opmærksomhed. Hvis et sted, eller et menneske, ikke bliver brugt, står energien stille og det går i forfald og vi holder os instinktivt fra det. Og det bliver bare værre og værre.
Så jeg føler jeg fik pustet lidt liv i det område i går. Den samme oplevelse havde jeg i sidste uge, med en legeplads i samme område, få meter fra hjertebusken. Græsset var for langt, der voksede tidsler i legeområdet og det så ikke indbydende ud. Jeg slog græsset, buskryddede omkring bjælkerne der indrammer legepladsen og gjorde det pænt under bænkene som de voksne kan benytte, og andre småting. Nu er energien en helt anden og nu kan jeg lide at kigge ind i området. Det ligger bag en hæk jeg klippede for nyligt.
Prana flyder friere og i dag vil jeg give det en omgang mere, for det skal holdes ved lige.
En anden helt almindelig ting jeg vil fortælle er at jeg arbejder med en lille produktfotoopgave i denne tid. Mit hjem er fyldt med Syngeskåle fra Nepal, små statuer af buddhaer, og sågar en kopi af en Thorvaldsen statue af Jesus. Og blandt alt dette også nogle poser med Frankincense. Jeg vidste faktisk ikke hvad Frankincense var, så jeg besluttede at undersøge. Det viser sig at det er “saft” fra et træ der vokser i afrikanske og arabiske lande, og udvindes ved at skrabe et hul i barken. Det brændes i en speciel brænder og giver en dejlig duft. Der kan også udvindes olie af det og det skulle angiveligt have fantastiske egenskaber. Det er ret kostbart materiale og omtales i biblen, hvor de tre gutter kom forbi da Jesus var født. De bragte Frankincense, myrrh og guld.
Nå det kunne man skrive meget mere om, men tiden løber og jeg må videre … fortsættes …
Jeg holder af hverdagen
Ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera
Det skal til
Med alle sine efterladte slagger
Så meget usagt og tilnærmelsesvist
Vævende og hængende i luften bagefter
Som en art psykiske tømmermænd
Kun hverdagens morgenkaffe kan kurere –
Fint nok med fester! Al plads for euforien!
Lad de tusinde perler boble!
Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig
I hvilens og hverdagens seng
Til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt
Aaah – min gamle ven Dan Turell

27-7-2021
Posten skal ud.
Jeg ved ikke hvorfor jeg ofte har behov for at nævne tidspunktet, når jeg starter med at skrive. Men det har jeg. Kl. er 4.04. Jeg har spist morgenmad og sidder nu og drikker kaffe. Det er mørkt udenfor. Og helt stille. Ingen vind. En tidlig sensommer morgen. Dagens længde er aftaget med 1 time og 12 minutter. Det er mærkbart. Jeg kan se over på en villavej og alle husene er mørke. Jeg antager at de fleste gør det fornuftige, og ligger i dyb søvn. Jeg leder efter et tema at skrive om. Det skulle ikke være et problem, for man kan skrive om alt og jeg er ikke bleg for at skrive om meget kedelige emner.
Herfra hvor jeg sidder i min sofa, med min pc, kan jeg se over i en have. Det var i den have jeg, for et par måneder siden, så en havemand arbejde. Det inspirerede mig til at søge i virksomhedspraktik, der to uger senere udviklede jeg til et job. Det gik hurtigt, og jeg blev kastet ud i opgaver jeg egentlig ikke var klar til. Men det er gået, indtil videre.
Det er et interessant eksperiment for jeg oplever mig selv i en ny rolle. Lige siden jeg i 2019 interviewede og fotograferede ca. 30 håndværkere og kunsthåndværkere, har jeg haft tanken om at søge ud i jobs der er mere fysiske, eller “taktile” – kan man bruge det ord? Det håber jeg, for jeg kan lide det
Jo mindre man er defineret af sin historie, af sin identitet, jo flere muligheder vil der være. Det må være rimeligt at hævde. Så jeg er havemand eller gartnerassistent nu. Det har jeg det fint med.
For et øjeblik siden så jeg et billede af Anders Tegnell, og igen dukkede ideen om at flytte til Sverige op.
Nu er kl. 4.23 og fuglene begynder at synge. Hvad får dem til at starte nu? Er det lyset?
Jeg aner det ikke.
Men jeg ved ikke om jeg kan bo derovre. Jeg vil gerne være ret tæt på mit barnebarn. Hun er snart 4 år. Men der er jo ikke langt til Sverige. Så skulle jeg bo i Arild, tæt på Kullaberg. Der er så smukt. Men jeg vil gerne være der for hende, hvis hun har brug for det jeg kan give. Hun må i hvert fald aldrig få følelsen at jeg svigter hende.
Der cirkulerer artikler af og om en Hr. Kaare Dybvad. Angiveligt en Socialdemokratisk levebrødspolitiker. Er det ikke på tide at “demokratisk” bliver fjernet fra partinavnet?
Partiet markerer sig konstant med forslag der bringer tankerne mod en udemokratisk og totalitær styreform. Man kommer til at tænke på Orwellisk newspeak. “Krig er fred. Frihed er slaveri. Uvidenhed er styrke”.
Når jeg ser på et billede af Dybvad, tænker jeg: “Er den person overhovedet et menneske?” Kig på hans øjne. Hvem er inde bag ved? Er han blevet overtaget af en “alien” som i filmen “Men in Black”. Er han levende, eller en robot? Hans øjne er livløse og han virker programmeret. Og han er ikke den eneste. Det er bizart.
Er han en Nåsåer der som en vampyr, er drevet af jagten på magt og kontrol over andre, men forsøger at spille rollen som en menneske? Meget tyder på det, men befolkningen er stadig lammet af ubegrundet frygt og gennem årtier, trænet til blind autoritetstro og afhængighed.
I dag skal jeg lave et interessant eksperiment. Noget jeg aldrig har prøvet før. Jeg skal forsøge at formklippe en busk. Det har jeg fået lov til og jeg har medbragt en smart, meget lille, batteridrevet håndhækkeklipper. Den ligner en forstørret hårklipper, som jeg selv har brugt til at spare udgifter til frisør i mange år. Måske kommer den erfaring mig til gode nu. Der kan vel ikke være den store forskel på at klippe en buksbom og mit hoved
Så det glæder jeg mig til at prøve.
Apropos svigt. Børn og unge svigtes i denne tid. Det er meget trist og helt meningsløst.
Fortsættes …

