Sige sit job op og en høj snegl
Af og til må man bare have en høj snegl og sige sit job op.
I går kom jeg tættere på konklusionen, at jeg bliver nødt til at opsige mit job.
Det stjæler min energi og min tid, og jeg får ikke andet end penge ud af det.
Jeg har ikke lyst til at være i det mere.
Jeg stillede spørgsmålet, skal jeg sige op? – inden jeg gled over i søvnen, og da jeg vågnede i morges, stod det mig klart, at det er det jeg skal.
Jeg har selvfølgelig forberedt mig, og spurgt a-kassen om konsekvenserne. Man får 111 timers karantæne, ca. 3 uger, som man selv skal betale. Det er helt fair.
Jeg har et job på hånden, der blot ikke er klar endnu, og jeg vælger tilliden til universet, jeg tror på at det nok skal gå og man kan ikke altid gå med livrem og seler.
I morges, da jeg havde skrevet den første historie, og lagt den ud i verden, trængte jeg til at bevæge mig. Jeg havde en sæk med tomme flasker, så hvorfor ikke benytte denne stille søndag morgen til at få det ordnet. Jeg bor ikke langt fra hovedgaden og besluttede at prøve Meny’s flaskeautomat. Der er stille i byen ved 8-tiden, og det undrer mig at Meny har åbent allerede kl. 7. Der var vist ingen kunder, da jeg kom ind i butikken, og en ung pige sad ved kassen og en anden stod bag disken ved brødudsalget og kiosken.
Flaskeautomaten fungerede forbavsende godt, dog var der enkelte tilfælde hvor den gav mig en reprimande. for noget jeg ikke havde gjort. Men det er jo blot en maskine.
Jeg benyttede lejligheden til at foretage et par småindkøb i butikken, som jeg havde helt for mig selv. Jeg mødte endnu en medarbejder, der lignede en slagter, men ellers havde jeg frit spil. Jeg kom frem til kassen og betalte med flaskebonen. Den søde pige spurgte om jeg ville have kontanter tilbage, eller byttepenge ind på kortet. Jeg sagde ja tak til kontanter.
Jeg fik lyst til at købe noget sødt hos bageren og valgte en høj snegl. De er heftige, store, søde og snaskede, og en sjælden gang, må man have sådan en. Da jeg havde lagt kr. 15 i mønter på disken, så jeg et kanelbrød, og jeg var øjeblikkelig tilbage i skoletiden, hvor der lå en bager lige uden for skolen, som vi frekventerede hyppigt. Jeg blev nødt til at købe brødet, mest af nostalgiske grunde. Men jeg er også i en nostalgisk state of mind, så det er ok.
Jeg tvivler på at jeg får det spist, men det er smukt.
Jeg gik tilbage ad hovedgaden over torvet, og den stille by i det spirende forår, mindede mig om den gamle Kris Kristoffersen sang, Sunday morning coming down, den vemodige stemning, måske følelsen af ensomhed, som er et grundvilkår, også selvom man er omgivet af mennesker og familie, men for nogle er det virkelighed og trist.
Jeg blev dog ikke i det humør ret længe og gik hjem, satte kaffe over og fortsatte skriverierne.
Hvem kan være vemodig når man har en høj snegl og et par kopper kaffe.