Nyd turen

Et nyt billede har set dagen lys og jeg tror det er afsluttet – måske?. Og en historie til børn og barnlige sjæle.

“To høns besøger et kunstmuseum og de kigger på bronzeskulpturer af billedhuggeren Gokkometti, der var en Brun italiener.

De skulle egentlig have været 3, men den ene blev pludselig kaldt væk og forsvandt gennem  udgangsdøren. Det var de lidt kede af for de havde glædet sig til samværet.

Det store maleri der hænger på væggen er en solopgang. Starten på en ny dag. For dem der bor på den anden side af kloden, er det en solnedgang. Det kommer an på hvor man er.

Solen står op, man trasker rundt og kigger og pludselig forsvinder man.

Man skal glæde sig over de muligheder man har for at beundre de smukke ting, og de gode oplevelser og hyggeligt samvær. Tiden kommer aldrig tilbage.”

Dette billede, med klodset symbolik, og den noget kryptiske og ikke særligt velfungerende historie, handler om et dødsfald i nær familie for ret kort tid siden. Det var ikke pludseligt, men ventet, men selvom jeg havde tid til at forberede mig, var det alligevel ikke så nemt og jeg lagde mærke til at en plan vi havde om at besøge kunstmuseet Louisiana senere, der derfor ikke blev til noget, tog mig noget tid at forstå at den altså ikke skulle flyttes til senere, men aldrig ville blive til noget. Det var som om tankerne blev ved med at arbejde med hvornår det kunne blive. Næsten som et 100 meter sprint der bliver afblæst på grund af tyvstart, men der er altid en der fortsætter med at løbe længe efter.

Teknisk er billedet en øvelse i gouachefarvens besværlige, men smukke egenskaber. Så det er en tegning, optegnet med Indian Ink med dyppepen, og de første lag er akvarel og derefter kommer gouache’en i spil.

Crede et Vicisti – Tro og Vind