26-7-2021
Posten skal ud.
Jeg har lyst til en tur i min fantasi Volvo P210 Duett. Jeg låser døren op med nøglen. Der er ingen fjernbetjening og ingen centrallås. Den har et stort lyst rat og lyst interiør. Da den er helt nyistandsat, dufter den godt. Rattet er lidt tyndt og glat, og derfor er kørehandsker en fordel. Så jeg bærer brune skindhandsker.
Jeg drejer nøglen og den klassiske og meget pålidelige 4 cylindrede 1800 ccm motor springer i gang. Den spinder som en kat og da bilen ikke har servostyring, kræver det lidt ekstra kraft at dreje rattet. Men det vænner man sig hurtigt til og vi havemænd er generelt ret stærke, så det er ikke et problem. Det er en tung bil, så den er ikke hurtig, men når den først er i gang, kører den fint og jeg læner mig tilbage og cruiser på de små landeveje. Jeg har ikke travlt og jeg holder meget af køre på landet og gennem små landsbyer. Jeg tænker altid på om det vil være noget for mig at bo i en lille by. Jeg kunne handle i den lille Dagli’Brugsen, med de alt for høje priser. Jeg ville hilse på de andre beboere, og vi udveksler bemærkninger om vejret, om hækklipning og andre begivenheder i vores dagligdag. Den anonymitet jeg normalt foretrækker, vil være umulig at bevare og ønsker man det, giver det nok ikke mening at bosætte sig sådan et sted. Der er en følelse af tryghed, for vi kender hinanden, men der er også visse beboere der ikke kan sammen. Så der sladres og der er små intriger. Det kan ikke undgås, men jeg deltager ikke i den slags – det er jeg hævet over. Men når der er fest i forsamlingshuset et par gange om året, begraver de stridsøksen og så kan vi være sammen, trods meningsforskelle. Problemerne stikker ikke så dybt, og skyldes næsten altid dårlig kommunikation og kedsomhed.
De fleste er optaget af deres små hverdags problemer, og det er jeg også. Men kun få ved at jeg også lever i en fantasiverden og af og til besøger parallelleverdener. Og man skal ikke undervurdere fantasiverdener – de kan hurtigt blive til virkelighed.
Tiden løber og jeg skal på job. Det virker meget virkeligt.
Fortsættes …

25-7-2021
Posten skal ud.
Jeg har ingen emner at skrive om i dag. Hjernen er tom.
Men så kan jeg vel skrive om det
Det er gråvejr og temperaturen er behagelig. Det nyder jeg. Jeg sov længe i dag – 6.15 så jeg er frisk Jeg har vasket 2 maskiner, og jeg nyder følelsen af at det er overstået. I går fik jeg, trods søvnunderskud og alt for høj varme, gjort rent i lejligheden. Jeg nyder følelsen af en ren bolig.
Jeg har ingen aftaler i dag, men jeg føler der vil ske noget godt i løbet af dagen. Jeg nyder tanken om at der snart sker noget godt.
Jeg har spist morgenmad for anden gang – og en kop te står på bordet. Den er stadig for varm, så jeg venter til den er kølet ned. Jeg nyder forventningen.
I går kørte jeg en tur til Nordskoven i Jægerspris. Jeg var for søvnig og det var for varmt, men jeg fortryder ikke turen. Der var ikke så mange sommerfugle, og dem jeg forsøgte at fotografere, var ikke samarbejdsvillige og jeg havde ikke energi til at gøre en indsats. Jeg fik et halvdårligt billede af en Skarnbasse der var under angreb fra røde skovmyrer. Naturen er smuk, men grusom. Jeg gik til Storkeegen og tilbage. Jeg holder meget af sensommeren, den kølige temperatur og lyset der ændrer sig. Jeg synes jeg så lidt af det i går.
Og på hjemturen, købte jeg en is i Jægerspris. God rytme. Is i Jægerspris. Der ligger to ishuse i hovedgaden, meget tæt på hinanden. Jeg plejer at vælge forretningen med kortest kø. Men denne gang valgte jeg Poulsens is, trods længere kø, fordi jeg oftest har valgt Hansen is. Jeg tror faktisk jeg foretrækker Poulsens Pistacie – den er ikke så stærk i smagen som Hansen is. Men jeg må nok hellere lave flere tests, for at være helt sikker.
Jeg kan ikke trække den længere nu, så jeg vil stoppe. Men skrives skal der
Fortsættes …

24-7-2021
Posten skal ud.
I denne tid lader jeg min fantasi få frit løb. Visualisering har interesseret mig i mange år. Det startede helt tilbage i slutningen af 90’erne, da jeg blev introduceret til Silva Metoden, og deltog i kurset. En spændende verden åbnede sig. Kurset udbydes stadig, og jeg kan varmt anbefale at deltage. Og læs også historien om José Silva, den selvlærte fattige dreng fra grænsebyen Laredo, der blev familiens forsørger som 6 årig, da hans far døde, og som på egen hånd og af personlig interesse, forskede i emnet. Han brugte sin viden til at udvikle kurset.
Man tiltrækker ikke det man ønsker. Man tiltrækker det man er. Der skal være et frekvensmatch, ellers virker det ikke. Der skal udvikling og handling til. Det tror jeg på. Frygt vil blokere de gode manifestationer. Mod, kærlighed og sindsro, vil aktivere manifestationer.
Jeg er meget træt af spekulationer og bekymringer over hvad der kan gå galt og hvorfor.
I fantasien er der ubegrænsede muligheder, og det gælder også bekymringer. Bekymringer trækker frekvensen ned. Jeg vil kun kæmpe mod de udfordringer jeg kan se.
Jeg ejer en lysblå Volvo P210 Duett, men kun i fantasien. Jeg fortæller historier. Jeg digter en anden virkelighed. Jeg troede fejlagtigt at alt var bedre i gamle dage. Men det handler ikke om tid, det handler om frekvenser og det handler om dimensioner. Det hele foregår samtidigt. At leve i en parallelverden, et ord jeg bruger meget hyppigt, har jeg bemærket, betyder ikke at jeg isolerer mig. Vi lever sammen i mange parallelverdner. Måske er nogle af dem usynlige? Det er spændende.
Skrivning går MEGET langsomt i dag. Lange pauser, ukoncentreret og overspringshandlinger.
Fortsættes …

23-7-2021
Posten skal ud.
Min Volvo har en ekstra tågeforlygte med gult glas. Mest fordi det er smukt og gammeldags. Og jeg elsker at den kun har en. Der er noget særligt ved det. Det er funktionelt, det er minimalistisk og asymmetri og i dette tilfælde kan jeg lide det sådan.
En af mine nærmeste spurgte om hun skulle tage nogle blyanter med fra Ikea, da hun besøgte stedet med sin datter. Jeg sagde selvfølgelig ja tak. Jeg har fortalt at jeg altid bestræber mig på at gå med en billig notesbog til at nedskrive ideer, tanker og måske små skitser. Og et kort skriveredskab ville være praktisk. Jeg kommer sjældent i Ikea. Engang hadede jeg det, men jeg har ændret mit synspunkt, og ser det nu som en tålmodighedsøvelse.
Og nu har jeg faktisk ikke så meget i mod det. Jeg er altid imponeret over hvor velfungerende det er. Der er orden og alt er gennemtænkt og designet til at føre kunderne gennem butikken på en måde så man ikke rigtig mærker at man bliver manipuleret, på den venligste og fredeligste og mest tillidsskabende måde. De forstår at skabe en komplet parallelverden, og man kan købe alt til hjemmet og spise alle sine måltider derinde – billigt oven i købet. De er samfundsbevidste og har egen vindmølle.
Når først tilliden er skabt, kan man få folk til hvad som helst. Og tillid kan misbruges. Det siger jeg ikke at Ikea gør, men jeg kan let finde eksempler på at det sker.
Fortsættes …

