BlogMission Burhøne

Min mobiltelefon er ikke mere

I går skete det. Det var ventet. Min mobiltelefon gik i stykker.

Forbindelsen til ladestikket blev dårligere og det blev sværere at oplade den. Det er en meget almindelig skavank. Problemet udviklede sig gradvist gennem en længere periode,  men jeg skulle montere stikket på en ganske bestemt måde og være heldig at den begyndte at lade op. Og jeg skulle placere telefonen meget forsigtigt på et bord, og selv den mindste berøring kunne afbryde opladningen.

Og i går kunne den ikke mere. Jeg havde besluttet mig for at oplade den da batteriet var på ca. 80%, men da jeg forsøgte at sætte stikket i, som så mange gange før, ville den ikke mere. Jeg prøvede alle de tricks jeg kendte, men den kom aldrig i gang.

Det er nok typisk for mig at jeg ikke bryder mig om at batteriniveauet bliver for lavt, før jeg gerne vil lade det op igen. Jeg kan godt lide at der er altid er reserver at tære på.

Det var sjældent at jeg tillod batteriniveauet at komme under 40-50%.

Det gælder også andre aspekter af mit liv. Min økonomi eksempelvis. Jeg hører ikke til dem der overtrækker lønkontoen hver måned. Langt fra. Der er altid lidt på kistebunden.

Man ved jo aldrig hvornår man har brug for penge, måske til at købe en ny mobiltelefon.

Nu ligger telefonen her ved siden af mig, på min sofa, som den har gjort så mange gange før. Den er lige skiftet fra 50% til 49%.

Om lidt er det slut.

Det får mig til at tænke på livet og det at miste. Langsomt ebber livet ud – det forsvinder mellem fingrende på os. Nogle gange har man tid til at forberede sig, andre gange sker det som lyn fra en klar himmel, og man bliver chockeret.

Jeg har tid til at forholde mig til at min telefon ikke kan bruges mere om ganske kort tid.

Min telefon indeholder intet vigtigt da jeg altid sørger for at synkronisere den til en server og benytter cloudløsninger. Alle billeder bliver automatisk kopieret til et andet sted.

Jeg tror også den metode siger noget om min tilgang til livet. Jeg ønsker ikke at være for tilknyttet og afhængig af en elektronisk dims, men de ting der betyder noget, ønsker jeg at sikre.

Jeg har haft telefonen fra 2017-18, og har sendt og modtaget mange beskeder, billeder og videoer, men nu er det ved at være slut. På startskærmen har jeg et billede af mit barnebarn og mig selv. Hun sidder hos mig med en skål chokoladeknapper, som hun kalder dem. Billedet er fra d. 13. marts 2020. En skelsættende dag hvor Danmark bevægede sig ind i et mørkt trist kapitel der skulle få stor betydning for mig. Men vi valgte noget andet. Vi ser Emil fra Lønneberg. Hun vidste ikke hvad der foregik, men det gjorde jeg, og jeg valgte at vende det ryggen. Det billede skal med over på den nye telefon.

Jeg vil snart køre ud og købe en ny telefon, mens jeg tænker over hvor kort og mærkeligt livet er, som Dan Turell skrev. Og jeg vil tænke over at en dag sender jeg den sidste besked. Og jeg vil slutte med nogle ord fra Dan Turells digt, Gennem Byen for sidste gang

– og vi tager afsked med alting og hinanden

og vi er ikke sentimentale

men luften er fyldt af noget ingen véd hvad hedder eller er

og vi går dèr i tavs samtale

og hen imod Nytorv er de væk igen

og selv fader jeg ud lidt længere nede

min sidste slentretur igennem byen er forbi

der en enkelt skygge mindre i gaden -”

48%

Crede et Vicisti – Tro og Vind