Repræsentation og en virkelig solopgang

Nu er det blevet søndag og jeg fik lyst til at skrive lidt om min lørdag. Jeg har tidligere bekymret mig om lørdage, men nu hvor gårsdagen, er forsvundet, kan jeg se tilbage på den og konstatere at det var en rigtig god dag.

Jeg kommer til at tænke på noget jeg har hørt fra John O’Donohue, der citerer en klog mand, men jeg kan ikke finde stedet og ikke huske navnet på personen, men jeg mener det handler om at når man står ved en grænse, eller en begrænsningen, eller en forhindring, om man vil, og man er bevidst om at man står der og er begrænset, man kan tale om den, beskrive den, ja så har man faktisk allerede passeret den. Den har ikke længere nogen, eller i det mindste en meget mindre betydning – og man kan komme videre.

Der er noget om det. Måske ikke altid så enkelt, men godt at have i tankerne.

I går morges skrev jeg i min morgenhistorie: “Men måske er hjernen blot en modtager fra andre bevidsthedsniveauer, der ikke har noget at gøre med den fysiske hjerne, som altid har været der, og vil fortsætte efter kroppen er stoppet.”

Jeg tænkte bagefter om ordet “bevidsthedsniveauer” er det rigtige? Hvis jeg har forstået det rigtigt, er hjernen, Ifølge buddhismen og beslægtede filosofier, blot en modtager og omformer, og ikke “radiosenderen”. Det giver mening, for ellers vil det ikke være muligt at forestille sig reinkarnation og en bevidsthed efter den fysiske krop er stoppet.

Men nu føler jeg mig mere sikker på at det er acceptabelt at skrive bevidsthedsniveauer, selvom man ikke er bevidst om dem – eller er det?

Lørdagen var fantastisk smuk. Solen skinnede og det var helt vindstille, men bidende koldt. Og jeg følte mig veludhvilet og aktiv og udførte en del praktiske gøremål og kom videre med en ny tegning af et hønsehus.

Og jeg kiggede ofte på min nyerhvervede æske med pastelfarver og blev i godt humør hver gang.

Og jeg glædede mig over at det nu er tydeligt at dagen er blevet 1 time og 53 minutter  længere og lyset gør mange ting meget nemmere.

Foråret rykker tæt på. En ny start. Nogen afslutter noget, og det er vemodigt, men det er også en ny start.

Jeg sluttede dagen med et interview med Iain McGilchrist, muligvis det bedste jeg har set til dato, og jeg har efterhånden set en del, og jeg bliver igen og igen blæst omkuld af hans viden.

Han taler altid om forskellen på venstre og højre hjernehalvdel. Venstre halvdel ser en re-præsentation og højre en præsentation – en helhed, den erfarer. En re-præsentation er ikke virkeligheden.

Venstre halvdel kontrollerer, manipulerer, og søger det der skal til for at tilfredsstille disse behov, altså penge og magt, men penge er ikke virkelighed, men en repræsentation.

Landkortet er ikke virkeligheden. Et regneark er ikke virkeligheden. En politisk ideologi er ikke virkeligheden, en historie er ikke virkeligheden.

Det er først når man går ud i virkeligheden og oplever hvad der sker når man engagerer sig med den, at repræsentationen, bliver til præsentation.

Det er det mennesker oplever, især i denne tid, hvor eksempelvis virus der er ufarlig for 99,7%, re-præsenteres som livsfarlig for de fleste og sammenlignes med Ebola og tilsvarende. Eller alle de andre kriser som bruges til at fastholde folk i angst, fordi kontrol er målet for den venstrehjernehalvdeldomineret del af befolkningen.

Jeg indrømmer at det jeg skriver er lidt tåget og usammenhængende, men jeg har slet ikke samme hjernekapacitet som Iain McGilchrist 😀 men jeg prøver at forstå og jeg tror jeg har en ide om hvad han mener.

Crede et Vicisti – Tro og Vind