22-7-2021
Posten skal ud.
Efter mødet på cafeen, sagde jeg farvel til min ven. Vi mødes snart igen. Det aftalte vi ikke, men det ved jeg vi gør. Jeg var mæt og tilfreds på en god gammeldags måde. Jeg overvejede om jeg skulle have bestilt et stykke med Roastbeef, i stedet for Rullepølse, men jeg rystede den nagende tvivl af mig. Jeg startede Volvoen og kørte en tur sydpå, nærmere bestemt til Langebæk på Sydsjælland, hvor jeg, for 2-3 år siden, fandt et lille sted der har en god energi. Her parkerede jeg bilen, tog min fototaske over skulderen, og gik en tur jeg gået mange gange før.
Jeg kan godt lide gentagelser. Også noget nyt, en gang imellem, men gentagelser er vigtige for mig.
Det gik op for mig at jeg havde taget fejl. Løsningen er ikke at være gammeldags.
Jeg kan lægge afstand til verden ved at agere på en anden måde en hovedparten, og det er også fint. Jeg kan isolere mig, men det vil jeg ikke.
Jeg indså at min fejlantagelse var at folk var anderledes i gamle dage og at jeg er skuffet over det jeg oplever nu. Folk var ikke klogere i gamle dage, tværtimod, men de havde ikke de samme muligheder for at skaffe sig information og viden, som vi har i dag. De vidste ikke bedre. Det går mig på at vi i en tid med så mange muligheder for at skaffe information, og kommunikation, må konstatere at gennemsnitsmennesket vælger at undlade at gøre brug af dem. Det gør mig bedrøvet, men det handler mest om mine forventninger.
Jeg vågnede ved at vækkeuret ringede kl. 4.30, og jeg indså at jeg havde sovet over mig. Dagen er blevet kortere og jeg vågner ikke længere kl. 3.30 fordi solen står op og fuglene synger. Jeg skal finde en løsning på det, for jeg ikke nok tid til at skrive. Den simple løsning er at stille vækkeuret til kl. 3.30 – genial ide
Jeg har fundet et sted hvor jeg kan købe små figurer til at skabe en miniature verden. Jeg tror stadig på at det er en god ide at trække sig væk og se verden fra andre vinkler.
Fortsættes …

21-7-2021
Posten skal ud
Jeg havde parkeret min veteranbil foran cafeen. Jeg skulle møde min nye ven. Jeg havde aldrig mødt hende før, i dette liv, men jeg vidste jeg havde mødt hende før.
Jeg havde valgt en fornuftig bil. En Volvo Duett. Den blev produceret fra 1960-69 i forskellige variationer, så det er ikke en rigtig gammel veteranbil. Jeg overvejede en Ford A, eller måske en Ford T, men besluttede mig for en lidt nyere model.
Den er vist bygget over Volvo 544, men hedder P210 Duett i Stationwagon udgaven.
Den er lys blå, og har udvendig solskærm over forruden og hvide dæksider.
Jeg ville have en stationwagon, eller herregårdsvogn, som Volvo kaldte dem senere. Der skal være plads til udstyr og passagerer.
Hun sad og ventede, og vi fortsatte naturligt samtalen fra tidligere liv og socialemedier.
Jeg valgte gammeldags mad, for jeg vil være gammeldags. Tjeneren modtog min bestilling.
3 stk. højtbelagt smørrebrød. 1. Fiskefilet – husk ekstra remoulade, jeg elsker remoulade, 2. Æg og rejer. 3. Et stykke med Rullepølse. Postevand til at drikke. Jeg drikker sjældent alkohol og slet ikke når jeg skal køre. Jeg kunne ikke finde på en gammeldags sodavand. Måske en citronvand? Eller hindbærbrus?
Tjeneren sagde tak og meddelte at de ville være klar om kort tid. Jeg svarede: “Den er mægtig”.
Det udtryk har jeg hørt i gamle danske film, så det brugte jeg også.
Jeg spurgte min ven om hun vil med ned i en minitature verden jeg har planer om at skabe.
Jeg vil gerne opleve verden derfra en gang imellem. Så kan man bedre iagttage uden selv at blive iagttaget. Man kan blive en flue på væggen, så at sige.
Er det en flugt fra virkeligheden? Vil jeg ikke se sandheden i øjnene? Det synes jeg ikke man kan sige. Det handler nok mere om ønsket om at skifte perspektiv og proportioner. Verden er proportionsforvrænget på mange måder. Det har den muligvis altid været, men det er meget synligt i denne tid. Tiden er inde til at nogen gør noget ved det. Måske kan miniaturefolket gøre noget. De kan måske hviske folk noget i ørene der kan få dem til at slappe af.
Måske ville flere turde sige sandheden, hvis de var i minitature og ingen kunne se dem?
Måske ikke, måske bliver de bare historiefortællere og det er også godt nok.
Vi talte om modgang og medgang, og om at rumme smerten, at leve med den, ikke nødvendigvis skubbe den væk, at man godt kan grine, selvom man er trist, at det er håbløst at skabe en perfekt verden, for det findes ikke, at man bliver nødt til at overgive sig og indse at man ikke kan kontrollere alt, og tro på at livet arbejder for en, at har man de rigtige intentioner, er fokuseret på det man vil, at man forstår at man ikke altid ved hvad man vil og at det tager tid, at der er mange måder at leve på, at det også er ambitiøst at være uambitiøs fordi det er ambitiøst at forsøge at finde ubetinget lykke, at tilfredsstillelse ikke er det samme som lykke, og tro på intuitionen, lyt og kig, svarene findes allerede, man skal bare opdage dem.
Og så blev maden serveret. Jeg startede med Fiskefilet. Det er min favorit.
Jeg kom til at tænke på bogen “The Surrender Eksperiment” af Michael Singer – jeg havde helt glemt den, men tiden er inde til et genhør.
Fortsættes …

