BlogMission Burhøne

Bange for hunde

I går modtog jeg en dejlig gave. Det var et billede af mit barnebarn, der sidder med en lille hundehvalp på skødet. Det glædede mig meget, og ikke kun fordi det var et skønt billede, men især fordi hun er ret bange for hunde. Men også nysgerrig og tiltrukket. Så de, og jeg, var lidt spændte på hvordan det skulle gå at fejre jul et sted, der havde en hund. Men det gik tilsyneladende virkelig godt.

Der er ikke noget bedre end når et menneske træder ud af sine begrænsninger og indser at det blot var en historie, en tanke og en følelse, ikke nødvendigvis noget der behøvede at fylde så meget. Glæden ved at udvikle sig, behøver ikke at bunde i en følelse af utilstrækkelighed. Det er ellers en antagelse, der ofte finder grobund i det lille jantelovsinficerede Dannevang. Glæden ved udvikling er en personlig proces, der også kræver selvbevidsthed og disciplin. Bevidsthed om at fordi man bliver bedre, er man ikke nødvendigvis god i forhold til dem der virkelig er gode.

Og det kan være at det slet ikke handler om god eller dårlig, men blot om at turde, om at være modigere, at turde kvaje sig.

For år tilbage hørte jeg en sprogekspert forklare at dem der lærer et nyt sprog hurtigst, er dem der tør tale, selvom de laver mange fejl, og udsætter sig selv for risikoen for latterliggørelse. Jeg tror ikke kun det gælder sproglæring.

Det var dengang jeg ønskede at styrke min forståelse af det svenske sprog, ved hjælp af  sprog sitet Duolingo.

Af og til tænker jeg stadig på at flytte til Sverige. Jeg bilder mig ind, at der er mere plads til at trække vejret derovre. Måske tager jeg fejl, for de har også deres problemer, skabt af tåbelige politikere, og det må vente lidt, for jeg har en anden mission her i Danmark de kommende år.

Jeg nyder selv den frihed jeg har fundet til at skrive lige præcis det jeg har lyst til, også selvom det kan være noget tåkrummende pinagtigt vrøvl, frie associationer, ligegyldige nørderier, og selvfølgelig modet til at lægge det ud på internettet, så alle kan læse med.

I går modtog jeg en opgørelse fra YouTube over de videoer jeg har set, eller hørt, mest i løbet af 2024. Det overraskede og glædede mig at det var Count Basie kompositionen “Bluesville”, fra albummet 88 Basie Street, fra 1983. Langsomt tilbagelænet, holdt sammen af en insisterende “gående bas”, og de sædvanlige volumenmæssige udsving, og fremragende solister, der kendetegner Basies bigband, og med fornemmelsen af lethed og humor – måske noget jeg bilder mig ind. Der ligger et link i kommentarerne.

Sporing og overvågning af mine musikvaner, har jeg ikke noget imod, for jeg har selv accepteret betingelserne.

Men jeg har ikke stemt på politikere der ikke respekterer mit privatliv, og ønsker at overvåge folk i mindste detaljer, uden de etiske principper og konsekvenser bliver diskuteret. For der er ingen diskussioner i lille konsensus-danmark.

Jeg var så heldig at fejre juleaften ganske tæt på min bopæl, så jeg kunne i ro og mag spadsere hjem på 12-15 minutter. Det var en stille aften i provinsbyen, og jeg stoppede op på torvet og tog billedet af juletræet, som jeg for godt en måned siden havde set blive tændt af julemanden på stigen af den gamle brandbil, sammen med mit barnebarn.

Men jeg synes der er grund til optimisme, når man ser strømningerne fra USA, om ønsket om at gøre op med statsligt bureaukrati, den respektløse brug af andre menneskers penge,  og de vanvittige tendenser, nogle af os har rystet på hovedet af i årevis, er ved at miste grebet.

Jorden er rund, en dreng har en tissetrold, en pige en tissekone – det kan der, i realiteten, ikke laves om på.

Nyd fridagene – fortsættes …