20-7-2021
Posten skal ud.
I går hentede jeg en pakke i en GLS shop i Roskilde. Jeg havde bestilt 10 notesbøger hos Bog og Pen
De har størrelse A6, og passer derfor perfekt til min baglomme. De er billige og tynde. Hele pakken koster 49 kr. Jeg har købt dem fordi jeg vil tilstræbe altid at bære en notesbog til at nedskrive ideer, ting jeg skal huske, måske små skitser. Ja, jeg kan bruge min telefon, men en ægte notesbog er hurtigere, hyggeligere og gammeldags.
Jeg skal bare finde nogle meget korte skriveredskaber, som er mere komfortable at have i lommen når jeg betvinger græsslåmaskinerne
Jeg er fascineret af dyre notesbøger, men jeg vil ikke bruge dem. Jeg bliver stresset af at tænke på at hver side koster en formue. Noter skal være frie og intuitive og ikke en økonomisk belastning.
Og jeg har lyst til at være gammeldags. Hvis jeg havde råd til det, ville jeg købe en gammel veteranbil og køre langsomt rundt i landet og fotografere med et analogt Hasselblad kamera. Jeg ville tale til andre mennesker i en høflig tone og et gammeldags sprog. Jeg ville bære en hat, som jeg kunne løfte til en hilsen, når jeg møder et menneske på gaden eller i naturen.
Jeg ville holde pauser på cafeer og skrive små noter i mine lommebøger, med min grønne fyldepen. Jeg ville tage mig god tid og jeg ville nyde en gammeldags frokost. Måske højtbelagt smørrebrød? Ikke noget moderne mad til mig, tak.
Folk ville stoppe og tale med mig. De ville sige, sikke en fin bil, hvad er det for en model? De ville spørge om kameraet og fortælle at de engang havde en farfar der også havde sådan et, eller noget lignende. De ville spørge om ikke det er dyrt med film og fremkaldelse, og jeg ville svare, jo, men jeg tager ikke så mange billeder, men vælger i stedet at tænke mig grundigt om, overveje mine motiver, og først når jeg har en god følelse i kroppen, trykker jeg på knappen. En gang imellem ville jeg få lov til at tage mit barnebarn med på en køretur. Jeg ville køre langsomt og vi har god tid til at tale sammen. Hun ville måske undre sig over at jeg gider køre i en gammel bil, men jeg ville forklare hende at jeg ikke skal nå noget. Jeg ville sige at der er mange måde at leve på og at hun skal finde sin. Jeg ville indgyde hende mod og fortælle at hun ikke skal være bange, at hun skal være sit eget lys og gøre hvad hun føler er rigtigt og ikke hvad andre siger.
Fortsættes …

19-7-2021
Posten skal ud. Jeg har sovet længe, så det bliver meget kort.
Jeg skriver lidt med min ven Josefine, om fortid og fremtid og om at acceptere og at leve med det hele.
Og om hvorvidt en tatovering er et brændemærke der potentielt kan fastholde en i fortiden, eller om det er en historie.
Jeg har før skrevet om problemet ved at visualisere noget der endnu ikke findes. Jeg har hørt nogen kalde det “visionering” – eller noget i den retning.
Joe Dispenza lægger skriver og taler meget om det i sine bøger og foredrag. Det er ikke så nemt, men små forandringer her og der, kan langsomt blive til noget.
Og skal man nødvendigvis forandre sig? Måske er fortidens oplevelser drivkraften i det man gør. Jeg så et interview med kunstneren og instruktøren David Lynch, hvor han fortalte at han for år tilbage havde det dårligt, og derfor søgte hjælp hos en psykolog. Han havde aftalt en tid og til det første møde spurgte han psykologen, om der var en risiko for at et terapeutisk forløb på nogen måde kunne påvirke hans kreativitet negativt. Psykologen var ærlig og svarede, ja det kan det faktisk i nogle tilfælde”. Lynch afbrød derefter straks terapien, og valgte at leve med smerten. Hans kreativitet er for ham, vigtigere end noget andet.
Jeg tror på en måde det er noget sludder. Det kan ikke være rigtigt at man er afhængig af små personlige dramaer for at være kreativ. Men måske bliver kreativiteten anderledes.
Jeg har hørt næsten den samme historie fra John Cleese, der dog valgte at gå i et langvarigt terapiforløb. Jeg tror jeg vil skrive til ham og høre om det påvirkede hans kreativetet.
Jeg tænker på at skrive fantasihistorier der endnu ikke er sket. Det kunne være sjovt at se om noget af det vil manifestere sig senere.
Jeg skal være ærlig og indrømme at jeg nyder at det ikke er så varmt mere. Den høje temperatur og luftfugtighed, er ikke noget for mig. I går gik jeg en tur til havnen. Det var varm, men ikke længere hedebølge og der blæste en frisk vind. Jeg købte en is. En gammeldags vaffel med to kugler. Pistacie og Oreo, og chokoladekrymmel. Det var godt – men sødt
Det mest vanvittige var at jeg faktisk gik og tænkte på at købe nogle rigtig gode varme handsker. På mine mange fotogåture sidste vinter, holdt jeg meget af den bidende kulde og hård vind. Den største udfordring er at holde fingrene varme, når man også gerne vil fotografere. Så jeg skal finde et par handsker der er varme, men samtidig egnet til at betjene de små knapper på et kamera Det er mærkeligt at tænke på den slags i juli måned.
Nå, tiden flyver og jeg skal snart på job.
Fortsættes …

18-7-2021
Posten skal ud.
Jeg havde en fantastisk dejlig oplevelse i går. Og nej, jeg tænker ikke på den ristede med brød, ketchup, sennep, rå løg og en Cocio, jeg fik på torvet i den hyggelige provinsby.
Jeg var til en 4x barnedåb, og det var på alle måder en hyggelig dag. Det var to nyligt ankomne tvillinger, og to ældre søskende, jeg gætter på 8-10 år, der blev døbt i den kristne tro. Jeg havde først skrevet, “havde valgt at blive døbt”, men det er nok ikke helt rigtigt. I hvert fald ikke for de to på ca. 7 måneder. Selvom den ene var meget interesseret i at smage salmebogen og præstens bibel, tror jeg ikke det kan tolkes som spirituel søgen. Senere spurgte jeg den ældste pige om hun havde tænkt over det med Gud og Jesus, og hun havde gjort sig nogle tanker om at Big Bang teorien ikke helt gav mening, og at der måtte være andre forklaringer. Jeg gav hende ret, men havde ikke noget begavet at tilføje.
Mens jeg, med længsel, ventede på min pølse, lagde jeg mærke til at pølsemanden havde en del tatoveringer på sine arme, blandt andet navnene på 2 fodboldklubber. Jeg mener det var Liverpool og København FC.
Tatoveringer undrer mig altid lidt, fordi jeg opfatter dem som “brændemærker”. Jeg er godt klar over at de kan fjernes igen. Men det er vel ikke meningen.
Jeg forstår behovet for at signalere til omverdenen, og sig selv, hvem man er, hvad man interesserer sig for, hvor man står i verden, men samtidig synes jeg også man fastholder sig selv og derfor, potentielt, begrænser sine muligheder for at udvikle sig. En holdning, en mening, er også en begrænsning, og af og til må man sige farvel til meninger man ikke længere kan identificere sig med, hvis man ønsker at komme videre.
Men hvem pølsemanden holder med interesserer mig ikke, og han serverede min ristede hurtigt og professionelt og det var det eneste der betød noget for mig på det tidspunkt.
Jeg havde fået rollen som fotograf til dåben, og det passer mig fint. Så føler jeg at jeg har en funktion og det retfærdiggør min snagen og nysgerrighed – jeg kan trænge mig på hvis det passer eller jeg kan gå hvis det passer. En ting jeg kan lide ved de nye mirrorless kameraer, er at de kan sættes til elektronisk lukker, og dermed bliver de helt lydløse. Så man bliver måske ikke ligefrem en flue på væggen, men langt mindre forstyrrende sammenlignet med et DSLR kameras larmende klapren. Jeg slår dog kun lyden fra når jeg skal være stealth, for jeg foretrækker at høre klikket.
Og naturligvis kunne jeg ikke lade være med at lægge mærke til hvor normalt det hele virkede. Og her tænker jeg selvfølgelig på virus-vanviddet i verden. Men her, i denne provinsbys store flotte kirke, ved pølsevognen, i fælleshuset efterfølgende, var der intet unormalt at spore.
Der var nogle få skilte i kirken om at der kun måtte være 120 i rummet og noget med 2 personer på bænkene, men så mange var vi slet ikke, og alle deltagere kunne sidde tæt på døbefonten. Og det gjorde de uden bekymring.
Jeg hørte aldrig nogen tale om emnet og jeg bragte det ikke selv på bane. Min dreng var forkølet, men jeg krammede ham med stor fornøjelse da jeg mødte ham på p-pladsen. Senere kom hans unge lægestuderende ven til kirken, og han gav mig, og andre, med største selvfølgelighed, et fast håndtryk. Det var glædeligt og det var helt normalt.
Jeg er ikke kristen. Jeg er mest Buddhist, men jeg bryder mig ikke om at være “brændemærket” og begrænset af en bestemt holdning.
Før i tiden generede det mig at være i en kirke. Det handlede historisk, for meget om politisk magt, og forsøget på at undertrykke og formindske mennesker ved hjælp af løftede pegefingre, dårlig samvittighed, udstødelse af fællesskabet og truslen om at brænde op i helvede – og hvad der ellers blev brugt til at skræmme folk til at indordne sig.
Det minder mig meget om det der foregår i verden i dag.
Men nu kan jeg være i kirken uden at føle ubehag, og jeg er fascineret af de gamle rum og de flotte dekorationer.
Jeg tror også at min interesse for Lars Muhl og hans bøger og forklaringer, har opblødt min modvilje noget.
Gårsdagen var også banebrydende på en anden måde. Det var kun en lille ting, men jeg har jo forstået at det er normalt at man medbringer et kort med en hilsen til dem der fejres.
Jeg var på vej i Bog og Idé for at købe, men valgte at skrive mine kort selv. Så jeg gik stadig i Bog og Idé, men i stedet for de færdigtrykte, købte jeg helt blanke kort. Jeg startede dagen med at skrive 4 lommefilosofiske beskeder til dem der skulle døbes, og jeg fandt min lille æske akvarelfarver, som jeg ellers havde svoret jeg aldrig ville bruge mere, og lavede små malerier på kortene. Jeg skrev med min fyldepen og næsten ulæselige håndskrift. Det så ikke godt ud, men det var personligt Og det var også ret grænseoverskridende, på en underlig måde, især da det ene af dem blev læst op, men sådan er det når man begynder at opleve sig selv i nye roller. Det er små ting, men det føles mærkeligt.
Det kan blive for meget med alt det nye, og så må man tilbage til trygheden.
Og her kan en ristet pølse ved en helt almindelig pølsevogn være et godt sted at finde et øjebliks ro
Fortsættes …

17-7-2021
Posten skal ud.
Jeg har allerede brugt meget tid på at skrive. Men det var private hilsner og ikke noget der skal offentliggøres Men det var også noget nyt for mig at gøre det på den måde, så derfor meget tilfredsstillende.
Og det er vigtigt for mig at fastholde vanen med at skrive hver morgen på FB og Linkedin, så derfor skriver jeg om at jeg ikke har noget at skrive om
Fortsættes …

16-7-2021
Posten skal ud.
I Lars Muhl’s film om fotografen Poul Erik Veigaard, taler de om Camus og om et sted han beskriver mennesker der går i gaden. Den lave sol skinner og de fleste kaster lange skygger, men nogle få gør ikke.
Hvorfor skriver jeg det? Det aner jeg ikke, men jeg eksperimenterer jo lidt med det intuitive og det fik jeg lyst til at skrive. Jeg skriver dog ikke med lukkede øjne, selvom det måske kan se sådan ud. Skyggesider kaldes de områder i os selv vi enten ikke vil se på, eller måske vi ikke ved eksisterer og derfor ikke kan forholde os til. Men der er vist flere definitioner og jeg skal ikke gøre mig klog på det. Alle de kloge taler om det – Freud og Jung m.fl.
Stephen Pressfield taler om en “Skygge karriere” og jeg tror han taler om mennesker der har en passion, men som ikke tør springe ud og gøre noget ved det. Så vi bruger en masse tid på noget andet, noget der distraherer os fra det vi egentlig gerne vil.
Måske skriver jeg om det fordi det er så varmt og jeg drømmer om et skyggefuldt sted med lavere temperaturer. Måske fordi jeg selv føler jeg, især det sidste års tid, har fået belyst nogle skyggesider og lagt dem frem. Det føles som en lettelse og det føles som nye muligheder er dukket op og min selvopfattelse har ændret sig, og som om jeg har en større frihed. Hvad det skal føre til, ved jeg ikke. Jeg har ingen planer, men jeg vil fortsætte.
Er det godt eller skidt ikke at kaste en skygge når solen skinner? Måske er det godt fordi skyggen viser at man eksisterer. Uden skygge er man måske ved at gå i opløsning. Men det kan jo være godt, hvis man er på vej mod noget nyt, måske noget større, eller bare ikke mere ønsker at være den man har været. Måske har man aldrig haft lyst til det, men har spillet en rolle andre har defineret. Man er et friere menneske. Måske. Men det er også utrygt, men hvad gør det.
På lørdag skal jeg til barnedåb. Det har jeg ikke været i årevis.
Jeg har overvejet selv at skrive et kort til de 4 børn der skal døbes og måske en tegning?
Men jeg kan ikke finde på noget. Et forsøg på at være klog, virker som et forsøg på at påtvinge andre mine ideer og livsværdier. Det er nok nemmere at købe dem i Bog og Idé
Jeg synes jeg kan mærke den tunge sommerferie-dyne over landet. Jeg håber at alle nyder det, men måske fornemmer jeg den underliggende stress som alle forventningerne også er med til at skabe. Forhåbentlig kun for et fåtal. Måske det det bare min fantasi der løber af med mig.
Jeg har lært et nyt ord. “Makronovelle”. Jeg tror det blev opfundet i går af min ven Josefine. Men mere om det senere.
Tiden løber – arbejdet kalder – fortsættes …

15-7-2021
Posten skal ud
I går skrev jeg lidt om forskellige formuleringer jeg ikke er begejstret for.
Et af dem var udtrykket “Tak for dig”. Jeg fik efterfølgende en besked fra min fb ven Josefine Passer, at det er et fantastisk udtryk og at der ikke findes andre ord der dækker og det kan derfor ikke erstattes Det er noteret og jeg arbejder nu på at få et bedre forhold til det
Spøg til side. Jeg vil gerne anbefale dette interview af Lars Muhl. “Før øjet brister” https://vimeo.com/248279958
Det er med hans gamle ven Poul Erik Veigaard. Han er vidst det man kalder “kunstfotograf” og jeg synes det er meget inspirerende at lytte til deres samtale.
Han arbejder med primitive analoge pinhole kameraer, dobbelt eksponeringer og panoramaformat – og fotograferer af og til med lukkede øjne, derfor uden at kigge i søgeren og på en fornemmelse og intuition. Det sidste fik han ideen til da han mødte en kvinde der skrev på den måde.
Det er interessant at forsøge at forbigå det bevidste og kontrollerede, og i stedet lade sig styre af noget andet. Hvad “det andet” er, ved jeg ikke. Intuition, instinkt, tilfældigheder, synkronicitet, Uanset hvor meget man forsøger at kontrollere, er det altid det uventede, der er et det mest spændende. Det er hårdt for egoet at erkende at det ikke har kontrollen, selvom det forsøger at få det til at se sådan ud.
Jeg tænker lidt over det når det gælder skrivningen. Det er noget jeg vil eksperimentere med.
Jeg har lige fået min 3. “invitation” til en vaccine. Jeg siger nej tak.
At fortælle folk at man kun kan opnå “flokimmunitet” ved at vaccinere alt og alle, er verdenshistoriens største løgn. Og dokumentationen findes allerede. Men på grund af mediernes svigt og deres afhængighed af staten, har de forsømt at gøre befolkningen opmærksom på dette. Og den sidder klistret foran tv skærmen og er holdt op med at undersøge tingene selv.
Det går et rygte fra den tyske avis Bild, at man i Tyskland vil ændre måleparametret fra de ubrugelige PCR tests, og fokusere på indlæggelser og dødsfald. Hvis det er sandt, lyder det som en god idé. Jeg tror ikke det er noget Mette F er begejstret for, da det vel så er sværere at bilde folk ind at smitten er stigende, ved at øge antallet af tests.
Det er jo et fantastisk værktøj, hvis man er interesseret i at skabe angst. Og det er man, for angst skaber mulighed for mere kontrol, og bedre meningsmålinger og der er jo et valg til efteråret.
Nu vil jeg slutte … fortsættes …

14-7-2021
Posten skal ud.
Tiden flyver – jeg sov til vækkeuret ringede kl. 4.30 – det er længe siden det er sket
Så det bliver meget kort i dag. Men, som jeg plejer at skrive, skrives skal der.
Jeg har tænkt lidt over hvorfor man kan lide visse ting og ikke lide andre ting. Hvad afgør det?
Hvorfor vælger man en Toyota og ikke en Mazda, en rød og ikke en blå.
Jeg har tænkt over det, når det gælder ord, udtryk og vendinger, både i det talte og skrevne sprog. Jeg har nogle ord og udtryk jeg ikke bryder mig så meget om, men undrer mig over hvorfor. Hvorfor kan jeg ikke lide dem? Jeg kan give tre eksempler på udtryk jeg ikke bryder mig så meget om.

  1. Godt brølt, 2. Tak for dig, 3. Skriv
    Jeg ville erstatte dem med 1. Godt formuleret eller godt sagt, 2. Tak for din indsats eller tak for det du gør, 3. Skriveri, artikel, historie etc.
    Det er ikke sådan at jeg har tænkt mig at starte en krig, mod dem der bruger disse formuleringer, eller starte en facebook gruppe for at få udtrykkende afskaffet , men der er bare noget ved dem jeg ikke bryder mig om. Jeg kan også godt holde af disse mennesker og vil gerne være sammen med dem.
    Så jeg har tænkt mig at bearbejde de udtryk, og se om jeg ændre holdning til dem. Jeg vil kigge på dem, undersøge og se om jeg kan finde årsagen til min modvilje.
    Ikke fordi det er vigtigt om jeg kan lide dem eller ej, men som en øvelse i at rumme en modvilje. Jeg siger ikke at man skal elske alt og alle, jeg synes det er ok at have præferencer. Men jeg vil bare bruge det som en øvelse og i dette tilfælde en helt ubetydelig ting. Men man kan overføre det til større og vigtigere emner.
    Måske vil jeg næste gang jeg skriver, selv benytte dem, for at få et bedre forhold til dem.
    Jeg har ikke mere tid – jeg skal på job
    Udtrykket, “Jeg har ikke mere tid”, er tankevækkende. Når jeg skriver det, tænker jeg at jeg kan jo skrive når jeg kommer hjem i eftermiddag, i aften eller i morgen.
    Men en dag har jeg virkelig slet ikke mere tid og der bliver ikke nogen “i morgen”.. Og så sidder jeg her og bruger tid på at skrive om noget så uvæsentlig som nogle ligegyldige ord jeg ikke bryder mig om. Det er jo vanvittigt :.-)
    Fortsættes …

13-7-2021
Posten skal ud.
Det er tirsdag morgen. Kl. er 4.10. Det er tidligt og jeg burde nok sove. Men jeg havde lyst til at stå op og der skal jo skrives. Og senere skal jeg på job.
Men jeg ved ikke hvad jeg skal skrive. Sådan er det ofte.
Men jeg kan da starte med at mane et rygte til jorden. Jeg læste det forleden dag i en kommentar til et indlæg jeg havde skrevet fb. Heri skrev jeg om et Thise mælkeprodukt, nærmere bestemt “Græsmælk” og i kommentaren hævdedes det at Arla har overtaget Thise.
Det gjorde mig lidt ærgerlig og som en nysgerrig og sandhedssøgende person, skrev jeg direkte til Thise for at afklare spørgsmålet. Og dagen efter fik jeg svaret fra en hr. Mogens Poulsen fra Thise.
“NEJ, NEJ, NEJ!
Arla har ikke overtaget Thise Mejeri, og det kommer forhåbentligt aldrig til at ske.
”Thise overgiver sig aldrig” var vores motto for ca. 20 år siden – og det holder stadigvæk.”
Det gjorde mig glad, selvom jeg ikke er storforbruger af mejeriprodukter.
Thise ejes af 72 økologiske landmænd og blev grundlagt i 1988.
Jeg lovede ham at sprede det gode budskab på Sociale Medier
Lad os støtte uafhængige virksomheder, så ikke for meget ligger hos for få hænder.
Det er gået helt galt for ytringsfriheden, fordi de store SoMe platforme har fået for meget magt, og vælger at censurere visse meninger. Det er ikke sundt og minder for meget om diktaturstater. Jeg anfægter ikke deres ret til at gøre det, men havde nok ikke forventet at de ville gøre det så hæmningsløst. Men jeg er også et meget naivt og godtroende menneske.
Jeg ønsker at flere mennesker begynder at tænke uafhængigt og selvstændigt.
Væk fra flokmentaliteten, der har vist sig meget “popullær” lige siden en ret ufarlig virus, helt ubegrundet, blev brugt til at skræmme folk fra vid og sans.
Så laver vi en ny flok, bestående af selvstændige mennesker Det lyder mærkeligt – men spændende.
Måske kommer det til at minde om Monty Pythons sketch, 100 meter løb for folk uden retningssans, eller 1500 meter løb for døve. De kan ikke høre startpistolen og bliver stående ved startlinjen. https://www.youtube.com/watch?v=qgSzGIkFq2A
Men det vil jeg ærligt talt hellere se på, end denne vanvittige massepsykose hvor folk bliver drevet rundt på marken af nogle få hunde.
Jeg får lyst til at skrive lidt om makrofotografering – min nye hobby. Efter at have talt om det i lang tid, købte jeg endelig et makroobjektiv til mit kamera. Det har jeg ikke fortrudt.
En ny verden har har åbnet sig og jeg har fået et par gode billeder af smukke sommerfugle og andre spændende væsner. Men jeg har andre tanker om at skabe en miniaturefantasiverden – og måske bliver det til noget en dag.
Det er snart tid til at slutte. Om lidt skal jeg på job. I går arbejdede jeg i Frederikssund og klippede græs hele dagen. Jeg er efterhånden en virtuos på en Stiga Park 420 klipper
Endnu et totalt usammenhængende skriveri er slut
Fortsættes …

12-7-2021
Posten skal ud
Mahatma Gandhi sagde:
“An eye for an eye only ends up making the whole world blind.”
Under 2. verdenskrig havde modstandsfolkene den aftale, at blev de taget af besættelsesmagten, skulle de gøre alt for at undgå at afsløre deres kammerater i mindst 24 timer. Også selvom de blev udsat for smertefuld tortur af Gestapo. Ingen, absolut ingen, kunne modstå tortur i længere tid. Selv de barskeste gav til sidst efter. Det vidste alle. Nogle valgte at tage giftpillen for ikke at blive udsat for det uundgåelige, men ikke alle havde den mulighed.
Den danske regering har udsat befolkning for tortur. Helt unødvendigt har de tvunget virksomheder og skoler til at holde lukket, og holdt mennesker isoleret. De har bevidst skræmt befolkningen med PsyOps metoder, i stedet for et kommunikere som var det til voksne mennesker.
Mange er blevet ramt meget alvorligt, på de mest grundlæggende behov. Utallige virksomheder er gået konkurs og mange sidder tilbage med bundløs gæld. Familier har ikke haft mulighed for at se hinanden. Gamle mennesker er døde i ensomhed, uden at kunne være sammen med børn og børnebørn.
At disse indgreb slet ikke har den effekt man tror, kommer nu frem i den ene undersøgelse efter den anden. Nu lokker man så folk med at de kan få deres grundløst frarøvede frihed tilbage, hvis de enten lader sig teste, med en metode der slet ikke er egnet til formålet, er alt for følsom og derfor giver forkerte resultater, eller hvis de tager en hasteudviklet og nødgodkendt vaccine, som ingen kender de langsigtede konsekvenser af.
Alt sammen for en virus der overleves af 99.95% af de inficerede. Og det bliver vi alle, før eller senere. Altså på ingen måde en farlig virus, for langt hovedparten af befolkningen.
En massiv koordineret og løgnagtig propaganda kampagne har været i gang i 1,5 år. Til hvilket formål? Penge og magt til en udvalgt gruppe. Og et coverup for at dække over politikernes mange fejldispositioner. Det er svarene. Sværere er det ikke.
Befolkningen har været, og er stadig, presset. Unge mennesker kan ikke få en uddannelse med mindre de bliver en del af verdenshistoriens største medicinske eksperiment. For en virus de ikke påvirkes af og som ingen i den aldersgruppe dør af. For at big pharma og deres aktionærer, kan tjene penge? For at deres DNA kan sælges? For at træne dem op til at blive lydige borgere, der er afhængige af staten og kontrollerbare fra en smartphone app?
Firmaer der ikke har tjent penge i en lang periode, forsøger at komme i gang igen, og håber på at redde stumperne.
Familier med børn, forsøger at genskabe noget der ligner et normalt liv. De vil gerne i Zoo og andre fællesaktiviteter. De ønsker at deres børn skal have have de oplevelser de har savnet.
Nogle af os har sagt fra, men jeg forstår godt de mennesker der ikke har overskuddet. De har ikke flere kræfter.
De er ikke Makrel fans eller medlem af sekten Coronas vidner. Nogle af dem kan bare ikke klare mere.
De har ikke forstået hvad de bliver udsat for. Men jeg vil ikke bebrejde dem deres beslutninger. Jeg vil ikke skubbe dem væk. Jeg kan rumme, jeg kan forstå og jeg kan tilgive.
Min vrede er ene og alene rettet mod regeringen og de medicinalvirksomheder og de medier der har skabt denne løgn – drevet af jagten på kontrol, magt og penge.
Det er ikke tid til at skabe mere splid blandt almindelige folk. Det vil jeg ikke være med til. Skubber man folk væk, stopper al kommunikation. Mange ved godt at der er noget helt galt, men de orker ikke at tage kampen. Det gør dem ikke til dårligere mennesker.
Selv modige unge frihedskæmpere havde en grænse.
Ret vreden mod regeringen. Vi skal tale med hinanden og vi skal kæmpe sammen.
Forsættes …

11-7-2021
Posten skal ud.
Det er søndag og man kan mærke at sommerferien er ved at sænke sig over landet. Enten er folk taget afsted, eller også forbereder de sig mentalt og praktisk. Jeg håber alle får en god lang pause, slukker for nyhederne og giver sig tid til at reflektere. Det er der behov for.
Kommer man ind i et mørkt rum, fjerner man ikke mørket ved at åbne døre og vinduer og forsøge at vifte mørket ud med en gammel avis, eller rende rundt i krogene og svinge vildt med armene. Man skal bare finde kontakten og tænde lyset.
Det var helt ude af kontekst, men jeg ville lige prøve at formulere dette budskab på en meningsfuld måde. Det var bare en øvelse.
I dag vil jeg ikke skrive ret meget, da jeg er gået i gang med at skrive om tidsler og det vil jeg bruge tiden på.
God søndag
Fortsættes …

10-7-2021
Posten skal ud.
Jeg vågnede til lyden af regnvejr. Det er en hyggelig og beroligende lyd. Bare ikke for dem der er på sommerferie
Jeg var en tur i Irma i går, og til min store glæde opdagede jeg at der findes et produkt der hedder “Græsmælk”
Jeg tænkte at det må da lige være noget for en havemand. Jeg drikker dog ikke meget mælk, men af og til kommer jeg det i kaffen. Så jeg købte en liter, hvis der skulle komme en gæst forbi der gerne vil have en kop kaffe.
Jeg er ikke sponsoreret af Thise, men her er deres egen produktbeskrivelse:
“Thise ”Græsmælk” – en mælketype, der produceres af køer, der udelukkende æder græs, græsmarksprodukter og urter fra marken. Ingen korn, ingen majs, ingen soja – intet foder som kan spises af mennesker, men udelukkende foder, som hele koens fordøjelsessystem er indrettet på at fordøje.”
Det lyder sympatisk.
Egentlig skulle dette indlæg være en fortsættelse af gårsdagens skriveri, der handlede om behovet for at brokke mig over virus-psykosen, lysten til at fortælle hvem jeg er og alle de andre ting der måtte falde mig ind. Og om at jeg havde samlet alle min indlæg siden 25-10-2020, i en kæmpe blogpost på mit websitet erduder.dk – bare fordi de ikke skal ligge gemt på Facebook. Og fordi de netop er kommet til at repræsentere en helt ny side af mig selv. Jeg er blevet en person der er mere åben og som tør skrive hvad jeg mener, og vigtigst, jeg føler jeg har ret til det.
Men nok om det.
Jeg nyder stadig mit nye job. Jeg glæder mig over at være i en helt normal verden og at tale om helt almindelige praktiske ting, med min hyggelige og erfarne kollega.
Jeg føler selv en begyndende sikkerhed i visse opgaver, og bliver gradvist mere selvstændig.
Jeg kan dog blive ramt lidt af samvittighedskvaler når jeg slår græs. Der er så mange insekter i denne tid, og jeg synes det er synd at fjerne deres muligheder for at indsamle nektar og pollen og samtidig hjælpe planterne med bestøvning. Og selvom jeg forsøger at undgå det, kommer jeg givetvis også til at slå dyr ihjel. Når jeg kører på en plæne med mange Hvidkløver, ser jeg mange humlebier i gang med deres arbejde. Jeg gør hvad jeg kan for at få dem til at flytte sig, og det er mit indtryk at de fleste når at komme væk.
Jeg tænker ofte på den gamle indiske religion/filosofi Jainism, hvor udøverne gør alt for at undgå at slå levende væsner ihjel. Det er en sympatisk filosofi, men det bliver meget besværligt, hvis man ønsker at leve under de betingelser. Bare en gåtur i skoven er formodentlig et blodbad, hver gang man sætter foden ned.
Fortsættes …

9-7-2021
Posten skal ud
Jeg er kandiderer muligvis til en plads i Guiness Rekordbog
Jeg besluttede mig for at samle alle mine fb indlæg fra d. 25-10-2020 og frem til d. 8-7-2021 og lægge dem i en post på min blog erduder.dk. Hver eneste morgen, har jeg skrevet et indlæg. http://erduder.dk/posten-skal-ud/
Oprindeligt overvejede jeg om jeg skulle skrive dem alle på bloggen, men fandt dem uegnet til det. Jeg tror ikke at nogen vil læse dem igen, men de repræsenterer mange timers skriveri, og jeg synes ikke de skal ligge gemt i fb’s lukkede parallel verden.
Når man gør noget regelmæssigt i en længere periode, begynder det at tage form og at få en styrke, som alene mængden og tiden skaber. Ikke nødvendigvis kvaliteten.
Jeg kan ikke forklare hvad der sker. Fra at være vrede virus-rants der fokuserede på regeringens totalitære og proportionsforvrængede tiltag, har de udviklet sig til at blive mere personlige. Til tider endda lidt for personlige, og jeg har flere gange været ret overrasket over at jeg kunne få mig til at skrive det jeg gjorde.
Jeg har været gennem forskellige faser, fra i starten at være meget vred og til tider meget kritiske overfor de mennesker der tænkte anderledes end jeg, til senere at forsøge at forstå at personangreb, nok ikke er konstruktive. Hvis man vil forsøge at kommunikere med folk der stadig er åbne og tvivlende, må man kommunikere venligt og inkluderende i et sprog de også forstår. Det andet adskiller og skubber væk. Jeg har dog ikke ændret holdning til den totalitære og løgnagtige regering, som jeg absolut ingen respekt har for. Her har mine tanker og følelser ikke ændret sig siden d. 25.10.2020 – snarere tværtimod. Det samme gælder for den befolkningsgruppe jeg kalder Coronas Vidner, der nærmest dyrker virussen som en religion. Disse mennesker er sandsynligvis uden for rækkevidde. Og det samme gælder den gruppe der udnytter situationen til økonomisk og karrieremæssig vinding. Det er afskyvækkende og utilgiveligt, på alle måder.
I begyndelsen havde jeg ofte mine tvivl om jeg kunne tillade mig at skrive det jeg gjorde. Hvem var jeg? Havde jeg ret til at ytre de meninger jeg gjorde og gør. Jeg er jo ikke professor og har ingen lange uddannelser bag mig. Men den følelse har jeg ikke mere. Nu fyrer jeg den bare af. Og desværre er det ikke altid dem med de lange uddannelser der imponerer mest. Det er ofte de mest regeringstro og velafrettede systemmennesker, der har mistet evnen til at tænke frit og bredt, og som overvejer deres karrieremuligheder frem for den frie og åbne debat.
Undervejs har jeg fortalt om mange oplevelser, både større og mindre og helt ligegyldige.
Jeg har fortalt om den gang jeg trak mig fra et job, fordi arbejdspladsen pludselig havde fået den ide at alle skulle testes for bestride jobbet. Så sagde jeg farvel. Måske var det en “velsignelse i forklædning” – hvem ved?
Jeg har fortalt om da jeg blev smidt ud af a-kassen fordi jeg ikke havde skrevet tilstrækkeligt mange obligatoriske ansøgninger, og så frem til at skulle bruge opsparede midler til at leve for. Det er historier jeg normalt ikke ville dele, men det har jeg gjort nu. Og det generer mig ikke.
Det er en lettelse at være åben og ærlig.
Nu har jeg fundet et andet job som Havemand, eller Gartner assistent, som der står i min kontrakt. Men jeg kan nu godt lide ordet Havemand. Der er en god rytme i det. Ligesom Superman, Batman og Spiderman – Haveman … – kan du høre det?
Tiden løber og jeg skal snart på job, så jeg stopper nu. Jeg fortsætter i morgen …